x
Stærk spleen på en sort fredag

Spleen United, VoxHall, Aarhus

Stærk spleen på en sort fredag

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var i Aarhus, at Spleen United var bosat, da de albumdebuterede i 2005, det var i Aarhus, at de på NorthSide i 2013 gav deres sidste, noget kaotiske koncert i det, der skulle vise sig at blive seks års pause, og det er også i Aarhus, at de giver deres første ... indendørskoncert efter de mange års dvale. Cirklen ville være fuldendt, hvis det også var det første show overhovedet efter den tavse periode, men synthrockerne gav som bekendt en meget rost optræden på dette års Roskilde Festival, hvilket gør nyhedsværdien af aftenens koncert en smule mindre. Om end ikke interessen – koncerten har længe været udsolgt, ligesom morgendagens performance i Store Vega og ekstrakoncerterne i Vega og på VoxHall til marts er det – der er dog stadig ledige billetter i Aalborg og Odense.

Tilmed udtalte sanger, guitarist og sangskriver Bjarke Niemann til DR umiddelbart efter Roskilde-koncerten, at bandet er begyndt at arbejde på et nyt album. Måske får vi smagsprøver på det i aften? Modsat på Roskilde, hvor de udelukkende spillede sange fra bagkataloget.

Spleen United er gendannet i den oprindelige besætning, som den var på deres to første album, inden trommeslager Jens Kinch og bassist og keyboardspiller Gaute Niemann (Bjarkes bror) trådte ud i nævnte rækkefølge. De er nu tilbage sammen med Bjarke Niemann, keyboardspiller Rune Wehner og keyboardspiller og korsanger Kasper Nørlund. Sidstnævnte var den eneste, der fulgte med Bjarke Niemann over i hans mere håndspillede og optimistisk klingende indiepopgruppe Lightwave Empire, der trods god P6 Beat-opbakning aldrig har været i nærheden af forgængerens popularitet og nu ligger stille, mens fokus atter er på Spleen.

GAFFAs udsendte har krydset Strøget fyldt med Black Friday-deltagere med tungt lastede, svært nedbrydelige plasticposer – anti-materialisme-bølgen er vist ikke nået til Aarhus endnu – og er nået frem til det fyldte VoxHall, hvor bandet lægger ud med signatursangen og det særdeles iørefaldende hit ”Spleen Utd.” fra debutalbummet Godspeed Into the Mainstream. Hvis bandet smadrede deres synthesizere på NorthSide dengang i 2013 (det var nok ikke gået i dag i disse klimabevidste tider), har de enten fået repareret dem eller købt nogle nye, for instrumentparken ser ud som i gamle dage med blandt andet de karakteristiske analoge Korg-synths som en central del af såvel det visuelle som auditive udtryk.

De karakteristiske lysstave, som står i en halvcirkel bag bandet, er også tilbage – de var med på Roskilde både i 2008 og i sommer – og viser koncerten igennem yderst elegante lysprojektioner, som avancerede lavalamper, mens musikerne på scenen står i halvmørke. Den største forskel på Spleen United 2019 og 2008 er sådan set Bjarke Niemanns skæg, som er noget længere i dag.

Spleen United fortsætter med ”66” fra toeren Neanderthal og ”Misery” fra gruppens tredje og hidtil seneste album, School of Euphoria fra 2012. På sidstnævnte demonstrerer Bjarke Niemann, at han stadig er i besiddelse af en fin falset, noget han har gjort på adskillige Spleen-sange gennem årene. Måske skal vokalen ramme stemningen fra duetpartneren Gitte Nielsen, og Niemann klarer sig også fint uden hende. Disse tre første sange viser tydeligt bandets gradvise udvikling fra melankolske synthrockere på debuten med guitar, bas og trommer som en markant del af lyden til rave/electropoppere på treeren med en overvægt af elektroniske instrumenter og højt tempo, men stadig en eftertænksom undertone.

En lille ring af guld

Kasper Nørlund hamrer på noget elektronisk percussion på ”Misery”, men Jens Kinch, i bar overkrop, bevarer dog rocktrommerne gennem stort set hele koncerten og binder dermed det ældre og det yngre Spleen smukt sammen. De fem oprindelige bandmedlemmer er atter stærkt sammenspillede, og Bjarke Niemanns vokal er solid også i de dybe leje. De er simpelthen ”In Peak Fitness Condition”, for at citere hittet, der nu følger og får alvor får stemningen i vejret. Kasper Nørlund, gruppens altid mest livlige medlem, løber rundt på scenen og banker tamburin, og alle på scenen og i salen lader til at have en fest.

Indtil videre har sætlisten været helt som på Roskilde, og det bliver den ved med at være i det meste af koncerten. Rave-stemningen kommer tilbage i ”μ” og ”Loebner” (med citater fra henholdsvis 90’er-bandet Porno for Pyros og The Flaming Lips), sidstnævnte med en acid house-smiley på lysstavene, og flere gange skyder laserstråler også ud over publikum. ”Det er ligesom at være på Subben på Blitz i 90’erne”, siger en koncertgænger i 40+segmentet (som er ganske pænt repræsenteret i aften) med henvisning til datidens førende Aarhus-klub i Klostergade.

Og så kommer der omsider et nummer, Spleen ikke spillede på Roskilde, nemlig ”Heat” fra Neanderthal med den lange, Cure-associerende guitar-intro og flot falsetvokal. En af bandets stærkeste sange i det lavere tempo.

Efter flere ældre hits som ”Heroin Ultd.” og ”My Tribe” slutter sættet tilbage dance-afdelingen med en lang ”Sunset to Sunset”, og jeg kommer til at tænke på dengang i 2012, hvor gruppen spillede en 24 timer lang koncert på Roskilde Festivals campingareal, fra solnedgang til solnedgang. Det har givetvis været intenst for både band og de festivalgæster, der var med hele vejen, og sådan er stemningen også næsten nu.

Bandet forlader scenen, men kommer naturligvis tilbage, for de har stadig ikke spillet deres største hit, ”Suburbia”, men før det er der lige et regnskab, der skal gøres op. På Roskilde fik gruppen, mellem de mange roser, lidt kritik fra både anmeldere og fans for ikke at spille den gamle livefavorit ”Gold Ring”, men det gør de så i aften, hvor Bjarke Niemann selv pisker en stemning op: ”Skal vi spille ’Gold Ring’?” spørger han retorisk, og det gør Spleen så, til publikums jubel. Sangen er kendt for sin vekselvirkning mellem Niemanns dybe vokal i versene, falset i omkvædet og den lange synth-outro, der kører i ring i tre minutter og ofte sluttede hovedsættene i de unge år. I aften vækker den atter begejstring, og det samme gør den energiske ”Suburbia”.

Hvis man skulle have været det mindste i tvivl efter Roskilde – men hvorfor skulle man egentlig det? – understreger aftenens koncert, hvor gruppens tre album var nogenlunde rigeligt repræsenteret, at Spleen United i den grad er stærkt tilbage. Eneste lillebitte skuffelse er, at det heller ikke i aften blev til nye sange, og da Spleen ikke ligefrem er kendt for at arbejde hurtigt i studiet, bliver det spændende, hvornår vi kan synge med på dem. Mine forventninger er dog høje, for bandet har for længst rejst sig fra den næsten bogstavelige aske og er klar til at genindtage deres position i toppen af dansk elektrorock. Så bliver det spændende, om Turboweekend (der dog modsat Spleen dengang har erklæret sig opløst) gør det samme om fem år.

Opvarmning: TAN ****

Inden Spleen United går på scenen, får vi en halv times opvarmning fra den unge, danske elektronikaduo TAN, der blandt andet var support for Nephew på deres to arenakoncerter sidste år. TAN består af Mathias Riis og Andreas Bengtsen, som har taget opstilling bag tre laptops, der på finurlig vis er dekoreret med bogstaverne T, A og N. De spiller dog også på både keyboard og for Andreas Bengtsens vedkommende også lejlighedsvis el-guitar, og musikken er instrumental elektropop med programmerede beats, enkelte stemmesamples, tydelig inspiration fra 80’erne og dejligt melodiske keyboardforløb som en central del af det musikalske univers.

Duoen kalder det selv eurowave, en blanding af euro disco og synthwave, to genrer fra henholdsvis 70’erne og 80’erne, og de optræder næsten uden lys på scenen, men har allieret sig med to dansende drag queens, hvis selvlysende grønne halstørklæder og øreringe lyser op og bidrager til den gennemførte natklubstemning. De er næsten den perfekte opvarmning til Spleen United, for musikalsk er de beslægtede, men har også deres eget udtryk, ikke mindst i og med at de er instrumentale. Jeg tror dog godt, at de kan klare sig på egen hånd og glæder mig til at følge deres videre færd.

Sætliste:

Spleen Utd.
66
Misery
In Peak Fitness Condition
Into the Future
Bright Cities Keep Me Awake
Days of Thunder
μ
Loebner
Heat
Heroin Unltd.
My Tribe
Dominator
Sunset to Sunset
Ekstra:
Gold Ring
Suburbia

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA