x
Dizzy Mizz Lizzy: Alter Echo

Dizzy Mizz Lizzy
Alter Echo

Betontungt og mere end bundsolidt

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 20.03.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

I de senere år har flere medier berettet om, at tidens popsange og ikke mindst introerne til disse er blevet kortere grundet streamingtjenesternes indtog og SoMe-generationens tilsyneladende sparsomme koncentrationsevne. Hvis ikke der hele tiden sker noget nyt, klikker folk væk. Dizzy Mizz Lizzy er tydeligvis gået i den modsatte retning på deres fjerde album. Sangene på Alter Echo er deres langsomste, længste og også tungeste til dato, og inspirationen fra både 70’ernes hardrock og prog og 90’ernes stoner rock er tydelig, med masser af distortion og andre effekter på guitaren og massive trommer.

Bandet skærer budskabet ud i pap med først et tre minutters instrumentalnummer, ”The Ricochet”, der samtidig fungerer som intro til første vokalbårne sang, ”In the Blood”, som selv byder på en mere end et minut lang instrumental indledning, inden Tim Christensens karakteristiske rene vokal bryder ud. Denne sang på næsten seks minutter viser Dizzy fra deres mest repetitive og minimaliske side, men stadig med Christensens melodiske åre intakt. Den følgende, teenage-Weltschmerz-dyrkende ”Boy Doom” byder på lidt mere dynamik med temposkift på trommerne i omkvædet. Den ulykkelige kærlighedssang ”The Middle” er Christensen i hans velkendte rolle som lyttervenlig ballademager med smukt fingerspil på guitaren og et overraskende skift i melodien i omkvædet. ”California Rain” er Dizzy tilbage i den mere minimalistiske, men stadig iørefaldende afdeling, og så er det tid til at vende vinylen.

Hele side to er ét langt, vuggende nummer på 23 minutter, ”Amelia”, en interessant historie om en selvdestruktiv kvinde. Suiten er delt op i fem sammenhænge dele, hvoraf i hvert fald de tre første dog fungerer fint som enkeltstående sange med mindst to vers og to omkvæd hver. ”Part 1: Nothing They Do They Do for You” og ”Part 3: Lights Out” er flotte melodiske ballader med elegant fingerspil og retro-lydende keyboard. I mellem disse er ”The Path of Least Existence” mere aggressiv, men stadig ørehængende og med en lang guitaroutro, mens ”Part 4: All Saints Are Sinners” virker lidt som et appendix til Part 3, og ”Part 5: Alter Echo” er et smukt instrumentalnummer, der ville gøre sig godt under rulleteksterne til en film.

Overordnet er Alter Echo et mere end bundsolidt album, hvor bandet spiller fremragende, og Tim Christensens evner som sangskriver og nu også producer ikke svigter. Sangene på side et savner i deres mere minimalistiske udtryk til tider lidt af det melodiske punch, vi kender fra Dizzy-klassikere som ”Silverflame”, ”Glory” og ”11:07 PM”, men vinder på tyngden og de alligevel tilpas mange detaljer. Gamle fans vil næppe blive skuffede, og Tim, Martin og Søren fortjener stor respekt for at insistere på langsomhed og fordybelse i en accelererende tid. Et album, der med fordel kan nærlyttes højt inden døre, mens coronavirussen hærger udenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA