Langer/Dickow på Amfiscenen del 1: karma var på Mads Langers side

Mads Langer, Amfiscenen, Aarhus

Langer/Dickow på Amfiscenen del 1: karma var på Mads Langers side

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det har måttet kræve en Instagram-afklaring af Tina Dickow, der både i koncertens begyndelse og på nettet understreger koncertens lidt uopfindsomme struktur. Der er blot tale om en dobbeltkoncert, to koncerter, der i følgeskab af hinanden vil gøre aftenen på Amfiscenen mellem Musikhuset og Aros uforglemmelig. Eller noget i den retning. Og på trods af at folk har lige lovlig svært ved at sluge budskabet om en lag-på-lag koncert, er der mødt et talstærkt publikum op denne søndag aften på pladsen, der er orkestreret til mest af alt at ligne en miniature-festival, der er mere NorthSide end Aarhus Festuge.

Men nok om det, musik skal der høres. Mads Langer har i noget tid efterhånden gjort sig med et stærkt og stort orkester, som han har haft med nær og fjern i et forsøg som hos mange andre på at give sin live-optræden mere fylde. Men hans kærlighed for det akustiske skal lige slås fast med syvtommersøm i begyndelsen, hvor han i selskab med Dickow træder ud og synger balladen ”Anywhere With You”. Let klimpret på en guitar, velsunget af aftenens eneste to og vel nok den skarpeste salgstale for, hvorfor man skal blive hængende til den bitre ende.

Tina Dickow forlader scenen og bliver erstattet af Langers orkester, og straks går han nu til bekendelse: den omkringløbende influenza ramte ham i morges, og han er, for at sige det ligeud, skidenervøs i optakten til koncerten, ”men jeg giver jer alt, jeg har” sværger han ud til Aarhus som billiger med klapsalver. Langer er faretruende tæt på et nyt album, og vi serveres derfor som forret først ”White Noise” og ”21:4”, to nye numre fra den kommende udgivelse. Heraf er førstnævnte en støjrocket lille satan, der halvt gør op med halvt forkvaklet bekræfter idéen om Mads som poppens rigtig pæne dreng, men med fængende tekst og indlevet vokal fra sangeren.

Det billede vendes lidt på hovedet med den anden nye skæring, der er en country/folk-inspireret lille roadmovie af en sang, der egentlig bare manglede en pedal-steel for at få alle brikker til at falde på plads. Langers diskografi skiller rigtig tit markant mellem at småstøje med storladen pop og så gå helt ned i tempo på balladerne – dette virker som en balance mellem de to, der kan fungere. Dog er teksten ikke just helt så fascinerende her. I en glidende overgang slår bandet over i den første sikre fuldtræffer med ”Elephant” – et hit, hvor jeg stadig ikke helt har lært at forstå, hvordan lige det brød lydmuren ind til Langers univers. Men med masser af guitar og klaver forklarer det vel næsten sig selv fra scenen.

Herfra er det værd at bemærke, at den hjertevarmende skibonit endnu ikke har vist mange tegn på, at han kommer med dårligt helbred. Men på begyndelsen til ”Unusual” fortæller han, at ”den er der”. Og vi tænker ”hvad? Sygdommen eller stemmen? Nok begge”. Han begynder på nummeret, stopper op, vil redde lidt med nogle sensuelle dansetrin, han prøver igen, det kører ikke, han kalder sin guitar for en gammel dame, undskylder, for det er jo ikke pænt (?!), ææææh. Det hele bliver for alle en smule tåkrummende, inden han samler tankerne og får sparket luft under nummeret, der dog også lider lidt under hans manglende stemme i passagerne med de høje falsetter. Her prøver han helt fair at understøtte sig ved at hive sine korsangere, Mike og Victoria, ind for i situationen at aflaste ham lidt.

Desværre er de igennem hele koncerten tunet voldsomt ned og forekommer i langt det meste af showet at være til pynt, og det er lidt ærgerligt. Den dejlige ”Heartquake” bliver også lidt forpustet af sygdommen, der lurer i baggrunden, og hele holdet sætter den noget på automatpilot, inden Langer sætter pianist Mads Storm og bassist Oliver McEwan i færd med nogle soloer, der sidder helt fint i skabet.

Nu vender Dickow tilbage på scenen til sangen, som Mads Langer har fået fortalt er blevet et talerør ved klinikker for parterapi rundt om i landet. ”Så lyt efter, hvis I har lidt knas i parforholdet,” halvsmiler han og vender sig mod Tina, der med kroppen signalerer, at det hele er ved at blive liiidt for farligt til hendes smag. Men hvad gør det? ”Mellem linjerne” står skønt i balladebilledet, både med Langer og Dickow, der begge gør det fortrinligt i leveringen. Herefter hives ukulelen frem for at spille den kommende fredags nye single ”Eyes Closed”, som er en klassisk Langersk politisk opsang om at lade hjertet tale, selv når lokummet brænder de fleste steder. Dejlige varme tanker og melodier, lidt forvirrende budskaber (med lukkede øjne ændrer vi verden..?)

”Tunnel Vision” fra det seneste album Reckless Twin fra 2016 følger trop og suppleres dels af cubanske "Guds hånd" Eliel Lazo på slagtøj, der giver et hint om, at han er til stede på scenen (han har indtil nu ikke været bemærkelsesværdig), dels får korsangerne nu faktisk lov til at give slip, men det bliver med medleys af diverse hits fra de britiske øer, som dominerer her, og det er altså lidt tandløst. Hvad der til gengæld ikke er veget fra Langer og gruppens side er fanskaren. Alle, de sange de kunne hitte frem i glemmebogen, som de havde hørt i radioen, hjemme eller i bilen står de nu klar med på stemmebåndet, og der bliver skrålet og hoppet begejstret med på langt det meste af, hvad Mads Langer sender i vores retninger. Publikum bliver for alvor belønnet med ”3AM”-storhittet, der pumper af sted, og som når op og ned på alle skalaer, og med et pift har man på ny glemt, at ham der Mads egentlig skulle være sengeliggende, hvis ikke det lige var for hele den der popstjerne-ting, han havde kørende.

Musikerne takker hefra af og vender tilbage på scenen til tonerne af solistens kærlighedssang til den nylige brud, han giftede sig med for halvanden måned siden. ”Flawless” er da derfor også lige, hvad den skal være, med blød guitarklimpren i selskab med små dansable vug, der ikke stjæler inderligheden, men puster lidt energi i foretagendet. Fyrværkeriet tændes så til sidst af med den nyest udgivne single ”Me Without You”, der endnu engang med Dickow får lov til at spankulere ud over Amfi-scenen akkompagneret af en masse hoppende gråhjelme. Det er et ret charmerende syn, og det er også en fornem afslutning.   

Det kan godt være, at han er sløj i dag, men noget siger mig, at Langer er i musikalsk storform for tiden. Hans timing var ikke helt til tiden i dag, men hvad gør det, når han har plejet sit forhold til den danske fanskare så vel i en årrække, at han netop kan indkassere disse dage på kontoen med medvind fra start til slutfløjt. Orkestret skynder sig igen af scenen, inden bysbarnet træder ind til sin turnéafslutning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA