x
Potente post-punkere i fortsat udvikling

Iceage, VoxHall, Aarhus

Potente post-punkere i fortsat udvikling

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke helt forstod hypen, da Iceage debuterede for ni år siden – og fik fremragende anmeldelser i ind- og udland. Bevares, det var da forfriskende med en gang smadret punk som kommentar til pænheden i musikbranchen, men hvor var det nyskabende i forhold til, hvordan punken lød 35 år tidligere, hvor var de gode sange, og spillede bandet ikke – selv for et punkband – demonstrativt dårligt live?

Jeg rubricerede hurtigt Iceage som overvurderede og spåede, at de snart ville gå i glemmebogen og i opløsning. Det er som bekendt ikke sket. Tværtimod har Iceage bidt sig fast internationalt som et stort undergrundsnavn, så fast at det store, gamle, amerikanske musikmedie Rolling Stone holdt verdenspremiere på alle singleforløberne fra deres fjerde og hidtil seneste album, Beyondless fra 2018.

Bandet er også blevet meget bedre, både som sangskrivere og ikke mindst som livemusikere takket være lange turnéer, især i udlandet. De er ligeledes blevet blødere og mere imødekommende rent musikalsk og har, lidt firkantet sagt, bevæget sig fra punk til post-punk og har flirtet med andre genrer. Det skete for alvor på deres næstnyeste album Plowing into the Field of Love fra 2014 på sangen ”The Lord’s Favorite”, der nærmest blander country og punk og er blevet et af bandets største hits, og fortsatte på Beyondless, der rummer en stribe sange, der er decideret iørefaldende. Og så spiller gruppen måske en vis rolle i den post-punk-bølge, der er kommet fra Irland i de senere år. I hvert fald har The Murder Capital, der spiller på VoxHalls naboscene Atlas 24 timer senere, nævnt Iceage som nogle af deres største inspirationskilder.

Beyondless-albummet er næsten to år gammelt, og nu afslutter Iceage så en lang turné, inden de går i studiet for at indspille et nyt album. Koncerterne i Danmark er gruppens første i knap et år, og VoxHall er halvt fyldt. Da vi har fået hele to opvarmningsnavne, går bandet først på scenen 22.30, og det står hurtigt klart, at de er i god form. Sanger Elias Bender Rønnenfeldt har virkelig fået pondus i sin mørke og både vrængende og melodiske vokal, der ligger langt fremme i mikset.

Han er også langt mere udadvendt, end han var i gruppens unge år, og siger ligefrem enkelte ord mellem visse sange, ligesom han ofte læner sig ind over mikrofonstativet helt ude ved scenekanten, når han ikke spankulerer rundt på scenen og oser af coolness i sin bordeauxfarvede skjorte, som ofte bliver matchet af scenelyset.

Stærke nye sange

De normalt fire instrumentalister på to gange guitar, bas og trommer har fået assistance af en slagtøjsspiller, som nuancerer lydbilledet med maracas og tamburin, og Iceage anno 2020 spiller decideret godt, på én gang støjende, melodisk og fokuseret. Også selvom fokus i bedste punkstil stadig er på sammenspillet og ikke på solo-præstationer, og selvom vi må undvære saxofon og violin, som var en del af instrumentparken, da Iceage i 2018 gav koncerter oven på udgivelsen af Beyondless, hvor netop strygere og blæsere bidrog til det alsidige lydbillede.

Med et album på vej udgør de nye sange ikke overraskende en god del af sætlisten, lige fra åbningsnummeret ”Otis”, der i tråd med sangene fra Beyondless er både råt og iørefaldende. Senere skiller den ligeledes nye ”Vendetta” sig ud ved at være decideret groovy, lidt i stil med Madchester-scenen fra slut-80’erne. ”Love Kills Slowly” er langsommere og mere melankolsk, mens den energiske ”Gold City” har et iørefaldende omkvæd og kunne lyde som et kommende hit. Og så overrasker et andet nyt nummer med (arbejds?)titlen ”Funk” ved at inddrage den gamle salme ”Will the Circle Be Unbroken?”, som blandt andet er kendt for altid at afslutte Tønder Festival som fællessang. Det kunne være sjovt at se Iceage dér – og lidt mindre urealistisk, end det var i 2011.

Vi får dog også en stribe ældre sange, især fra Beyondless, men også førnævnte ”The Lord’s Favorite”, der sætter gang i pogo-dansen, ”Morals” fra 2013-udgivelsen You’re Nothing og ”White Rune”, et af de bedre numre fra debutalbummet New Brigade, og en sang, som vækker begejstring blandt publikum. Hittet ”Pain Killer” fra Beyondless får ligefrem sat gang i en crowdsurfer, også selvom vi må undvære blæserne, og det karakteristiske tema i stedet bliver spillet af de to guitarister Johan Surrballe Wieth og Casper Morilla. På den afsluttende ”Catch It”, ligeledes fra Beyondless, stagediver både en publikummer og Elias Bender Rønnenfeldt, der dermed helt bogstaveligt kommer langt ud over scenekanten.

I mellem de to sange har vi fået endnu en ny, ubetitlet sang, der indeholder en melodisk guitarpassage, som næsten kan karakteriseres som en solo. Endnu et nyt tiltag fra Iceage, der ikke er færdige med at overraske og er bedre end nogensinde, og i øvrigt spiller hele 80 minutter, hvilket er noget længere end sidst, jeg så dem, på Tape i Aarhus i 2018. Jeg var for hurtig til at afskrive dem dengang i 2011, og ved genlyt er deres to-tre første album også vokset på mig, selvom jeg stadig klart foretrækker Beyondless. Måske bliver det næste endnu mere overrumplende?

Opvarmning: Leizure – post-punk med saxofon ****

Inden Iceage går på scenen, får vi to gange 25 minutters opvarmning fra først københavnske Leizure, derpå aarhusianske Tears. Leizure er en post-punk-kvintet, der ud over den sædvanlige lineup med sang, guitar, bas og trommer skiller sig ud ved at have en altsaxofon som en del af opstillingen. Arshia Kadkhodaeis saxofon bruges både til klagende toner og mere melodiske forløb, mens Oskar Bertelsens trommer pisker konstant i bunden af lydbilledet, og sanger Zakarias Sanderson vrænger sine tekster ud med stort engagement og ditto karisma. De første par sange er temmelig aggressive, men herefter sænker Leizure tempoet på et par længere sange, hvor saxofonen spiller en fremtrædende rolle. For fremtrædende ifølge et par koncertgæster, jeg taler med efterfølgende, men det synes jeg faktisk ikke, og i det hele taget er Leizure værd at holde øje med.

Opvarmning: Tears – britpop fra Aarhus ****

Tears med den aarhusianske sanger og sangskriver Jeppe Grønbæk i front for fire musikere fortsætter, noget blødere og mere melodisk end Leizure. Musikalsk er vi tættere på britpop end punk og post-punk, og keyboard spiller en lige så stor rolle i musikken som guitar. Åbningsnummeret byder ligefrem på lap-steel-guitar, men ellers er lineuppen primært sang/guitar, guitar, bas, trommer og som nævnt tangenter.

Én ting har Tears dog til fælles med punken, nemlig de korte sange. På 25 minutter får Grønbæk & Co. kørt igennem hele ni numre, og så kan det ikke gøres meget hurtigere, hvis vi også skal forbi to-tre vers og omkvæd i hver sang. Tilmed når Jeppe Grønbæk at få kørt en kam gennem sit perfekt tilbagestrøgne hår flere gange. Den vuggende ”My Father, My Mother, My Sisters, My Lover” sender tankerne i retningen af The Pogues’ folk-punk, mens ”Maybe I Will Fuck Forever” har et særdeles ørehængende omkvæd, som dog skylder en del til Babyshambles, der har lavet en sang med næsten samme titel. Alt i alt både underholdende og musikalsk tilfredsstillende.

 

Sætliste:

Otis (ny)

Hurrah

Beyondless

The Lord’s Favorite

Vendetta (ny)

Love Kills Slowly (ny)

Morals

Gold City (ny)

Limp Wristed God (ny)

Funk (ny)

Under the Sun

White Rune

Pain Killer

Ny sang uden titel

Catch It

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA