Vokalharmonier på vulkaner

Helgi Jonsson, VoxHall, Aarhus

Vokalharmonier på vulkaner

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

At dømme efter aftenens koncert er alt lutter idyl i ægteskabet mellem Helgi Jonsson og Tina Dickow. De to ser i hvert fald ud til at hygge sig fremragende og præsterer desuden et fornemt sammenspil og nogle imponerende vokalharmonier koncerten igennem. Det er især netop vokalerne, der løfter musikken, for ellers er udtrykket en smule skrabet med kun tre musikere på scenen det meste af tiden.

Den tredje musiker er den islandske sanger og sangskriver Pétur Ben, som både agerer opvarmning og siden er skiftevis velspillende guitarist og bassist hos Helgi Jonsson, der selv spiller keyboard, guitar, trombone og en smule banjo, mens Dickow på skift spiller trommer, bas – nogle gange samtidig med trommerne via pedaler – og synger smukt kor til Jonssons virtuose leadvokaler. Mandens hyperfleksible stemme kan nå højt, højt op uden nødvendigvis at gå over i falset, og nogle gange overhaler han Dickow på tonestigen. Fornemt.

Efterhånden ved de fleste nogenlunde musikinteresserede herhjemme, hvem islandske Helgi Jonsson er. Han har turneret i landet mange gange, oftest som en del af Tina Dickows band, men også som solist – med Dickow i sit orkester. De har aldrig lagt skjul på, at de er et par, for længst gift og har tre børn, og Dickow har benyttet næsten enhver lejlighed til at gøre opmærksom på Jonssons kvaliteter over for sin store fanskare og dermed bidraget kraftigt til, at hans publikum i Danmark har været støt stigende. Således kan han i aften næsten fylde VoxHall i sine svigerforældres hjemby, i øvrigt kun to uger efter, at han stod på scenen med Dickow på Amfiscenen ved Musikhuset. Dengang var det hende, der var hovedperson, i aften ham.

Som Dickow har Jonsson en forkærlighed for de melankolske, langsomme og eftertænksomme sange, han i endnu højere grad end hende, og det bærer koncerten præg af. Jonsson har udgivet en stribe ep’er og fire album, senest dette års finurligt betitlede Intelligentle, som ikke overraskende udgør en stor del af sættet. Vi begynder dog med den lidt ældre ”Good Fireman”, som sætter stemningen for aftenen med Jonsson bag keyboardet, Dickow på trommer og kor og Pétur Ben på guitar på den forholdsvis lavmælte sang, der bliver fremført i sparsom belysning.

”Other Than You” følger, et af de få numre, der bliver fulgt af et programmeret beat, og det fungerer ganske fint og bidrager til den musikalske alsidighed. Det samme gør den sprøde banjo, Jonsson har fundet frem i ”Run Wild”, og den ville jeg godt have hørt på et par numre mere. Her markerer Pétur Ben sig også stærkt med en småstøjende guitarsolo.

Troede, Helgi var en kvinde

Musikalsk hittepåsomhed er der dog meget af, eksempelvis en sang, Jonsson ifølge Dickow stort set ikke har spillet, siden hun gik ind og så ham på Spot Festival 2007, hvor hun troede, Helgi var navnet på en kvinde. Her spillede han blandt andet et nummer bestående af skiftevis et karakteristisk trombonetema og Jonsson, der a cappella sang ”It’s On, It’s Off” igen og igen, i et gradvist højere og mere og mere skingert leje. Det gjorde stort indtryk på Dickow, om end det ikke var ved den lejlighed, de to mødte hinanden første gang – det var først året efter i Canada, hvilket man kan læse om i hendes velskrevne selvbiografi Tæl til Tina. Nummeret bryder da også den ret alvorsfulde tone i aften, om end det er mere interessant end decideret godt.

Dét er til gengæld ”Falconer” med smuk trombonesolo, de smågroovy ”Intelligentle” og ”Trouble Is” med Dickow på elektroniske trommer og ikke mindst ”Careful People” med Jonsson og Dickow alene på scenen, hvor både deres stemmer og fingerspillede akustiske guitarer fletter sig fint ind og ud ad hinanden. Og vellyden indfinder sig for alvor, da det aarhusianske kor Vocal Line træder ind på scenen. Koret har tidligere optrådt med Dickow og Jonsson og netop vundet Eurovision Choir-konkurrencen, hvor de blandt andet sang Dickows sang ”True North”, så den synger de naturligvis, med Dickow som leadvokalist og Jonsson undtagelsesvis ude af scenen – men ”sangen handler jo om ham,” som Dickow konstaterer.

Det bliver også til en smuk islandsk salme, ”Heyr, himna smiður” og Jonssons egen ”Hundred Miles”, nu med Jonsson og Dickow i front, inden koret takker af. Jonsson og Dickow afslutter sættet med en regulær duet, ”Crossroads” og den meget smukke, lange og crescendo-opbyggende ”Lofa Mér”, hvor Pétur Ben bidrager til dramatikken med intenst guitarspil. Som en islandsk vulkan, der er lige ved at gå i udbrud.

Vi får to ekstranumre, Neil Youngs smukke ”Philadelphia” og endelig ”Aurora”, hvor Jonsson og Dickow igen er alene med scenen med hver deres akustiske guitar og smidige stemmebånd, der når næsten helt derop, hvor man med lidt held kan se det nordlys, som sangen handler om – også selvom det ifølge Jonsson faktisk er ret sjældent at opleve i Island.

En særdeles velklingende aften, hvor især de smukke vokaler fra alle på scenen gjorde koncerten til en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har skrevet det før, men gør det gerne igen: Jeg har endnu aldrig været i Island – bortset fra en mellemlanding – men både Jonsson og Dickow er fremragende ambassadører for landet med det barske vejr og den storslåede natur, som synes at påvirke al den musik, de skaber. Men hvis det kniber med penge og/eller tid, så kan en koncert med dem anbefales til hver en tid.

Helgi Jonssons turné fortsætter til:

København Studie 2, 18. september (udsolgt)

Odense, Magasinet, 19. september 

Aalborg, Musikkens Hus, 20. september (udsolgt)

 

Sætliste:

Good Fireman

Other Than You

Run Wild

It’s On, It’s Off

Falconer

Intelligentle

Careful People

Trouble Is

Heyr, himna smiður (med Vocal Line)

Hundred Miles (med Vocal Line)

True North (med Vocal Line)

Crossroads

Lofa Mér

Ekstra:

Philadelphia (Neil Young-cover)

Aurora

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA