x
ANMELDELSE: Røg uden ild

Sisters of Mercy, Amager Bio, København

ANMELDELSE: Røg uden ild

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Arkivfoto

Tre-fire minutter inde i åbningsnummeret "Dominion" til koncerten med Sisters of Mercy i Amager Bio trådte et par alvorlige mænd ind på scenen og beordrede koncerten stoppet. Første tanke var, at koncerten blev stoppet, fordi lyden var aldeles elendig, for man kunne overhovedet ikke høre sangeren Andrew Eldritch, hvis dybe og monumentale stemme mere end noget andet ellers ER lyden af Sisters of Mercy. Det viste sig dog, at bandets medbragte røgmaskine ikke var kalibreret med det for nyligt renoverede spillesteds røgalarm, og således måtte publikum, band og personale ud på gaden, mens brandfolk undersøgte, hvad der havde udløst den falske alarm.

Efter en god halv time var alle på plads igen, undtagen røgmaskinen, og i andet forsøg var der heldigvis hul igennem til Eldritch, og når man nu har oplevet katastrofale koncerter med Sisters of Mercy før, åndede man næsten lettet op.

I snart 40 år har Andrew Eldritch været den ubestridte leder og frontfigur i Sisters of Mercy, og derfor ligger alt ansvar også på hans skuldre, når man skal vurdere en koncert med ham og de tre musikalske lejesvende, han har med sig på scenen.

Sisters of Mercy startede ud som et cool post-punk band, der langsomt transformerede sig til et poppet goth-band. Og som derefter tog springet til at blive et mere regulært rockband. Sådan kan rejsen hen over bandets tre album First and Last and Always (1985), Floodland (1987) og Vision Thing (1990) også beskrives, og det er denne temmelig umage masse, der forsøges forenet, når Sisters of Mercy giver koncert.

Til dette har Eldritch valgt at lægge både trommer og bas på relativt tyndt backing track, der kun i enkelte numre som "Lucretia My Reflection" og "Marian" rent faktisk lægger den bund, resten af musikken funderes på. Ovenpå denne spinkle bund ligger så de to valgte guitarister, som ganske enkelt ikke kan ignoreres. Nu spiller udseende jo principielt set ikke nogen rolle for musikken, men når både deres fremtoning og guitarspil er så ude af trit med, hvad essensen af Sisters of Mercy er – i det mindste for deres fans – så går det vel an at bringe det op. Med ens, kantede ”heavyrock”-guitarer, ærmeløse skjorter og glatte pretty-face-smil pløjer de to indhyrede guitarister sig gennem et repertoire, de næppe ville have stiftet bekendskab med, hvis Eldritch ikke betalte dem for det. Bevares, de både spiller og synger da gedigent nok, men det er tæt på, at man ville have ønsket, at Eldritch også ville have lagt guitarsporene på backing tracket og blot stået der alene.

Det går nemlig klart bedst, når guitaristerne fylder mindst, og i numre som "Alice" og "Ribbons" sniger der heldigvis en smule gåsehud sig ind i oplevelsen. Det gør der også i "Something Fast", "I Was Wrong" og "Driven Like Snow", hvor den ene guitarist skifter til akustisk guitar. Tre glimrende numre, hvor man får et tiltrængt pusterum fra de ”poserende” guitaristers sceneshow, men som jo heller ikke rigtigt er det Sisters of Mercy, som man ønsker at høre.

Det overordnede indtryk af ikke bare denne koncert, men mange års live-oplevelser med Sisters of Mercy er, at Eldritch enten ikke respekterer eller ikke kender sin egen ”legacy”. Det er så ærgerligt, for med et hold langt mere cool musikere, nogle bedre live-arrangementer og en lydmand, der virkelig forstod at få det bedste ud af Eldritchs stærkt begrænsede vokal, ville det stadig være et af 80’ernes mest cool bands, man oplevede. I dag ligner det mere et udslukt band, hvor ilden for længst er gået ud.

 

Sætliste:

Dominion

Vision Thing

No Time To Cry

Detonation Boulevard

Alice

Show Me

Marian

Better Reptile

Ribbons

Instrumental

Something Fast

I Was Wrong

Driven Like Snow

Ekstra:

More

Lucretia My Reflection

Temple of Love

This Corrosion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA