Gadelygten er badet i neon

Go Go Berlin, Go Go Berlin - Train, Aarhus - 02-11-2019

Gadelygten er badet i neon

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Da jeg er på vej til Train for at tage et musikalsk livstjek på Go Go Berlin lørdag, bliver jeg på fjollet vis temmelig lommefilosofisk påtaget – en rigtig dårlig vane blandt skribenter, der tilstræber at sige mere om noget, end hvad godt er. Jeg tror, jeg må bebrejde Douglas Gordon, der i øjeblikket er udstillet på Aros, og som har spredt fragmenter af livsytringer ud med store taperede skriverier rundt på museets facader, heriblandt et lille intetsigende citat: ”You know what you want”. Mens bilerne kører forbi under en fugtig nattehimmel, falder mine tanker hen på aftenens koncert. For jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil have af Go Go Berlin i aften.

De markerede sig i et dansk rocklandskab i den første halvdel af 10’erne som en kvintet med fuld bevidsthed om genrens klassiske dyder. Udgivelserne New Gold og Electric Lives var eksempler, der lige så meget var en hyldest til en tidsånd, som det var ufiltreret testosteron med den guitar. Efter pausen er bandet blevet et medlem mindre, og deres nyligt lancerede album, The Ocean, er en ny fortælling om, hvilke dimensioner gruppen rummer. Tunge keys og popmelodier præger det nye lydbillede frem for det skrattede uslebne dna, der var et tidligere kendetegn, som jeg egentlig satte pris på. Jeg ved ikke, om verden har brug for et elektronisk band mere. Og jeg er heller ikke sikker på det efter aftenens koncert.

Det forløber, som det plejer på Train. Folk stimler sig tålmodigt sammen om opvarmningsbandet, som i dette tilfælde er aarhusianske Undertekst. Har man ikke noget pænt at sige, skal man holde sin kæft, så jeg springer hurtigt videre fra et band med fin energi uden substans. Ude i rygeområdet støder jeg på et par ældre starutter fra Tunø, som ikke har andet end rosende ord tilovers for det, som Go Go Berlin er og har været. Det siger noget om gruppens fanskare, der ikke blot rækker vidt rundt i landet og Europa, men også er gennemført dedikeret til gruppen. Og det mærkes helt fra første energiudladning fra scenen af hovedrollerne.

I skånsomt tempo starter titelnummeret fra den nye plade aftenens ballader, som en symbiose af Christian Viums skønvokal og de nyligt tilsatte synthkeys i nænsomme kærtegn. Her er der endnu ikke noget bemærkelsesværdigt ved bandet, men kløerne kommer lige så stille frem, og tempoet skrues stille og roligt op for alvorligt at blive forløst i udgangen af nummeret – i ren adrenalin-synth fra Ander Søndergaard tilsat Michael Dyrhaves distortede guitar. Det rykker i hele salen, og fansene er tydeligvis ikke negativt påvirkede af det skævvredne image, berlinerne nu har taget til sig.

Begejstringen bliver ikke mindre på ”(Go On) Forever”, der lidt utydelig sang fra scenen til trods gynger Train rundt i ren farvelade. Der er altså et publikum til det elektroniske krydderi, som er tiltrådt i musikken. Men fornyer det et band, der notorisk er kendt for deres ekstraordinære live-præstationer? På sin vis ja. Men det gør den, fordi de har fundet aksen i deres koncerter, som gør, at trofaste fans bliver ved med at vende tilbage til dem: tempoet og energien. Formularen er derfor tydeligt skåret. Gaspedalen må ikke slippes, og det giver også pote i ren og skær stemning.

Musikken bliver dog hurtigt, for en tørvetriller som mig, ret ensformig i sit element. Bandet svinger imidlertid lynhurtigt over i bagkataloget og genfinder min gejst i Electric Lives-materialet, der gjorde mig alvorligt interesseret i bandet. Først i skikkelsen af ”Gimme Your” fra debutalbummet New Gold fra 2013, der kort sagt bare sparker røv lige ud ad landevejen med en velvalgt brug af keysene. Og med ”Kill Me First” og sidstnævntes titelnummer vender vi tilbage til dagene med en skrattende guitar og Christoffer Østergaard aggressive trommer på speed, der virkelig giver holdet fra Aarhus liv og omfang på en scene. Og mere skal der egentlig ikke til.

Men bandet kan alligevel ikke lade være med at se deres eget hamskifte som uomtvisteligt. For ”Eletric Lives” serveres i en tilbagelænet – og igen påfaldende synthet – version, der gør, at nummeret i det store hele snapper efter vejret. Det er nu ikke mere forstyrrende, end at fællessangen stadig er i fyrigt vigør, og råmaterialet i sangene er også bare godt. Men det tipper nu over for mig på ”Never Fall in Love”, der for mig nok er en af bandets mest uvedkommende sange. Viums kærlighedskvaler er ofte fortalt bedre end her, og den enormt jordbærgrødssøde produktion bliver desværre bare mere irriterende at høre på live.

Selvironisk præsenterer den charmerende Vium bandets "første p4-hit" ”Desert”, der ligeledes bliver en fattig påmindelse om, at det format, som Go Go Berlin havde opbygget og udviklet på de plader, svinder mere og mere hen i horisonten til fordel for et EDM-udtryk, der virker lidt hjemløst mere end noget andet.

De nye tråde i bandets musik får så herefter lov for en stund at stikke helt af med et instrumentalt stykke tilkendt ren club-mode, og det tilvante Train-publikum er ovenud begejstrede for denne lille adspredelse og hopper glade og frejdige rundt. De ved åbenbart, hvad de vil have, og det er bare mere Berlin. Alt imens står jeg og surmuler over, at jeg ikke ved, hvad der blev af mit gamle Berlin.

De hektiske rytmer glider let over i rent keyboard, da Søndergaard og Vium bliver efterladt på scenen for en stille stund med et cover af Rihannas ”Stay”. Jeg elsker, når bands som Go Go giver deres inspiration til kende igennem fortolkninger af inspirationer, men det er ikke en gevaldig portion af nytænkning, som vi får serveret lige her. Versionen er så tæt op ad originalen, mest af alt kedelig, men også en cadeau til Viums vokal, der dybest set bare er fænomenal. Mande-stemmer som hans er der altså ikke mange af i vores lille land.

Tilbage kommer resten af bandet, og rytmerne får igen lov at pulsere med ”Here Comes The Darkness”. Her får trommerne lov til at støbe nummerets form, mens melodien også er ganske tilforladelig. Til gengæld bliver vi mentalt rusket på ny i kølvandet på dette med fuldblodsballaden ”Castles Made of Sand”, også fra de tidlige dage i ’13, som danner a cappella fra hele salen, og med rette. Sangen bærer et meget klassisk 00’er-udtryk, der samtidig er nobelt og ny-poetisk på samme tid, for slet ikke at tale om, hvordan Dyrhaves guitar virkelig kommer til sin ret her. Vemod og fællesskab går godt hånd i hånd, og det får det også lov til her. Respekt! ”Raise Your Head” er ligeledes en publikumsfavorit, og igen bemærker man, at drengene ikke har trådt på bremsen performativt. Der er indlevelse og leg på scenen, og det spreder sig som ringe i vandet.

Som ekstranumre serveres vi først den alternative version af ”Maybe Tomorrow”, som helt klart er et uægte barn imellem andet og tredje album, og som glider over i den originale udgave, så heller ikke jeg skal tabes i slutspurten. Det skulle de dog heller ikke frygte, da sidste dessert på aftenen, ”Love Me”, leveres kompromisløst uden at tage hensyn til min gammelmandsskepsis. Og det vinder bandet på, da de får hele salen med i et ekstravagant vekselvirkning i hastighed og velklingende samspil.

Trods nye boller på suppen er bandet konstant seværdige i koncert-regi. De musikalske præferencer afviger dog til tider for meget fra det tidligere udtryk. Men det er ikke nemt for nogen, og bestemt ikke for undertegnede at vide, hvad tiden gerne vil have. 60’erne ville have blomster, 10’erne vil have neon – og gerne med noget adrenalin. 70’ernes rock-midte dannede et kompromis i en slags statisk gadelygte, der ikke tapetserer lysstofrøret med farveplamager, den skinner bare stien klart op. Og det er nok bare sådan, jeg kan lide Go Go Berlin bedst. Heldigvis har de ikke helt glemt lygten. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA