x
Bisse: Tanzmaus

Bisse
Tanzmaus

Bisse skruer bissen på som skarp samfundssatiriker

GAFFA

Album / Showbisse Inc.
Udgivelse D. 20.09.2019
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Efter ti måneders udgivelsesstilhed – en mindre evighed i Bisse-målestok – er den hyperaktive kunstner klar med sit tiende album på under fem år. Men nej, den høje produktivitet er heller ikke denne gang gået ud over kvaliteten.

Oven på den storladne forgænger Tanmaurk indspillet med symfoniorkester er Tanzmaus en lidt mere skrabet indspilning med færre, kortere og knap så episke sange med en højere grad af vers-omkvæd-struktur og en vis inspiration fra country, især på den mundharpeswingende titelsang. Der er dog langtfra tale om et regulært countryalbum, og udspillet byder også på eksempelvis passager med Dixieland-jazz på ”Modstandsmanden”, noget, man i mangel af bedre kan kalde indierock samt flotte blæserarrangementer på adskillige sange. Og som titlen indikerer, kan man danse til det meste, om end ofte i moderat tempo.

Traditionen tro fylder Bisses karakteristiske, talesyngende og let affekterede vokal og ordrige tekster meget i lydbilledet, og denne gang springer Thorbjørn Radisch Bredkjær for alvor ud som samtidssatiriker med ”Britta Big Five” og ”Sanjay Shah”, to veloplagte, stærkt iørefaldende smædesange om Britta Nielsen og Sanjay Shah, der er mistænkt for at have tømt den danske statskasse for henholdsvis 117 millioner og 12 milliarder. Britta får et føl og satser på satspuljen, og Bisse filosoferer over, hvor mange sosu-medarbejdere, man kan få for 12 milliarder, og hvad der sker, hvis de alle 45.000 tager til Dubai og giver Shah et par velfortjente øretæver. Det er ætsende satire på en tragikomisk baggrund.

I den mere eftertænksomme og dog stadig samfundskommenterende afdeling finder vi ”Modstandsmanden”, hvor Bisse synger om sin farfars bror, der ofrede sig for de efterfølgende generationers frihed, og filosoferer over, om han og hans generation sætter tilstrækkeligt pris på sin fred, ”eller pisser vi med vores ytringsfrihed?” Bemærk, at der står ”med” og ikke ”på” – jeg fornemmer et lille prik til Muhammedtegningerne dér. Musikalsk er sangen i øvrigt blandt albummets mest interessante, med sine bratte skift mellem de glade, jazzede omkvæd og de mere lavmælte og melankolske vers.

Et fjerde højdepunkt er den lavmælte ”Jagtsangen”, hvor Bisse over fingerspillet akustisk guitar rabler derudad over liberalismens og konkurrencesamfundets amokløb, fra Den Store Bagedyst til kapitalfonden Blackrock. Bundniveauet er dog hele vejen højt, og der er også plads til mere drømmende og romantiske stunder som den afsluttende ”Evighedsstudenterne”, hvor Bisse konkluderer: ”I eftersidningen er vi tættest på evigheden”.

At sige, at Bisses sange vil blive stående for tid og evighed er nok at stramme den, men han er en af de mest spændende danske kunstnere i dette årti, og det understreger det nye album igen-igen-igen. Hvad mon han finder på næste gang?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA