x
Louis Tomlinson: Walls

Louis Tomlinson
Walls

One Direction-medlem efterligner Oasis – uden at komme i mål

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 31.01.2020
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Det er vel nærmest alment kendt, at de fleste boybands altid har de stærkeste og svageste led. I One Direction har Harry, Zayn, Niall og Liam vist sig at være succesfulde soloartister inden for hver deres subgenre. Og Louis Tomlinson har altid været det svage led: Ham, som ikke rigtigt kunne synge. Ham, som ikke var lige så lækker som de andre. Ham, som blev X Factor-dommer, fordi han ikke rigtigt kan noget andet. Eller hvad? Nu er Tomlinson ude med sit debutalbum, som har fået titlen Walls. Og minsandten om han ikke har præsteret at finde sin egen lille subgenre at boltre sig indenfor. Hvor Harry har den mere bombastiske poprock, Zayn det urbane, Niall det folkede og Liam den sexede pøllepop, har Louis kastet sig over britpoppen. Sådan da.

Louis Tomlinsons vokal har nemlig en umiskendelig snert af Gallagher-brødrene. Især på skæringerne ”Kill My Mind,” ”We Made It,” ”Only the Brave” og titelnummeret ”Walls”. Også ”Habit” lægger sig faktisk FOR tæt op ad Oasis og deres ”Champagne Supernova.” Tomlinson har da også udtalt, at hans store inspirationskilder netop er Oasis og andre britiske bands som Arctic Monkeys. Så hvad får man, når man blander One Direction og Oasis? Louis Tomlinson. Fungerer det så? Både og. Produktionerne er desværre håbløst uinspirerede med flad vokal og ditto trommer.

Efter nogle hårde år med både sin mors og sin 18-årige søsters dødsfald skulle Walls være Louis Tomlinson, som krænger sit hjerte ud. Og her kommer han desværre ikke i mål. ”Too Young” har noget, som minder om intimitet og nerve. Men det er altså med meget god vilje, for skæringen kunne lige så godt være udgivet af Plain White T’s i 2005. Faktisk lyder ”Perfect Now” som snydt ud af næsen på netop ”Hey There Dalilah”. Og netop det nærmest poppunkrockede er ikke en god lyd til Tomlinson, hvilket han også beviser på lå-lå-lå-skrige-skæringen ”Always You”, hvor hans sparsomme vokale evner for alvor viser deres grumme ansigt.

Måske kommer der noget godt ud af denne plade. For måske viser Louis Tomlinson at være teenagepigernes gateway-drug til britpoppen. Hvem ved? Kudos til One Directions svage led, sådan at give sig i kast med et forsøg på at skabe britpop. Men det bliver A for effort og ikke meget mere end det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA