x
En behagelig koncert med langt mellem overraskelserne

Bo Kaspers Orkester, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

En behagelig koncert med langt mellem overraskelserne

Anmeldt af Katja Sidenius | GAFFA

Bo Kaspers Orkester turnéer for øjeblikket Norden med deres seneste album 23:55, som blev udgivet den 22. november 2019. Fansene var vilde efter at høre de nyeste soul-hits live, og billetterne til DR Koncerthuset blev revet væk – også aftens ekstrakoncert blev udsolgt.  

Bo Kaspers Orkester er, om intet andet, musik som er svær at slippe, når man først har fået et forhold til den. Med 12 album og 28 år som band i bagagen kan man let kalde de svenske herrer for erfarne kunstnere. De jonglerer let mellem pop, jazz, svensk visetradition og senest soul, hvilket er årsagen til, at de har fortjent titlen: mestre af harmonisk genremix.

Aftenens gæster, som er kommet for at forkæle deres trommehinder, slentrer på sofistikeret vis gennem foyeren før koncertstart. Baren byder på rødvin, belysningen lover afslapning og medarbejderne svarer smilende på spørgsmål. Når klokken nærmer sig otte, begynder folk så småt at rykke over til salen, som sprudler med royale, rødlige toner.

Koncerten bliver skudt i gang med intet mindre end Spotify-favoritten ”Gud ger ingen allt”. Bandets fire veteraner bliver komplementeret af yderligere fem musikere, heriblandt Robert Östlund på guitar, Pablo Cepeda på percussion og Björn Jansson på saxofon. Kor og cool dansetrin i baggrunden udgør prikken over i’et, og man følger professionalismen som en rød tråd gennem den musikalske fortælling. 

Forsangeren Bo Sundström gør plads til humor på scenen, hvor han klart føler sig hjemme. Han spadserer dansende frem og tilbage, stryger mikrofonen med læberne og forkæler publikum med sange fra det nyeste album 23:55 – helt uden at miste samspillet med resten af orkestret.

Bandet bevæger sig fra nyheder som ”Det rullar på” til 90’er-klassikere som ”Semester”, der straks modtager klapsalver fra salens ældste fans. Der bliver givet plads til alle musikere, hvilket udstråler stort musikalsk overskud på baggrund af flere års samarbejde. Især ”Nu blev det dumt”, både koncertens og albummets sjette sang, fortryller når blæserduoen overtager forgrunden.  

Omtrent en halv time inde i forestillingen overlades scenen til Bo Sundström og trommeslageren Frederik Dahl, der i en følelsesladet duo udfører ”Brev”, en sentimental vise fra albummet 8. Herefter fortsætter orkestrets sædvanlige medlemmer med et tema, som står dem nær, nemlig familie, med sangen ”Dansa på min grav” fra 2003. Publikummet får dog ikke lov til at dvæle i det melankolske, for så snart resten af bandet vender tilbage, bliver der dømt dans for alle pengene.  

”Diskotek” er muligvis aftens højdepunkt – et hit, som får hele salen til at rykke i sæderne. Det er funky, det er farverigt og det er festligt. Der bliver danset og klappet med masser af gåpåmod – det er uden en tvivl en sang, som alle har ventet på. 

Koncerten slutter med et brag, når Bo Kaspers Orkester endelig lever op til sit fulde potentiale under ekstra-numrene. Under ”En sländas andetag” fra albummet New Orleans får vi æren af en rørende trompetsolo, som tager os med på en rejse gennem tid og sted. Lysshowet giver fornemmelsen af at være i en tunnel, undervejs til en anden dimension.

Det er klart afslutningen, som overvinder publikummets hjerter. Bo Kaspers Orkester kan levere en solid, til tider kedelig, koncert uden at anstrenge sig. De magiske øjeblikke er der dog langt imellem, hvilket får flere til at kigge på uret og få til helt at forlade salen før tid.  

LÆS OGSÅ: Bo Kaspers Orkester på Danmarksturné

Sætliste:

Gud ger ingen allt

Det rullar på

Semester

Vill du dansa

I baren

Nu blev det dumt

Brev

Dansa på min grav

Köpenhamn

Undantag

Mindre smakar mer

Finaste

Det smarteste jag gjort

Där vill jag vara

När du rör mig

Allt ljus på mig

Diskotek

Min kärlek

Den sista resan

Ekstranumre:

En sländas andetag

Vi kommer aldrig att dö

Nu skal jag gå

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA