x
Introvert dansefest reddet af umiddelbare udbrud

Anna of the North, Pumpehuset, København

Introvert dansefest reddet af umiddelbare udbrud

Anmeldt af Nanna Frank | GAFFA

Det mørke København ligger regnvådt hen onsdag aften. Blæsten går direkte gennem marv og ben. Derfor er følelsen af at ramme Pumpehuset lige dele forløsning og lidt som om, man har fundet et hemmeligt klubhus. Salen er nemlig knapt halv fuld af mennesker, der alle står forventningsfuldt ved scenen foran skiltet med teksten ”Dream Girl” bøjet i neon.

Dansende med to go-to kaffekopper i hænderne kommer aftenens hovedperson ud på scenen til tonerne af ”Interlude” fra det seneste album. Anna Lotterud, der er Anna of the Norths borgerlige navn, byder sit publikum velkommen, mens ”Lonely Life”, også fra det seneste album, begynder.

Med lukkede øjne danser hun forsigtigt, men bestemt rundt på scenen uden nogen mulighed for at kunne skjule forventningens smil fra sit ansigt. Det lange, mørke hår hænger vådt ned over ryggen og står som kontrast til Lotteruds fe-agtige fremtoning, da det er det eneste på hendes krop, der ikke flagrer i lokalets stillestående luft.

Vokalen sidder i skabet fra start til slut af koncerten. Den distinkte, lyse vokal drukner desværre bare i de velproducerede pophymner, hvilket naturligvis er ærgerligt. Det, der føles som en halvslap krammer, kunne være blevet en ømskindet omfavnelse, hvis blot vokalen havde fået lov til at være mere dominerende. Når autotunen sagte forsvinder, og Lotterud forlader de lyseste toner, formår hun dog at brage igennem og starte den fest, hendes drømmende, naive 80’er-electropop fortjener.

”Kom tættere på, så danser vi helt op ad hinanden,” siger hun insisterende, mens hun med sine arme gestikulerer, at vi er for langt væk efter de første få numre. Hendes dans på scenen har indtil nu været tilbagelænet og introvert. Præcis som musikken på mange måder er. Det føles lidt som om, Anna of the North er et mytologisk væsen, der ikke fortæller os hele historien. Den skal vi mærke i vores krop, og vi bliver nødt til at imitere hendes bevægelser for at forstå hele myten om den nordiske Anna.

Det tager Anna of the North tid at få sat festen i gang i Pumpehuset. Først under ”Someone” fra debuten Lovers når festen helt ud gennem hele publikum. Men det er svært at sætte en finger på, hvorfor det er sådan. Lotterud er både betagende, inviterer ind og emmer af rå ærlighed, når hun står foran mikrofonen. Sådan noget plejer ellers at ramme durk ind i hjertet på de fleste. Distancen mellem netop disse pumpende organer er måske bare for stor. Måske handler det mere om, at det er svært at lade sig forsvinde ind i det charmerende, ærlige univers, når flere af de omkring 100 mennesker i publikum bruger det meste af koncerten på at snakke – højt. Så højt, at ”Time to Get Over It” forsvinder bag laget af smalltalk.

Anna of the North er ørehængende, velproducerede popmelodier med omkvæd, der kan synges med på efter en enkelt gennemlytning. En stærk kontrast til den store diversitet i versenes tekster. Sangene er som taget ud af enhver forvirret kvinde i 20’ernes tilværelse. Hvor man nogle dage føler det hele og andre dage slet ingenting. Hvor man savner, elsker og bliver såret – og selv sårer.

Stærkest rammer Lotterud under ”Baby” i sin akustiske form med publikum på kor, ”Leaning On Myself”, der afsluttes med proklameringen ”Det er så god en sang, jeg er så glad for, at jeg har lavet den!” og ”Reasons”, hvor hendes ene bandmedlem, Andreas, får lov til at lægge vokal til Charlie Skiens oprindelige del af sangen. Til stor jubel fra publikum.

Koncerten er præget af en selvironi og ærlighed, som løfter oplevelsen til et nyt niveau. Det smitter, og pludselig er verden udenfor helt glemt. Pludselig er det ikke onsdag, regnende og mørkt. Pludselig er det varmt og velkommende – og tørt.

Det hele eskalerer under de sidste to numre, hvor ikke et eneste medlem af publikum ikke danser i takt med Anna of the North fra scenen. Hendes dansetrin bliver imiteret, og hun er helt ude på kanten og helt tæt på publikum. Barrieren mellem publikum og artist er brudt, som hun står der næsten på vej ned fra scenen.

Som ”Fire” stille dør ud, og Anna Lotteruds vokal byttes ud med Chers, fortsætter dansefesten flere minutter, hvor aftenens hovednavn danser med sit publikum, får en cap doneret, mens hun hopper rundt på scenen og mimer med. En fin repræsentation af den koncert, vi lige har været vidne til. Umiddelbar, flirtende, fortryllende, helt sin egen og drevet af kærligheden til musikken, menneskerne og den magi, der opstår mellem de to instanser.

Sætliste:

  1. Interlude
  2. Lonely Life
  3. Used To Be
  4. Always
  5. Someone
  6. Dream Girl
  7. Time to Get Over It
  8. Baby (akustisk)
  9. Sway
  10. When R U Coming Home
  11. Leaning On Myself
  12. Thank Me Later
  13. Playing Games
  14. My Love

Ekstranumre:

  1. The Dreamer
  2. Reasons 
  3. Lovers
  4. Fire

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA