x
Intens kvindeaften med HUN SOLO

Hun Solo med Aura, Kajsa Vala, Stine Grøn, Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg, Hotel Cecil, København

Intens kvindeaften med HUN SOLO

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

For få kvinder i rock, pop og/eller eksperimenterende musik i det hele taget er et af tidens hotte emner. Så hot, at ikke alene GAFFAs ”Tak Rock Prisen” i år gik til kvindeprojektet og koncertformatet HUN SOLO. Dagen før var der også debat i Musikmuseet i det gamle DR-Radiohus. Der handlede det om ”køn i heavy metal” under overskriften ”Hva' Helved´”, repræsenteret ved Ane-Sofie Sørensen (MetalSirenerne), som samlede et panel af, ja, mænd…

– Om end mænd i positioner som gatekeepere eller meningsdannere. Men netop fordi de privilegerede (mænd) sjældent tvinges til at diskutere egne privilegier, insisteredes der her på at lade mænd gøre netop det – og lade selvransagelsen komme, når det handlede om mulighederne for en forbedring af kønsuligheden i heavy metal-genrerne anno 2020.

Anderledes hos HUN SOLO i aftes.

På selveste kvindernes internationale kampdag var der på Hotel Cecil ingen metal og ingen mænd på scenen.

Her blev der i stedet skruet op for kvindelig kunst især på den laaaangsomme, føøøølsomme, men også intense måde. En manifestation af, at ”se, hvad vi kan – uden mænd!”

Og lad det være sagt med det samme: Dette anmeldt af en mand (sorry!), men med åbent sind og lyttelapperne ude. Vi må konstatere, at der ikke ligefrem var kø til herretoilettet, og lad det så også omgående komme på plads: Det var et fremragende kvinde-initiativ.

Når topkarakteren mangler skyldes det ikke mindst, at mangfoldigheden ikke var så stor, som den kunne være, og som den var annonceret. Konceptet er den brede præsentation, men her blev hovedparten af numrene en tand for meditative. Ikke at det var dårligt, men der lå for ofte en angst for at blive for showpræget, for rytmisk – og ja, for glad. Og det kender jeg ellers adskillige kvindelige musikere, som også kan være, samtidig med det bestemt også kan være følsom kunst.

Her er, hvad vi fik af kvindelige kunstnere, som alle gik på scenen toute seule:

Kirstine Stubbe Teglbjærg ***

Kirstine Stubbe Teglbjærg er blevet en dansk institution i undergrunden som soloartist, som medstifter af HUN SOLO og førhen som forsanger i bandet Blue Foundation.

Fra den tid fik vi i aftes også ”Eyes on Fire,” men stærkest stod den nye sang ”Broken Windows.”

Vi er i det eksperimenterende, ofte minimalistiske segment, men solomusikkens lange indledning af enkle figurer på guitaren endte som en alt for futil baggrund til at sparke en stor aften i gang. Intensiteten kom hen ad vejen. Som musikalsk leverandør til flere kunstarter er der ingen tvivl om, at Kirstine Stubbe Teglbjærg har rigtigt meget at byde på – og ikke mindst mod til IKKE at gøre som alle andre.

Der gik bare lang tid, før musikken rigtigt kom til at røre sjælen, og da det skete, var det hele næsten slut.

Nana Jacobi  ****

Nana Jacobi kom på som nummer to til en opvarmet sal, og uagtet hun vel egentlig er popsangerinde, sangskriver og filmkomponist med tre album bag sig, så var vi også her hurtigt ovre i det eksperimenterende. Som med-initiativtager til HUN SOLO blev der lagt vægt på det kunstneriske udtryk.

Det vil sige her masser af synth, lydlandskaber og siden programmerede trommer.

Nummeret "Pige" fra 2018 (skrevet til Nanas datter) trængte lige ind i det, som kvindernes kampdag handlede om, og der blev fællessang undervejs i den ”feministiske tidsalder,” som hun annoncerede.

Smukt og godt. Først stille vokal, så en slutning med hard core beat. En sang, hvor vi kom meget af registret igennem.

Nana Jacobi har ofte markeret sig i den offentlige debat om den lave andel af (synlige) kvindelige kunstnere i musikbranchen, og det er bestemt ikke OK, når kvinderne har noget at byde på som Nana Jacobi har.

Kajsa Vala: *****

Sjældent har en akustisk westernguitar lydt så pågående og insisterende, som da Kajsa Vala gik på scenen og nærmest gav den ellers bløde musik en country-rock-folk-feeling, som umiddelbart på denne soloaften ikke virkede som en egentlig dagsorden.

Ikke desto mindre blev man på få anslag overbevist om en rasende dygtig guitarist og sanger med en effektiv og stor stemme. Kajsa har blandt andet gjort sig bemærket som et tredje live-medlem i Psyched Up Janis, men også uden band stod hun denne aften stærk og intens i sit udtryk.

Spilleglæden og hendes performance-gen stod ikke til diskussion selv i de ret stille sange, hvor hun fik skældt ud på Trump, og hvor mundharpen gav et helt Dylan'sk flashback – bare med tyve gange mere nærvær end den introverte inkarnation, Dylan befinder sig i nu om dage.

Flot, flot.

Stine Grøn: ****

Sanger og sangskriver Stine Grøn vandt Rødovre Musikpris her i 2020 på 50.000 kr. Måske ikke verdens største pris, men et klart tegn på, at noget stikker ud, er anderledes, modigt – og dygtigt. Alene det, at Stine Grøn indledte sit sæt denne aften med et rent vokalt solotrip af malende lydlandskaber, hvor det ikke handlede om melodi, men om stemning formet af stemmekontrol og tro på sit projekt, vidner om noget, man ikke hører hver dag.

Hun er også uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2018, så der er både viden og evner bag. Stine Grøn har i flere år været en del af duoen IRAH sammen med Adi Zukanovic og er nu i gang med at lave sit første album i eget navn. I det nye nummer ”In My Prayer” viste hun, at selv om vi bevæger os i mere eller mindre meditative lydlandskaber, så kan de være særdeles dragende. Største problem er, at man ikke efterfølgende helt kan huske, hvordan der så ud.

Aura Dione *****

Aftenens største stemme tilhørte Maria Louise Joensen aka Aura Dione, som debuterede med albummet Columbine i 2008 med guldpræmiering og platin i Tyskland for nummeret "I Will Love You Monday (365)." Mere kom siden til, men det er egentlig ikke ærindet at fortælle om det – blot for notere, at med Aura Dione bevægede vi os mere over i popkulturen på denne aften. Havde man forbehold over for det, så blev man til gengæld blæst bag over af den stemme, som Aura Dione lagde for med – dygtigt, kontrolleret, men også rooooligt i aftenens øvrige ånd. Det var følsomme sager – om knuste hjerter og den slags – men leveret med en elegant kombination af både sødme og kraft.

Hun sluttede sættet af med alle fem kvinder på scenen i det fremragende nummer ”Colourblind.”

Eftertanken fra hele aftenen er, at når HUN SOLO ønsker ”at fejre en nuanceret diversitet af udtryk og lade smukke, vilde, stærke, sensuelle, sårbare og seje kvinder udfolde deres fortællinger med power, integritet og høj kvalitet,” så blev aftenens mål i høj grad opfyldt.

Blot har jeg i tidens løb set endnu mere ”nuanceret diversitet” hos kvindelige, danske musikere end koncerten gav udtryk for. Her var ingen jazz, ingen rock, ingen funky beats, ingen mange andre ting, men det kan komme med tiden. For HUN SOLO har skabt en stærk tradition, der sagtens kan udbygges og ja, blive en hel kunstnerisk bevægelse, der kan styrke kvindernes position endnu mere på musikmarkedet, hvis de når bredere ud.

Det skal være velkomment.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA