x
J Hus: Big Conspiracy

J Hus
Big Conspiracy

J Hus surfer over sorte tordenskyer

GAFFA

Album / Black Butter Limited
Udgivelse D. 24.01.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Hvor skal man sætte en finger på den unge mand, der er døbt Momodou Lamin Jallow? Med debutalbummet Common Sense og den inficerende single "Did You See" fik J Hus effektivt etableret sig som en eklektisk genreløs musiker af sin tid, og J Hus' tid er en tid, hvor urban er det nye pop. Der er en frisk energi ved udgivelser som Khalids American Teen og Billie Eillishs When We All Fall Asleep... som man også finder i spandevis hos den britiske rapper, sanger og model, og meget af det skyldes de mennesker, der brygger musikken. 

Albummet er fyldt med små glædelige musikalske overraskelser. Stor variation mellem numrene gør, at "Must Be" produceret af J Hus' primære samarbejdspartner står ufattelig stærkt som et nymoderne urbanhit, der indbyder til både dans og gadefilosofi. Produktionen udfolder sig ufatteligt elegant med en hastig organisk basgang, der danner fundament for Hus' ubesværede sang og rap i konstant duet med en drilsk saxofon og sidst, men ikke mindst nogle stemningsskabende strygere. Og højdepunkterne er derudover mange.

J Hus lægger ellers trodsigt ud med et atypisk tilbagelænet titelnummer, der dog etablerer den 23-årige sanger som en sangskriver med refleksion og noget på hjerte. Det egentlige nummer, som sætter kammertonen for J Hus' verden er det allerede meget anerkendte "Fight for Your Right". Omkvædet "How do you sleep at night when you don't even fight for your right?" giver med iOs melankolske beat af spøgelseskor-samples og tung bas et kommanderende ønske om opmærksomhed fra lytteren. Modsat mandens tid er der meget personlighed at hente i teksterne, der ofte kredser om paranoia og kriminel fortid krydret med popkulturel intertekstualitet om Destiny's Child, Nelly, Beanie Sigel etc.

Det er et spørgsmål om afgrænsning og et klart mål for talentets grænser. Big Conspiracy er fyldt med enkle idéer, som aldrig bliver mudrede eller står for stærkt imod de omkringliggende tracks. Rundt om "Must Be" ligger f.eks. et grime track dekoreret med trompet og et imødekommende sjælfyldt "One and Only" med Ella Mai på gæstevokal. J Hus behøver rent ud sagt ikke nogen hjælp, og skulle man sætte en finger på album nummer to, så er det, at lyden ikke helt har formået at inddrage gæstevokalister på nogen meningsfuld facon.

Hvert gennemlyt kan være en betagende oplevelse bare for at mærke, hvordan J Hus finder sig til rette i nogle meget forskellige lyduniverser og dermed samtidig formår at bringe det multikulturelle London sammen i en velduftende smeltedigel. Det er svært at være "opp" til en lyd så veludført som J Hus'.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA