Psyched Up Randers: Helt tæt på Sune, Jakob og kærkomne Kajsa

Psyched Up Janis, Turbinen, Randers

Psyched Up Randers: Helt tæt på Sune, Jakob og kærkomne Kajsa

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da jeg første gang så Psyched Up Janis live, tilbage i februar 1995 på det hedengangne Husets Musikteater i Aarhus (hvor VoxHall ligger nu), blev der stagedivet i massevis. Det sker ikke denne aften på det intime Turbinen i Randers. Dels er scenen kun en halv meter høj, dels er de 150 publikummer placeret siddende ved caféborde, og dels er udtrykket helt anderledes afdæmpet end dengang i midt-90’erne. Dengang, hvor Psyched Up Janis sammen med blandt andre Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside the Whale – der alle albumdebuterede i 1994 – var en ny generation, der med inspiration fra ung amerikansk og engelsk rock – grunge, indie, støjrock med mere – satte stærkstrøm til den danske musikscene og fik stor succes.

Siden er alle fire bands gået i opløsning eller i pause-mode og er blevet gendannet, og de tre førstnævnte er alle liveaktuelle i 2020. Til foråret kan Psyched Up Janis opleves varme op til Dizzy Mizz Lizzy ved fire arenakoncerter, men dette efterår giver de fire anderledes optrædener, hvoraf denne dags to shows i Randers er gruppens første såkaldte fuldlængdekoncerter i fem år efter en kortere performance i Det Kongelige Teater i sidste måned. I øvrigt noget af et scoop for den lille scene Turbinen.

Ikke blot kan Psyched Up Janis i år fejre 25-året for udgivelsen af debutalbummet Swell, det er også 30 år siden, de to gennemgående medlemmer, sanger, sangskriver og guitarist Sune Rose Wagner og bassist Jakob Jørgensen, spillede sammen for første gang, tilbage i hjembyen Sønderborg i bandet LSD, Lev Stærkt Dø med blandt andre L:Ron:Haralds lillebror Ole Jensen, som Sune Rose Wagner på et tidspunkt fortæller. Det med at spille halvakustisk turné er nu ikke nyt for Psyched Up Janis. Tilbage i 1998 drog de på en tilsvarende tour, som også bragte dem til Randers, dengang spillestedet Tante Olga, som de fortalte om ved den indledende ”artist talk”, og som også blev dokumenteret på livepladen The Quiet Album. Det er dog første gang, duoen turnerer uden trommer.

Aftenens koncert begynder med Sune Rose Wagner helt alene på scenen. Siddende med sin akustiske guitar åbner han med den smukke, bittersøde ”Wild Flames of Love” hentet afskedsalbummet Hi-Fi Low Life med firespors demoer udgivet i 1999. Gruppen gik i sin tid blandt andet i opløsning grundet Wagners frustration over ikke at slå igennem i USA, hvilket han jo så heldigvis siden gjorde med The Raveonettes, mere eller mindre i hvert fald. Her i det helt skrabede format står det klart, hvis man ellers skulle have været i tvivl, hvor god melodimager Wagner er, og hans ret lyse stemme er også ganske fin, uden effekter og uden at skulle dele spotlyset med Sharin Foo, som den jo gør/gjorde i for tiden pauseholdende The Raveonettes.

Wagner præsenterer sin gamle ven Jakob Jørgensen på scenen, og er Wagner akustisk her i koncertens første tredjedel, er der både strøm og distortion på Jørgensens bas fra første tone i ”New 5” med det drilske, spændende skift mellem vers i 5/4-takt og omkvæd i 4/4. Den bredskuldrede, solidt tatoverede Jørgensen ser lettere olm ud og banker hårdt på bassen som en anden heavyrocker, og det er lidt sjovt at tænke på, at han til daglig arbejder som skolelærer og i øvrigt er far til fire, mens Wagner stadig er musiker på fuld tid – Jørgensen i Danmark, Wagner i Los Angeles.

Den supermelodiske ”Where the Lights Won’t Shine”, i sin tid et stort hit på P3’s alternative lytterhitliste Det Elektriske Barometer, bliver sidste sang med Wagner på akustisk guitar, inden han skifter til elektrisk, da vi får gennembrudshittet ”I Died in My Teens”. Selvom der nu er strøm på guitaren, bliver sangen spillet i en langsom og lavmælt version, om end Wagner kaster sig ud i en flot solo til sidst i nummeret. Der er noget mere fart over ”Girls”, en af bandets lidt mindre kendte sange, hentet fra ep’en Where the Lights Won’t Shine, mens farten atter sænkes på den flotte ballade ”Hopefully”. Og så sker der noget spændende.

Velkommen gæst

Bandet introducerer nemlig den aarhusianske sanger, sangskriver og guitarist Kajsa Vala, der vil spille med under resten af koncerten. Hendes deltagelse har været annonceret på forhånd, om end ikke fra første færd, men det skal hurtigt vise sig, at hun og bandet i den grad klæder hinanden. Først synger Vala alene for og spiller akustisk guitar på ”Inch”, og det gør hun aldeles fremragende med sin lyse, længselsfulde stemme, mens Wagner og Jørgensen akkompagnerer ganske lavmælt. Under artist talken før koncerten har Sune Wagner fortalt, at sangen oprindeligt var tiltænkt Caroline Henderson, men hun sagde til hans store overraskelse nej tak, og så endte den på Hi-Fi Low Life. I Valas mund lyder den som et sikkert hit, og jeg håber, den bliver indspillet lidt mere professionelt og udgivet officielt og ikke bare på Soundcloud, hvor den ligger nu i en fin demoversion.

De følgende sange ”Car Crash Ahead”, ”The Stars Are Out” og ”You’re Faster” byder på reminiscenser af Psyched Up Janis’ fortid som støjrockband med længere guitarpassager, ikke mindst den lange, repetitive ”You’re Faster”, hvor nu både Kajsa Vala og Sune Wagner spiller el-guitar, med flotte leadfigurer, der fletter sig ind og ud af hinanden. Til gengæld undrer det mig, at Vala ikke synger kor på disse sange, når hun lige har sunget så smukt for i ”Inch”, men så kommer musikken måske til at lyde for lidt som Psyched Up Janis og for meget som noget andet? Uanset hvad er hun en gevinst på scenen i aften, og det på dette tidspunkt i sættet er energien så tæt på kogepunktet, som en siddende, halvakustisk koncert uden trommer kan være.

Endnu en stærk ballade, ”Strange Pier” følger, med en flot solo fra Kasja Vala, og så siger bandet allerede tak for i aften. Det bliver dog til to ekstranumre, først ”Shudder” og så Gasolin’-klassikeren ”Kvinde min”, som bandet også indspillede på hyldestpladen Fi-Fi Dong fra 1995, begge med moderate mængder guitarstøj. Herpå er aftenen forbi. Alt i alt 70 minutter og kun tre sange mere end ved den såkaldte minikoncert i Det Kongelige Teater i oktober, hvor bandet også delte scene med krigsfotografen Jan Grarups billeder, forfatteren Sara Omar og ny instrumentalmusik fra Sune Wagner (dette arrangement, Silent Noise finder i øvrigt også sted 4. november i Musikhuset Aarhus, mens Psyched Up Janis giver endnu en fuldlængdekoncert i Vega 6. november). Altså en lidt kort omgang, især for et band med et forholdsvis stort bagkatalog med tre studiealbum, to demo-album, et livealbum og diverse B-sider på bagen.

Vi kan dog dårligt klage over det, vi har oplevet, med et så stort og indflydelsesrigt band som Psyched Up Janis,helt tæt på i intime rammer, velspillende, veloplagt og med en naturlig udvikling fra det helt akustiske til mere og mere støj, og med Kajsa Vala som en både overraskende og alligevel helt naturlig tilføjelse til duoens udtryk – hun har også udgivet tre fine soloplader og er et kæmpetalent, tjek hende ud! Og selvom vi kun fik 13 sange, kom vi alligevel godt rundt i bagkataloget, med alt fra de helt store hits til sjældenheder og fanfavoritter. Som Jakob Jørgensen afslutningsvis sagde, kommer bandet tilbage på scenerne næste år, til den tid med strøm og trommer. Jeg tror, en stor del af publikum i aften kommer tilbage til den tid, og det gør jeg også. Og til den tid kan man om ikke andet sikkert få mulighed for at stagedive mentalt.

PS: Og så venter vi bare på en gendannelse af Inside the Whale, der passende kan spille til Jyske Bank Boxens 10 års jubilæum i hjembyen Herning, ligesom de gjorde det ved fem års fødselsdagen. Marcus Winther-John har allerede varmet lidt op med sin fine selvbiografi om bandet, Tiden der tog os. Jeg krydser fingre!

Sætliste:

Wild Flames of Love
New 5
Where the Lights Won’t Shine
I Died in My Teens
Girls
Hopefully
Inch (med Kajsa Vala på vokal)
Car Crash Ahead
The Stars Are Out
You’re Faster
Strange Pier
Ekstra:
Shudder
Kvinde Min (Gasolin’-cover)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA