x
Den selvbevidste fizzkarl langt hjemmefra

Alex Cameron, Store Vega, Købehavn

Den selvbevidste fizzkarl langt hjemmefra

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Der er tydeligvis et eller andet ved Australien der skaber et personage der kan have nærvær og personlighed nok på en scene, til at have positiv kontakt med sit publikum. Det havde Alex Cameron og saxofonist/forretningspartner Roy Molloy i går aftes – i meget høj grad – da de gik på scenen på Store Vega, men Camerons til dato mest velspillende band. Det var dog ikke uden skønhedsfejl.

De flygtige toner til de vægtige sange
Det er så fandens svært ikke at holde af de australske skabekrukker – især fordi Cameron og Molloy begge besidder en underspillet, men sprudlende humor der gang på gang gør dem så bundchamerende, at man ikke kan lade være med at grine latterligt. Vil gerne sige undskyld til dem der stod tæt på mig i løbet af koncerten. Jeg har et højt grin.

Det skinnende glimt i øjet går igen i alt fra Camerons måde at være på scenen på (med en vis lighed med en ung Bowie), til musikken og teksterne. Karrieren startede som en leg med rollerne og selvom seneste skud på stammen: Miami Memory er hans mest personlige plade til dato - og værste - stikker Cameron stadig en finger op i røven på nutidens fokus på kønsroller, sex, politisk korrekthed og det moderne parforhold. Meget af pladen – og der med også aftenens sange – forholder sig til at være progressiv og loose i en køns- og kærlighedsrelation, hvilket kan blive sværere og sværere i nutidens politisk korrekte klima. Åbneren ”Bad for the Boys” er et fint bevis på dette, hvor Cameron ikke kan lade være med at have medlidenhed med de stakkels mænd fordi de ikke længere kan holde styr på samfundets udvikling. 

Nummeret er langt fra pladens stærkeste kort og Camerons Phil Lynnot-efterligning (”Boys are Back in Town”, get it?) var ikke stærkere live, selvom det hurtigt viste sig at den løse, håndspillede stil passer meget bedre til de nye, 70’er inspirerede bodega-rock hymner, og derfor gav koncerten mange af sangene et løft. Til gengæld viste det sig hurtigt at Cameron – med Molloy på sidelinjen – havde publikum i sin hule hånd fra allerførste tone og allerede under anden sang ”Divorce” var publikum velsyngende med på sangens triumferende crescendo. At Cameron ene mand kan få en hel flok danskere til, i glædesrus, at synge: ”Divoce! Divorce!”, var nok til at få et smil frem på læberne hos mig. Som jeg sagde må der være noget i vandet i Australien - den eneste anden mand jeg har set med så umiddelbar en publikumskontakt er Nick Cave.

De gode og de mindre gode
Heldigvis fik vi også slagerne fra den hovedværket Forced Witness samt enkelte udvalg fra den nedbarberede, elektroniske debut Jump the Shark. Det var tydeligt at publikum var hundrede procent med på sangene fra Forced Witness, og i forhold til tidligere koncerter jeg har set med Alex Cameron og band, så bilder jeg mig ind at musikerne, der ud over Molloy blandt andet tæller sangskriver Jack Ladder på keys og Lilah Larson på guitar og vokal, er mere sammenspillet, end tidligere, og det giver de nye sange et løft.

Desværre falder numre som ”Gaslight” og ”Other Girls” til jorden, som døde fluer, da de ikke er særlig gode til at starte med. Værst er det på selve ”Miami Memory” hvor Camerons vokal også kom til kort, og han præsterede at synge en halv tone falsk det meste af nummeret igennem. I det hele taget var Camerons vokal ikke specielt stærk denne aften, men han gjorde endnu engang op for det med sit vanvittige scenenærvær.

Af ældre sange stod duetten ”Strangers Kiss” frem, hvor Lilah Larson var en glimrende erstatning for Angel Olsen – og i en langt mere rå version, end den Holiday Sidewinder leverede sidst jeg så Cameron live. De helt gamle sange: ”The Comeback” og ”Happy Ending”, blev leveret i en meget opdateret version der lød som en effektiv blanding af Born in the USA-Bruce Springsteen og Van Halen.

Af nye sange stod den tekstmæssigt malplacerede ”Far from Born Again” klart frem, især da Cameron fik folk til at synge med på sangens fjollede ”doo-doo” melodi, mens ”Stepdad” stadig er en nyklassiker i Cameron-regi. At lave en sang om at være en mislykket stedfar, og få den til at lyde som temaet til et kikset 80’er actionserie er intet mindre end en genistreg. MacGyver hvis han var ens fordrukken stedfar. Pubikum kvitterede også ved at være med på sangen triumferende ”I'M A STEPDAD!”-refrain, mens bandet udførte sangens vanvittige polyrytmik til UG.

Mandagsfesten
I det hele taget virkede de herrer Cameron, Molloy og band oprigtig glade for det utroligt entusiastiske publikum. ”Even on a monday in Copenhagen”, som Cameron selv sagde. Og det var unægtelig imponerende hvor meget Cameron havde det dedikerede publikum i sin hule hånd. Folk greb hver en opfodring til fællessang, og der gik et kollektiv suk igennem publikum da Cameron smed den gule skjorte halvt inde i sættet.

Som anmelder er det svært at give fuldt hus til en sanger der synger så falskt som Cameron desværre gjorde, i høj grad. Samtidig er det sært at manden vælger at spille sine svageste sange fra den nye plade, når nu han har sange som ”End is Nigh” og ”Too Far” fra den nye at vælge i mellem – eller sågar ”The Hacienda” eller ”Marlon Brando” fra Forced Witness. Jeg hørte efter koncerten mange skuffede hoveder der savnede sidstnævntes forvirrede macho-sing-a-long. Til gengæld var den flotte popsang ”Runnin’ Outta Luck” er perfekt punktum for en mandagsfest, der lignede et triumftog, når det virkelig gik godt. Jeg er enig med Cameron – jeg håber snart han kommer igen. Den sidste stjerne reddes hjem af en af de bedste publikumsindsatser jeg har oplever til en koncert i år.

Jack Ladder (Opvarmning) ****
Den australske sanger og sangskriver Jack Ladder, der også spiller keyboard i Camerons band, stod for opvarmningen med guitar og karaoke anlæg. Ladder mindede mig om lige dele Edwyn Collins og Gary Numan, hvis synthen var en bastard-strat. Ladder besidder også en dyb 80’er charme som talte direkte ind i min livmoder - selvom jeg ikke har en. Manden har tydeligvis lært et og andet af at turnere i Camerons faste band, eller også er det omvendt da Cameron er stor fan af Ladder, der har flere år på bagen. Ligheden med Camerons tidligere sceneroller, var slående da Ladder udførte Iggy Pops "Shades" på et lettere overteatralsk facon - komplet med Mel Gibson-selvtillid og med Ross Geller-keyboard med på backing track. Ekstra fin detalje at solbrillerne var absurd grimme. Sangen "Susan" er helt fantastisk i sin egen absurde “disco for krøblinge”-substans der afslører alvoren i Ladders univers: Sangen handler om en kvinde der mister sin mand og bliver lam efter en bilulykke, hvorefter mandens genfærd opfordrer hende til at overmedicinere så de kan danse for evigt. Det er tydeligt at Ladder spiller en eller anden “typisk firser manderolle” i led med Alex Camerons leg med de maskuline floskler. Hvis Cameron er blevet mere sig selv er Ladder måske den yderste konsekvens af en drejning Cameron kunne have taget? Nuvel - koncerten var for kort til at give mere end fire stjerner - men det jeg hørte vil jeg utrolig gerne høre mere af.

Roy Molloys Stool Review ******
Traditionen tro valgte vores alles yndlingstrutter Roy Molloy at anmelde det stykke møbel han sad på i løbet af aftenen. Han var utrolig positivt stemt over for den barstol Vega havde stillet til rådighed for hans ømme bag. Både på grund af det smagfulde sorte læder og den lille ergonomisk byggede støtte til fødderne, Eneste kritik var vægten på stolen, som han selv mente var lidt på den anden side af hvad der var i orden. Til gengæld glemte Roy tid og sted når han rigtig satte sig til rette på stolen. Han endte med at give Vegas barstol fire ud af fem stjerner, hvilket ikke er så lidt hvis man kender til Roys eklektiske stolesmag. Han får fuldt hus for sin glæde for at være i København på en mandag, og hans glæde over den flotte stol.
 
Sætliste:
1. Bad for the Boys
2. Divorce
3. Country Figs
4. Candy May
5. Stepdad
6. Miami Memory
7. Gaslight
Roy Molloy's stool-review
8. Happy Ending
9. Other Ladies
10. Strangers Kiss
11. Far from Born Again
12. The Comeback

Ekstra:
13. Runnin' Outta Luck

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA