x
Coldplay: Everyday Life

Coldplay
Everyday Life

Politisk verdensmusik i varierende kvalitet

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 22.11.2019
Anmeldt af
Nicoline Steen

”What in the world are we going to do? Look what everybody’s going through” lyder det på titel- og afslutningsnummeret på Coldplays ottende album Everyday Life. Temaet er ikke til at tage fejl af. Chris Martin er frustreret. Så frustreret, at han sammen med sine tre bandmedlemmer udskifter metervarepoppen med nytænkende og ikke mindst politisk verdensmusik.

I slipstrømmen på de kommercielle og letbenede album Mylo Xyloto, Ghost Stories og A Head Full of Dreams sætter Everyday Life en streg i sandet og bliver Coldplays mest eksperimenterende album siden Viva la Vida – måske endda siden A Rush of Blood to the Head. Konfettikanonerne er lagt på hylden til fordel for knap så muntre og farverige emner som flygtninge, klima, fattigdom, vold, racisme, magtmisbrug, religion og kriminalitet, der alle italesættes mere eller mindre eksplicit.

Dobbeltalbummet udforsker genrer i ét væk, hvilket udmunder i en ujævn mikstur af alt fra jazz, blues, stadionpop og rock til funk, klassisk og gospel. Udførelsen er en kombination af fuldt producerede numre som "Orphans" og "Church", rå demoer a la "Guns" og "WOTW/POTP", instrumentale islæt som "Sunrise" og analoge one takers som "Old Friends". Selvom alsidigheden uden tvivl er en del af budskabet, så fungerer tanken bedre end praksis.

Coldplays sympati er stor, men det er variationen i kvalitet også. De uslebne kanter, mange sprog og diverse indklippede lydoptagelser spænder i nogen grad ben for kvartettens egentlige ærinde. Man behøver ikke pakke fortællingen om klodens udfordringer ind i et gospel- eller børnekor for at få sine pointer frem i verden. Ligesom det bliver lige lovligt højtragende med mængden af religiøse virkemidler, der kammer endeligt over med salmen "When I Need a Friend" og gospelhymnen "BrokEn". Det fjerner fokus, i stedet for at give fokus: Sometimes less is more.

Når det så er sagt, kan ingen tage briternes evne til at lave stadionbaskere, tårevædere eller skarpe koncepter fra dem. Beviset er den 16 numre og 53 minutter lange plades numre "Church" og "Trouble in Town" samt singlerne "Arabesque" og "Everyday Life". De er uden sammenligning de stærkeste islæt på det længe ventede album. Måske fordi de, i samspil med lidt finish fra diverse verdenshjørner, på hver deres måde leverer en tur ned ad Coldplays memory lane. Den avantgardistiske "Arabesque", der lige så godt kunne have ligget på Viva la Vida, byder på et orkestralt værk med mellemøstlige vibes, et vers på fransk, vokaler fra belgiske Stromae og blæsere en masse. Sidstnævnte står et sample af afrobeat-veteranen Fela Kuti for i samspil med hans nulevende søn Femi og barnebarn Made.

Overgjorte intermezzoer

"Trouble in Town" giver med sin intros simplicitet associationer til både "Parachutes" og ep’erne The Blue Room og Brothers & Sisters, hvorimod c-stykkets crescendo teleporterer os direkte tilbage til fanfavoritten A Rush of Blood to the Head. Pianobaserede "Everyday Life" kunne med sin storladne ømhed, patos og klassiske sing-a-long-omkvæd have ligget på enhver Coldplay-plade før Viva la Vida, hvilket nok vil behage mange af de gamle fans, der ellers har erklæret alt efter X&Y for dødt. "Church" er et sammensurium af en atmosfærisk klang, Johnny Bucklands arpeggio-guitar, Chris Martins karakteristiske falset og en metaforisk religiøs lyrik, der i samspil med radiohittet "Orphans" nok er det tætteste, vi kommer på en typisk Coldplay-lyd anno 2019.

Foruden de omtalte numre er der, skarpt optrukket, kun yderligere tre fuldbyrdede og fuldlængde sange tilbage på albummet. Med en i forvejen svingende kvalitet havde det været en fordel at nedbarbere det samlede antal af numre. Således ville buldrende budskaber som ”Music is the weapon of the future” (Fela Kuti og nu Coldplay) have stået stærkere og ikke blev truet af støjen fra et overgjort antal intermezzoer.

Intentionerne er mere end gode. Det er velspillet, eksperimenterende, mindre poppet, og så har det noget på hjerte. Samtidig taber det lidt terræn til forvirrende ujævnheder og mangel på begrænsningens kunst. Men mest af alt er det modigt og udfordrende. Det er ikke kærlighed ved første lyt – det skal lige konsumeres, at hjerte ikke længere kun rimer på én slags smerte. Der hersker ingen tvivl om, at Coldplay har ønsket noget anderledes med Everyday Life, hvilket er blevet holdt i hævd med en mystisk analog pladelancering, en releasekoncert dags dato i symbolske Jordan og en annoncering af, at bandet ikke vil turnere, før de har fundet en miljømæssig ansvarlig løsning.

Der anspores et prætentiøst og klassisk save the world-dogme a la Bono, noget mange bands fremmaner, når de når en vis størrelse. Og netop som et af verdens allerstørste bands vælger Coldplay at råbe selv samme verden op. Men opråb og let spiselige popnumre går sjældent hånd i hånd, hvorfor dette album ikke kun bliver et resultat af verdenssituationen, men også resultatet af et band, der vælger at gå på kompromis med den sikre kommercialitet, hvis tomme kalorier ellers har været de foretrukne i halvdelen af karrieren. Selvom kvartetten ikke når deres topniveau med Everyday Life, så sætter pladen dem tilbage i spillet med toneangivende bands, der ikke blot lefler for tidens trends, men er nytænkende og bidrager med holdninger til den internationale dagsorden. 

Der skulle eftersigende allerede komme et nyt Coldplay-album inden for de næste et-to år. Lyden af den kommende plade skulle være beslægtet med nummeret "Orphans", der ifølge Chris Martin selv oprindeligt var tiltænkt det næste album.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA