x
When Saints Go Machine: SO DEEP

When Saints Go Machine
SO DEEP

Utålmodigt klingende fraktaler

GAFFA

Album / Escho
Udgivelse D. 08.11.2019
Anmeldt af
Jens Dræby

Uden Simon Muschinsky fortsætter Whens Saints Go Machine ufortrødent ned ad samme spor, der blev lagt med den svært tilgængelige ep, It's A Mad Love. Nikolaj Vonsild vil stadig for det meste ikke synge uden et barskt AutoTune-filter, og Moldenhawer og Kenton er stadigt stædige på at eksperimentere bag knapperne frem for at række så meget som en enkelt fremstrakt hånd i form af en lille popsang. Måske for at få overgangen til at glide en smule lettere.

Albummet fungerer dog som en stemningsfuld og gennemført lytteoplevelse, ikke mindst fordi lytterens tålmodighed bliver belønnet, så snart øre og musik er på bølgelængde. WSGM luller os ind i deres nye udvidede univers med den seneste single som det muligvis tætteste på en genkendelig popmelodi. "MVL" lyder mest af alt som MØs "Glass", der har fået en tur gennem den industrielle kødhakker, og det fungerer som en ydmyg åbner til en plade, der om ikke andet er spændende at lytte til.

Hvor den foregående ep lød klaustrofobisk og afvisende, er SO DEEP mere højrøvet og fabulerende, stadig med distance, men med en udpræget legelyst, der giver plads til små organiske påfund med klaverer og violiner og øjeblikke, hvor vokalen næsten træder ud af den mekaniske facade.

Der er krydsede fingre for, at den antitese, som Saints formodentligt har jagtet på de sidste par udgivelser langsomt danner grobund for en syntese, der er knap så fatalistisk omkring den musik, som fans har elsket fra første dag. Der er så sandelig også kræs for kendere af elektronisk musik, når "Sky's Blue Inside" går fuldt ud melankolsk IDM eller for fans af nyere klaver-ballader med "I Don't Tell", og så overgår bandet sig med den hidtil smukkeste finale, der har været på et WSGM-album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA