x
Myrkur: Folkesange

Myrkur
Folkesange

Bjergtagende musikalsk skønhed med iboende vildskab

GAFFA

Album / Relapse Records
Udgivelse D. 20.03.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Som på sit eminente live-udspil, Mausoleum har Amalie Bruun på Folkesange valgt at kaste distortede guitarer, riffs og skrig over bord for i stedet at skære ind til benet og iklæde de 12 skæringer, der pryder Folkesange ganske anderledes, akustiske gevandter. Resultatet er gåsehudsfremkaldende på en anden måde end hendes isnende, sortrandede metalunivers, men mindst lige så stærkt.

Myrkurs udtryksfulde vokal står i solidt fokus i midten af de musikalske bølgebrus, der er blevet til i samarbejde med yderst med kompetente kræfter i form af ingen ringere end Heilungs Christopher Juul, der sammen med Amalie selv har sikret en sjælden stoflighed i sangene, så lyden nærmest bliver fysisk, og man kan mærke hvert lille slag mod trommeskindet og buen mod strengene på de dybe, murrende strygere i øregangene.

De fængslende fortællinger på Folkesange foldes ud på tværs af engelsk og de nordiske sprog og fremmaner effektivt en fornemmelse af en slumrende urkraft og tager lytteren med på en rejse ud ad sletter og dybt ind i skove, hvor fordums musikalske traditioner og hedenske overleveringer vokser vildt og smukt.

Melodien i "House Carpenter" vil mange nok (forhåbentlig?!) kende fra "Byens Hotel", men i det hele taget er albummet som helhed spækket med smittende stunder. Der er gjort brug af traditionelle folkeinstrumenter som lyre, mandola og nyckelharpa, og resultatet af sammenhængen mellem tradition og fortid i hænderne på en nutidig kunstner med en klar vision er bjergtagende.  

Hver detalje står tydeligt frem i det dragende lydbillede – lyt bare til strengene i "Harpens Kraft" eller trommen i "Ramund", der i det hele taget er et pragtstykke med sine drone-lignende strygere og de elegante knæk i Myrkurs stemme. Smukt, men med en iboende, utæmmet vildskab, der lyder som om, den kan bryde ud i lys lue, når end det skal være.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA