Langer/Dickow del 2: Tina Dickow hældte gammel vin på nye flasker

Tina Dickow, Amfiscenen, Aarhus

Langer/Dickow del 2: Tina Dickow hældte gammel vin på nye flasker

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Der udspiller sig en lidt finurlig situation ved slutningen af Mads Langers første del af dobbeltkoncerten i Aarhus. Igennem koncerten har Tina Dickow assisteret Langers optræden, både med vokal støtte og opmuntrende og støttende ord til en influenza-ramt musiker på scenen. Da der så skal synges lidt samstemmigt til sidst, læner Langer sig så ind mod mikrofonen, mens Tina skynder sig væk, i frygt for at blive smittet, som hun gestikulerer rundt med armene.

Dette er vitterligt ikke noget, der skal lægge Tina Dickow som person eller hendes musik til last. Men situationen er alligevel et glimrende billede for, hvordan aftenens koncert forløb. Sidst jeg så Tina Dickow var i Tivoli for et par år siden. Hun var i zen, om man vil. Hun havde kontrol, overskud, ro i maven, store smil på læben og en masse sange i bagagen. Det er ikke helt den samme Tina, vi får at se ved Amfiscenen på denne søndags tour-afslutning – og det tror jeg egentlig også, at hun selv er ganske klar over.

Efter et hurtigt sceneskift træder hendes femmandsband ud på scenen og server bolden op til Tina, der har skiftet outfit fra ruskindsjakke og jeans til schtuuur klassisk søndagssommerkjole (jeg er ikke den store tekstilekspert). Sangerinden går straks i gang med at robotdanse sig varm til tonerne af åbningen på den seneste plade Fastland, ”Not Even Close”. Det sjove ved det nyeste album er, at det næsten er en karikatur på Tina Dickow i den grad, det lyder som Tina Dickow. Og det er jo sådan set meget godt. Men der sker nogle nye justeringer, når den nye musik skal spilles i levende live. Tina har nemlig sluppet – eller rettere, hun vil virkelig gerne slippe – alle hæmninger og lader derfor åbningsnummeret gå et par takker ned ad gearstangen i en jagt på det tungt rockede. Det er egentligt et ret friskt forsøg, og både trommer og bas fylder rigtig godt på i netop den her opsætning. Og jeg kan forstå, at man som kunstner kan have brug for at bryde lidt ud af de til tider temmelig fastlåste rammer. Udfordringen er så bare, at man lige træder et skridt væk fra publikums forventninger for at give plads til noget innovation.

Og det stopper ikke på andet nummer, da ”Nobody's Man” ikke er den stille melodiøse perle, mange kender den som, men et elektronisk sammensurium af keyboards og rockguitar i fuld udblæsning. Det er et ret modigt valg at kaste sig ud i et sådant eksperiment, desværre er oplevelsen nede blandt landkrabberne, at man har grebet et øjeblik af et forventet højdepunkt ud af luften og forgrebet sig på det.

Der er flere ting, der skal sættes på plads i aften fra scenekanten. Heriblandt er forbrugerkulturen ikke noget, der huer sangerinden, og det får hun understreget på den ligeledes forholdsvis nye sang ”Fancy” med en forklaring af det dybere grundlag for at skrive sangen (hun købte selv pludselig mange ting, selvom hun ikke havde brug for dem, ak). Det bliver mere tilbagelænet på den ældre ”No Time to Sleep”, der slentrer temmelig fint og lidt anonymt af sted. Herefter inddrages publikum i vid udstrækning på ”Parked Car”, hvor Dickow sætter et flerstemmigt kor i gang, der ikke helt bider sig fast trods de gode intentioner.

Man begynder her at mærke lidt af en tvetydighed i det musikalske udtryk fra scenen. Vi er i færd med en hitparade, der kastede sig ud på dybe vande de første par numre, men nu i stilart og håndtering er vendt tilbage til de gamle dyder. Det er, som om Tina gerne vil fremprovokere en virilitet i sin tilstedeværelse på scenen, men det er som om, at både publikum og hun stadigvæk er tryggest, når hun bærer en guitar med sig i forgrunden. Det sker til gengæld på ”Someone You Love”, der smager af en klassisk Dickow med Marianne Lewandowski på stærk korvokal, der får lov til at stråle lidt.

Lige lovlig rocket bliver det på ny på ”Paper Thin” fra opsamlingen Welcome Back Colour fra 2010, men her sætter det sig i god forlængelse af sangens egen natur og blæser godt ud over det aarhusianske publikum. Og begejstringen mindskes ikke, da Dickow igen træder ud med guitar i selskab med korsanger Lewandowski og pianist/husbond Helgi Jonsson i forgrunden i et medley af ”On the Run” og ”Pigen ud af Aarhus”, inden de let og elegant glider over i en leg med vokaler og Dennis Ahlgrens lut på det, i min optik, bedste nummer fra det seneste album, ”Something You Can Keep”, der skaber en dejlig tråd tilbage til arven fra folkemusikken, som Dickow står på skuldrene af.

Men igen tændes der temmelig unaturligt op for blusset i en ganske en til en-fortolkning af Medinas ”Ensom”, som Tina åbenbart har drømt om at gennemføre på klassisk pop-diva-maner. Hensigt: glimrende. Problem: hun har simpelthen ikke støbningen til en popdiva, og fremførelsen af sangen føles i dens opsætning bare for villet til, at hendes mere sporadiske fans sætter pris på det. ”Sacre Cæur” bringer dog igen skibet tilbage i noget, vi kender uden at finde på store nye krumspring, og der sættes ganske passende gang i den på ”Adam's House”, der kæler for folkeligheden og fællesskabsfølelsen (vi har jo alle sammen blot en kronprins).

Til ekstranumrene sættes hele koncertens forløb ganske passende på spidsen. Tina forklarer, som mange gange før, at hun netop ikke helt ved, hvordan men begår sig på et dansegulv, før ”You Wanna Teach Me to Dance” skyder af sted, og det bliver næsten aftenens højdepunkt, alene fordi hun selv belyser de begrænsninger, som hendes efterhånden store skikkelse i dansk musik rummer rent menneskeligt. Og hun vil blive af med dem, men det virker bare sværere end som så. Det er svært for det rutinerede publikum ikke blot at sukke efter den dvælende og vægelsindede lyd, størstedelen af hendes musik besidder, og det er sgu en fordel og ulempe på en og samme tid. Det bekræftes med afslutningsnummeret ”Open Wide”, der glider af sted i stor begejstring og et fornemt farvel til sommeren 2019 med direkte kurs mod efterårets trummerum.

Jeg respekterer virkelig Tina for, hvad hun forsøgte at gøre denne aften i Aarhus, men hendes agenda virkede i det store og hele mere søgt end naturlig, mere som en kvinde, der ville slippe ud af det bur, hun selv har bygget omkring sin musik. Men det skal ikke tage al opmærksomheden fra en alt i alt rigtig fin afrunding af turnéen på hjemmebane i hjertet af smilets by.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA