x
De blå blomsters vej op gennem den sorte muld

Blaue Blume, Hotel Cecil, København

De blå blomsters vej op gennem den sorte muld

Anmeldt af Simon Baastrup | GAFFA

"Mit hår faldt af i totter, mine ører genererede hylende overtoner til lyden af min egen vejrtrækning, og jeg havde svære angstanfald". Således skrev Blaue Blumes forsanger, Jonas Schmidt, på Facebook i april 2018 efter at have ignoreret forskellige stresssymptomer og faresignaler i arbejdet med bandets seneste album, Bell of Wool, der udkom tilbage i november. En trist nyhed, der – ud over personlige konsekvenser – betød koncertaflysninger og en udskydelse af den førnævnte udgivelse. Men midt i mørket anedes en, på det tidspunkt, spæd flamme, der ikke var blevet slukket, og Facebookopslaget blev afsluttet med ordene: “Vi håber, I vil tage imod os igen, når vi vender stærkere tilbage”.

Fire udsolgte koncerter, hvor denne er den første i rækken, som Hotel Cecil lægger musikalske rammer til, taler sit tydelige sprog for, at “I”, publikum, vil tage imod Blaue Blume med åbne arme. Det mærkes i hele kroppen, da bandet træder ind på scenen for første gang på dansk grund i meget lang tid, efter at Jonas Smith har stået alene i mørket, men samtidig fuldstændig oplyst af noget nær epifaniske røde lysstråler. En messende trompetlyd brager ud, og den velkendte falsetstemme bevæger sig varsomt ind i publikum på nummeret “Swimmer”, der er det første nummer på albummet Bell of Wool, som bliver spillet i sin fulde længde – kun afbrudt af Blaue Blumes største hits.

Ordene: “You swim across the ocean with no course/What's in the bottom? What's in the bottom?” bliver skreget ud over scenekanten, mens en ensom flamme i lysopsætningen bliver til flere. Raseriet vokser sig større, og trommerne får altid leveringsdygtige Hotel Cecil til at runge fra én smertende brystkasse til et hav af forventningsfulde sjæle, som fra første nummer synes tryllebundet af bandets magi. Nummeret stopper på toppen, og så er der stille. Publikum klapper, mens scenen sortner.

Et blåligt lys tændes, og røgmaskinen simulerer, hvad der minder om støvregn i november for så at lægge op til “Someday”, som i aften har fået et nærmest clubbet islæt. Vreden fra før fortsætter over i trommeslagerens hårde, taktfaste slag på hihatten – kun for at blive forstærket af en afsindigt nærværende basgang.

Indblik i mørket

Blaue Blumes musik er legesyg, og i aften er det svært at skelne mellem det gale og det geniale. Bandet, som består af de fire gymnasievenner Jonas Schmidt, Søren Buhl Lassen, Robert Jensen Buhl og Buster Jensen, har formået at skabe et univers, der trækker tråde til genrer som indie, dreampop, post- og alternative rock på sin helt egen unikke måde med forsangerens særegne og sublime stemme som drivkraft. Et univers, der med tiden er blevet forfinet og forvrænget på en og samme tid: Det, der virker så legende let på bandets debut-ep, Beau & Lorette, er på den seneste udgivelse vokset sammen til en mørk materie, en art sort galde fra den græske væskelære om menneskets psykiske sundhed, som publikum i aften fedtes ind i.

Sørgmodigheden er til at tage at føle på, selvom forsangeren, forståeligt nok, er tynget af en melankolsk indadvendthed, der næsten får mig som beskuer til at føle, at jeg overtræder en personlig grænse ved at kigge og lytte til det rum, han delagtiggør mig og alle de andre fremmødte i. Det er et indblik i mørket og rædslerne. Men det er også et billede på troen, håbet og modet, der bliver båret frem og løftet i samlet flok af kvartetten. “Alting her forandrer sig før regn”, synger Jonas Smith på “Morgensol” for at bebude, at de blå blomster er ved at springe ud igen efter at have ligget i tungsindets dvale for en stund.

“Vanilla” og “Macabre” står som nogle af aftenens mest kraftfulde numre, hvor det føles som om, at hver eneste pulseren i forsangerens hjerte er ved at nå en form for bristepunkt, for hver gang trommen bag ham bliver ramt. “Det er fantastisk, at I stadig er her”, siger han med aftenens første og nogle af de eneste ord henvendt til publikum. Musikken taler for sig selv.

Trommerne under “Sobs” får lov til at smelte sammen med et jazzet guitarriff, der væltes af synthesizerens magt, som får konstellationen på scenen til at minde om Sigur Rós i harmonisk post-rock-forening med Explosions in the Sky. Og det er den selvsamme Justice Der-agtige guitar, der fader ud på “New Navel”, inden bandet takker af og går af scenen. Men kun for en stund: En (ur)kraftpræstation af et primalskrig fra en anden verden udgør koncertafslutningen i form af nummeret “Sky”, der gør et personligt øjeblik, og ikke mindst historie, vedkommende for en fyldt sal.

Klapsalverne, som den alternative version af sangen afføder, er fuldt ud fortjente. Om der er kommet styr på de indre dæmoner, skal jeg ikke kunne sige. Set udefra er musikken ikke desto mindre nok en gang blevet tøjlet af Blaue Blume. Den spæde flamme er blevet til et brændende bål af styrke. Bandet holdt, hvad de lovede. Og publikum indfriede deres håb.

Sætliste:
Swimmer
Someday
Morgensol
Vanilla
Macabre
Rain Rain
Bombard Lost
Sons of Boys
Sobs
Loveable
Ebony
New Navel
Ekstranumre:
Roxy
Sky


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA