Peter Sommer: Stærk strøm hen over ujævn bund

Peter Sommer
Stærk strøm hen over ujævn bund

Optimisten er grundstødt og snapper igen efter vejret

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 17.01.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Peter Sommer sprang kortvarigt ud som spirende optimist på mesterværket Elskede at drømme, drømmer om at elske fra 2018. Det var selvfølgelig mest en antydning, men alligevel lidt lysere toner fra sangskriveren. Og hvis man herefter tvivlede på Peter Sommer som dansk sangskrivers markante sortsyn, så er Stærk strøm hen over ujævn bund lidt af et comeback, hvor han i åbningssangen ”Lad mig forlade dig, før du forlader mig” lufter både lavt selvværd og sin indre kryster og derefter konstaterer, at virkeligheden bider igen. Så er banen ligesom kridtet op.

Og på den måde fortsætter Peter Sommer ud i sine let opgivende livsmetaforer som i ”Videre og så videre”, hvor livets gang bliver omskrevet til en sportssang, men altså en af dem, hvor vi taber uge efter uge, og helt apatisk har lært at leve med det.

Og så rammer rockpoeten os alligevel i hjertet gang på gang, som på den smukt drejede ”Hele hjertet hele tiden”, hvor du driver uden fortøjning og til sidst ender trygt i havn. Ja, Peter Sommer er ikke nærig med midtvejskrisen på albummet, hvor han spejder febrilsk efter meningen med det hele, og på bedste Peter Sommer-vis ender med at tage imod, hvad der nu end dukker op for enden af regnbuen. Her er han en urokkelig fatalist.

Hvor livets bund er mere end bare ujævn hos Peter Sommer, så er den musikalske kurs sat sikkert. Albummet er skrevet og indspillet i hast oven på en heftig turneplan med bandet Tiggerne. Og han forfølger den mere orkestrerede side fra Elskede at drømme, drømmer om at elske, og Tiggerne får flere steder lov til at spille bunden ud af melodierne, hvilket ligefrem fører til, at tangentspilleren Palle Hjorth behørigt hyldes i ”Mørket trumfes af Palle Hjorth”. Måske lige lovligt meget meta på tekstsiden, men musikalsk er hans betydning uvurderlig.

Hvor Stærk strøm hen over ujævn bund ikke indeholder de samme melodiske nuancer, som stod stærkt på forgængeren, så spiller Tiggerne mere kontant og ramsaltet end længe hørt, som i den raslende ”Konge til knægt” og holder et konstant tryk i ”Begge veje”. Og her er Tiggerne ganske uovertrufne, når der skal sættes lyd på flugten, som er et af albummets gennemgående temaer.

Peter Sommer har på ingen måde fundet hjem og gør det nok aldrig. For ham er livets bump selve næringen og den kreative drivkraft. Der venter altid en ny katastrofe eller ubelejlig selverkendelse forude, men det hele skal overkommes, og her kommer han altid videre. Stærk strøm hen over ujævn bund er derfor en Peter Sommer i umanerlig god form, som tager slagene ind, men aldrig går helt ned.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA