x
Soccer Mommy: color theory

Soccer Mommy
color theory

Farverig alvor og overraskende modenhed

GAFFA

Album / Loma Vista Recordings
Udgivelse D. 26.02.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

At Sophie Allison – som er den unge amerikaner bag Soccer Mommy – skulle levere en af årets første overraskelser, kom bag på mig. Jeg var en af de få anmeldere, der ikke faldt totalt i svime over hendes lettere tandløse debut Clean (2018), der trods mange gode stunder havde en svær dunst af kedsomhed over sig. Sagene var der i høj grad, men der blev gjort for lidt med dem. Det var mere venindebog end The Breeders. Men den mening stod jeg vist alligevel ret alene med, for Clean endte op på mange magasiners liste over det års album, og Allison er blevet hypet af mange. Jeg var derfor spændt på at høre, om Soccer Mommy ville have fundet nogle mere interessante toner frem på ”den svære toer”.

Og color theory er på mange måder et ret stort skridt fremad siden debuten. For det første har sangskrivningen – som ikke var det store problem på Clean – fået et nøk op i kvaliteten, hvilket formodentlig skyldes, at Allison er blevet det ældre, og samtidig har en del mere musikererfaring. Samtidig handler mange af sangene på pladen om depression og død, et resultat af Allisons oplevelse med en langtidssyg mor samt egne erfaringer med psykens faldgruber. Man fornemmer et anderledes skarpere perspektiv i de mere slagkraftige tekster, der ikke længere er præget af teenage-poesi som på debuten. Og det klæder simpelthen Soccer Mommy at være blevet ældre.

En anden, og meget vigtig udvikling, er en pludselig hang til at eksperimentere med udgangspunktet, hvilket især kan høres i brugen af guitarer på color theory. For selvom sangene stadig er enkle og oftest på grænsen til barnligt naive i melodiførsel, så er der en umiddelbar legesyg farlighed i guitarerne. Som den Radiohead-inspirerede glitch-guitarsolo i outroen på åbneren ”bloodstream” eller den skurrende mur af guitarfuzz på ”yellow is the color of her eyes”. Den pågående rytmegruppe på ”lucy” bør også fremhæves. I det hele taget er det en fornøjelse at gå på opdagelse i det meget mere nuancerede lydbillede på color theory, og det er rart at høre, at hypen endelig er velforjent.

Der er en odeur af 90’er grunge-kvinde over Allisons distinkte vokal-foredrag, der kaster minder over på alt fra Kim Deal til Sheryl Crow, og det er faktisk også muligt at høre country-era Taylor Swift i Allisons mere akustiske sange, selvom der er en væsentlig mere dæmonisk mørke i Allisons tekstunivers. ”bloodstream” og den fantastiske ”circle in the drain” er klart pladens trumfkort, men der er meget mere at hente, hvis du dykker helt ind i denne guitar-pop-plade. Her bør de mere dystre sange som ”stain” og den afsluttende ”grey light” samt den folkede ”up the walls” også nævnes.

Soccer Mommys univers er stadig præget af teenageværelsets angst, duftlys og dagbøger, men anden tur i manegen for Sophie Allison er meget mere værd og placerer hende centralt i en bølge af retrorockede singer/songwriters med noget på hjertet. Denne plade virker i så høj grad, at hun formår at overhale de beslægtede kunstnere Stella Donnelly og Snail Mail. Så tillykke til Soccer Mommy – jeg hopper glædeligt med på hypetoget nu.

 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA