x
Ganger: Mørk

Ganger
Mørk

Viljen til at være på tværs

GAFFA

Album / Yatchvej
Udgivelse D. 25.09.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

At dansksproget pop har været på et gigantisk slingretur de sidste mange år, er langtfra en hemmelighed. At lytte til FM-bølgen i disse tider kan være en direkte tåkrummende, pinagtig affære, når det kommer til musik på vores modersmål, og det har længe virket, som om indholdet bliver dummere og dummere i takt med tonerne. 

De etablerede kunstnere har travlt med at forsøge at skrabe de få kroner, der er i dansk musik til sig, mens gårsdagens helte – de kantede upcomingbands – har travlt med at udvande deres musik i så høj grad, at det kan passe ind i P3’s dødsskitser. Det sker lige nu!

Dansk pop og rock anno 2019 er, i høj grad, en stor syntetisk klump af præproducerede beats og tekster, der ikke vil ret meget andet end at omformulere barndommens kærestebreve, eller være kryptiske floskler, fordi der ikke er andet at byde på eller skrive om.

Så derfor er det rart at se et band som Ganger vælte ind i den fælles bevidsthed – og i æteren sågar. Singlerne ”Kometen”, ”Olympisk” og ”Bye Bye” har allerede fået opmærksomhed, og nu sidder undertegnede med Mørk. Et sært – og ret så originalt – popalbum.

Ganger er fire sangere og en trommeslager, men galskaben er centreret omkring Thomas Bach Skaarups fragmentariske sangskrivning, som har en poetisk nerve, der er lige dele filmisk surrealisme og barndomsminderne fra barakkerne i Hanstholm.

Mørk er i andre medier blevet bedømt, som om det er et udfordrende avantgarde-album, men lad dig ikke snyde! Jeg kender min avantgarde og kan fortælle jer, at trods brugen af feltoptagelser, genreskift og alternative lydkilder er Mørk et vaskeægte popalbum. Men et utrolig godt et af slagsen. Måske endda et af årets bedste.

”Kometen” er en god programerklæring med sin omskiftelige mariachi/synthdøds-stemning, mens ”Bye Bye” er et vaskeægtigt artpop-hit, som nærmest er designet til at ryge direkte i rotation på P6 Beat, hvilket også er sket. ”Olympisk” er en utrolig direkte sang, i Ganger-regi, og den bemærkelsesværdige tekst (”min stedfar har stjålet et tv”) bringer snapshots fra Bach Skaarups fortid, mens tekstuniverset er tæt på den samme nerve, som man finder hos Nikolaj Zeuthen i Skammens Vogn.

Heldigvis er dette ikke en dødssynd, og oftest kun en engangsforseelse på et album, der ellers er præget af lige så mange lyriske krumspring, som den er af stemningsmæssige. ”Gud, det svinger” er en decideret bizar kladde, der med samples af Bukowski og en asiatisk zither formår at kombinere Gorillaz med Pink Floyd uden at miste Gangers personlighed.

Pladens anden halvdel er dog en ren popfest, med sange som ”Ond”, der har et ekstremt stærkt hook og skiller sig ud med sine ekko-behandlede marimbaer, og den klaustrofobiske ”Lænker”, som er holdt oppe af sit call-and-response kor, der på en sær måde minder mig om min barndoms Åh Abe-plader i et dæmonisk parallelunivers.

I det hele taget er der meget at sige om Mørk, der er et fandens stærkt album, som formår at spille med alle de muskler, som Ganger har at spille med. Det fængende kvindekor er den mest iørefaldende musikalske tendens, men i virkeligheden er Gangers stærkeste kort den insisterende trang til at eksperimentere – for Mørk kunne sagtens ”bare” have været endnu et småkedeligt artpop-album fra en anonym undergrund.

Men det er det ikke! Mørk kan opfattes som en knyttet næve, der skal ramme en muskel, som ikke har løftet noget tungt i lang tid. Et lille stykke unikt lyd, der mest af alt minder om en mere radiovenlig version af den kantede artpop, som Den Fjerde Væg og førnævnte Skammens Vogn har forsøgt at levere i lang tid.

Endnu mere interessant er faktummet, at pladen er en del af en trilogi. Så der er altså mere på vej. Mørk er et snapshot fra en undergrund af kunstnere, der er trætte af at bevæge sig i en klangverden, hvor selv de mest lovende rockbands leverer fladpandet, udvandet synth-gejl for at få luft under vingerne på en døende fortidsøgle. Jeg tror godt, det her kunne være startskuddet til etableringen af det fælles alternativ, som både Ganger og jeg selv har efterlyst på den danske musikscene i et stykke tid. Man kan i hvert fald håbe på det. Det starter her!

På høje tid.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA