x
Blanck Mass: Animated Violence Mild

Blanck Mass
Animated Violence Mild

ANMELDELSE: Mildt skuffende med en bismag af spektakulært

GAFFA

Album / Sacred Bones Records
Udgivelse D. 16.08.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Æv! Bevares! Blanck Mass har da ikke opfundet den dybe tallerken. Men Benjamin John Power (også kendt fra Fuck Buttons) har indtil nu placeret sig som et af de mest interessante navne inden for noise- og eksperimental-elektro, hvor især World Eater (2017) var tæt på genial. Her skal den mægtige sang ”Rhesus Negative” især fremhæves, da den perfekt viser, hvad Blanck Mass’ force er. At holde en melodisk finesse og et genreopløsende udtryk igennem noget, der stort set er en storm af larm. Power er inspireret af lige dele synthwave og ekstrem-metal. Og netop stormen af larm, som er Blanck Mass’ kendetegn, indfinder sig igen på hans fjerde langspiller Animated Violence Mild.

De korporlige, omklippede techno-beats, de skrigende black metal-vokaler og den generelt okkulte stemning er også stadig til stede på pladen, men det er Powers’ synth-figurer desværre også. World Eater led ikke under det samme problem, for her var de kække reklame-synths, som Powers benytter sig af, henvist til få, velplacerede steder. Dette er ikke tilfældet på Animated Violence Mild, hvor en utrolig stor del af numrene er skæmmet af lige netop disse synthlyde. Og leadmelodierne, de spiller, er så eurodance- og muzak-inspirerede, at det gør helt ondt i min lilehjerne. Luften i den dystopiske atmosfære bliver konstant lukket ud af ballonen, når det ene dumme Sandstorm-tema efter det andet indfinder sig.

Der er guld at komme efter på Animated Violence Mild. ”Death Drop” er en lang tour de force ind i noget, der lyder som en sleazy goth-club, som kun spiller industrial og drum 'n’ bass og skrigevokalen trækker søde minder til tidlig Darkthrone, mens ”House Vs. House” kaster Blanck Mass utroligt tæt på den skæve pophouse, som han ellers har været så langt fra på sine andre plader. Og det gør den med stor succes!

Værst bliver det på ”Hush Money”, der det ene sekund er total badass, for der efter at introducere et sorgløst, lallet bingoorgel, der lyder, som om det er direkte samplet fra A-has ”Take on Me”, mens ”Love Is a Parasite” skæmmes af nogle fæle hiphop-stortrommer og noget, der mest af alt lyder som temaet til Lykkehjulet. Sangen reddes på målstregen af det frontale noisebreakdown og skrigevokalen i outroen, for derefter at ebbe ud i ”Creature/West Fuqua”, der kører den hjem med båndbehandlede Omnichords og hvislende Burial-stemmer.

Alligevel sidder man tilbage med en underlig smag i munden. Langt hen ad vejen er Blanck Mass’ tredje langspiller en ret skuffende affære – især efter World Eater. Alligevel er de gode stunder så gode, at det redder den sidste stjerne hjem. For når Power smider sine drømme om at blive den nye Scooter, så er han stadig en fandens dygtig noiseproducer, der har fuldstændig styr på, hvornår han skal tage det sure med det søde.

Og lad os så få et andet årti til at trende! 00’erne siger I? Okay, jeg sætter noget Vengaboys på så…

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA