x
Familiefest i Satans kirke

Ghost, Forum, København

Familiefest i Satans kirke

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Åh Ghost! Så fik jeg endelig lov til at dissekere det svenske metalfænomen! For det er dælme mere et fænomen – eller et koncept – end det er et decideret band. Nu er den sataniske kirke, der oprindeligt var anonyme, for længst blevet afsløret som et projekt udtænkt af den svenske musiker og sanger Tobias Forge. Han er manden bag den lange række af biskopper og kardinaler, der har stået i spidsen for bandet siden gennembruddet i starten af ’10’erne. Op gennem den snart afsluttede dekade har bandet udsendt fire album, som alle har søgt at omformulere troen på Satan til sloganlignende popsange forklædt som metal. Uden nogen rigtig bemærkede det, var Ghost pludselig blevet et af dette årtis vigtigste metalbands. Elsket af mange. Hadet af flere.

De seneste par år har Ghost dog været præget af alt fra sagsanlæg til et endelig tæppefald, hvilket truede med at suge det højkonceptuelle skyggespil ud af projektet. Hvilket ellers var en stor del af charmen. Ideen: At klæde sig i den katolske kirkes symboler og klæder, men udskifte Vor Herre med Lucifer, var på en gang dybt blasfemisk og virkelig åndssvagt. Et oftest stærk cocktail i en musikverden, der i forvejen er drevet af symbolik og brandkultur. Hvis et pigeband kan være girlpower, kan en svensk heavygruppe vel også være en satanisk kirke? Ikke sandt?

Svaret er Ghost, og 2010’erne har været deres årti. På godt og ondt. Samtidig har jeg bemærket, at bandet meget hurtigt er blevet en af den slags bands, som folk elsker at hade. Måske fordi de netop ikke tager sig selv så skide seriøst, som andre bands har det med at tage sig selv, på metal-scenen? Jeg kan godt se, hvordan de skødesløst poppede (og fjollede) sange kan sidde fast i svælget på den mest hardcore dødsfan. Ghost ER popmusik, forklædt som metal. Men samtidig er der stadig tung guitar nok – især på hovedværket Meliora – til at holde husarernes hoveder hamrende for evigt. Også selvom onde tunger ville kunne caste bandet som metallens svar på Muddi og Salamidrengene.   

Satanpop
Jeg kunne blive ved med at tale om min fascination af Ghost som high-koncept band på flere sider, end anmeldelsen af Forum koncerten rent faktisk ville fylde. Og jeg følte mig stadig hedensk nok til at synge med på de lange alsange til Satan, som Forges alter ego Cardinal Copia (Papa Emiritus RIP :'() dirigerede det lettere brogede publikum til. Denne anmelder var placeret i højre side, mellem fire goth-piger, de obligatoriske metal-dudes, der ikke kunne acceptere Forums fadølspriser samt en familie på fire, hvor forældrene headbangede om kap med deres to små, langhårede sønner. Det er altså ikke kun Onkel Reje, der er skyld i, at dit barn tegner pentagrammer i sit kladdehæfte! 

De sidste par år, markeret ved udsendelsen af den meget mere poppede Prequelle, har set Ghost fjerne sig fra udgangspunktet i metallen, hvorefter de har søgt mod en mere symfonisk, hård cabaretrock. De tunge guitarer dukkede stadig op på åbneren ”Rats” og den fængende ”Faith”, der begge indeholdt momenter af klassisk metal. Cardinal Copia er en indpiskende rockstjerne, som måske er en reaktion på en vis træthed, som Forge må have haft over at optræde i biskoptøj. Jeg kan kun forestille mig varmen under de klæder. Men en ellers overbevisende koncertstart viste også hurtigt Ghosts fjende nummer ét denne aften: Forum!

Grød og gøgl
Mellem hyppige koncertgængere i det københavnske er der mangen en stående joke. En af dem er den legendarisk elendige lyd, der er i Forum. Det store rum, og en vis portion beton, er oftest skyld i en mudret, rodet og uskøn koncertlyd, og dette gik virkelig ud over de svenskerne, da de to Nameless Ghoules, der spillede guitar, mudrede sammen med trommer, bas og en hel død, diskant synthlyd. En slags sonisk havregrød. Værst var det på den ellers klassiske ”Ghuleh/Zombie Queen”, hvor Cardinal Copias nasale stemme og de intensiverende, punkede metalguitarer druknede i en alt for mudret baslyd. Samtidig bildte jeg mig også ind, at trommelyden blev værre, hvilket var tydeligst på sangene fra Meliora, hvor især ”Cirice” og ”From the Pinnacle to the Pit” fremstod gumpetunge og klodsede.

Samtidig er det tydeligt, at Ghost er gået fra at være et okkult konceptband til småfjollet totalteater. Guitaristernes mimeshow under den obligatoriske guitar-duel i introen til ”Cirice” blev en anelse for tegnefilmsagtig, og sidste halvdel af koncerten muterede sig om til et regulært stand-up show med Cardinal Copia. Det er berfriende, at Ghost ikke tager sig selv alt for selvhøjtideligt, og det er også prisværdigt, at Forge har valgt at viderekøre det stramme koncept. Men på denne mandag aften (eller fredag aften, hvis du spørger kardinalen) lod det til, at publikummerne fik lige lovlig nok af de mange fjollede indfald. Dog skal Papa Nihil fremhæves. Den aldrende biskop fik sine ”15 seconds of fame” på scenen i instrumentalnummeret ”Miasma” på en saxofonsolo, der så ud til at tage livet af den stakkels bisp. Også selvom den tydeligvis var præindspillet.

Ugerevyen takker af
Der er gjort noget ud af det, når spøgelsestoget er i byen. Bagtæppet lignede en gammel katolsk kirke, bandet var otte mand stort, og der var både konfettikanoner, fyrværkeri og røg i Forum. Cardinal Copia nåede også at skifte sine kardinalkjortler en tre-fire gange under et af de mange sære intermezzoer. Og vi fik regulære syng-med momenter, som ”Spirit”, ”Year Zero” og ”Ritual”. Især i den sidste halvdel af sættet blev der trykket igennem på metalknappen, selvom den hårdtslående ”Mummy Dust” led under bandets skift fra de karakteristiske Gibson RD-guitarer over til svenske Hagströms egne Ghost-modeller. Der er bare ikke lige så meget punch i de skandinaviske humbuckere. Der mangler simpelthen mere saft og kraft i spøgelsestoget anno 2019, der måske er blevet for meget koncept og for lidt farlig mysticisme. Og det på trods af de katolske undertoner, hyldesten til djævelen og alt hans væsen og brugen af middelalderens epidemier som et billede på det moderne samfund.

Ghost er stadig Ghost, og jeg elsker det pis! Jeg har også været fan, siden jeg hørte ”Monstrance Clock” for 12. gang (der overraskende udeblev fra aftenens koncert). Der er noget smukt i at tage sig selv i at stå og synge med på de satandyrkende gloser i omkvædet på den mægtige ”He Is”. Med den afsluttende fanfare af ”Dance Macabres” hårmetal-disco og ”Square Hammers” uafrystelige crescendo beviste Ghost, at de er et glimrende hardrockband, når de endelig giver slip. Men der er gået lige lovlig meget Cirkus Satan i foretagenet, og måske ville bandet have godt af at skifte kardinalen ud med en ny Emiritus. Ud med det sjove og ind med det dæmoniske. For ellers er det næste logiske stop Eurovisionen, og vi har set, hvor galt det kan gå!

Sætliste:

  1. Ashes
  2. Rats
  3. Absolution
  4. Faith
  5. Mary on a Cross
  6. Devil Church
  7. Cirice
  8. Miasma
  9. Ghuleh/Zombie Queen
  10. Helvetesfönster
  11. Spirit
  12. From the Pinnacle to the Pit
  13. Ritual
  14. Satan Prayer
  15. Year One
    Spöksonat (Intermezzo)
  16. He Is
  17. Mummy Dust
  18. Kiss the Go-Goat
  19. Dance Macabre
  20. Square Hammer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA