x
Tindersticks: No Treasure But Hope

Tindersticks
No Treasure But Hope

Tindersticks: Et kvart århundrede på toppen

GAFFA

Album / City Slang
Udgivelse D. 15.11.2019
Anmeldt af
Henrik Friis

Knap et kvart århundrede efter Tindersticks brød igennem fra engelske Nottingham til vores længdegrader er der kun et at gøre: Anerkende at gruppen i den grad stadig holder sig relevante og intense trods den relativt begrænsede niche, gruppen altid har placeret sig i.

Crooner Stuart Staples og hans nuværende version af gruppen har denne gang skruet ned for de gennemproducerede lag til fordel for et mere håndspillet, umiddelbart udtryk, hvor det akustiske klaver, gulvbassen og vibrafonen har erstattet det elektroniske og mere rytmisk markante. Mere enkelt og skåret ind til benet, så Staples' fremragende, langsomme valse og hymner – som vanligt fra den mørkere side af kærlighedens univers – fremstår så hudløse som altid.

Med multiinstrumentalisten og arrangøren Dan McKinna synes Staples – som Nick Cave med Warren Ellis – at have fundet en makker, der formår at illustrere og udklække hans tanker og oplæg.

Det er simpelthen betagende smukt at høre en sang som "For the Beauty", hvor en illusionsknust Staples alligevel kun kan leve ved at prøve – ”Just to feel, to love, to live, to try” – klar til at kaste sig ud i trappeskakten en gang til. For hvad ellers? Albummets endnu stærkere sang "Trees Fall" berører dybt elegant samme tangenter ligesom livets "Carousel" og titelsangen.

Der er også andre anslag – Staples’ første deciderede kærlighedssang (sød) og en jazzy, repetitiv sag om en kiosksælgers døtre, som sender fotos hjem fra en verden i al dens skønhed og rædsel, en sang, som ender som samfundskommentar. Men den fortættede hjertevridende kammerpop er og bliver trumfkortet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA