x
Bad Bunny: Yo hago lo que me da la gana

Bad Bunny
Yo hago lo que me da la gana

Et lille skridt i musikken, et flot dansetrin for kaninen

GAFFA

Album / Rimas Entertainment
Udgivelse D. 29.02.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Det er sandt, at Benito Antonio Martinez Ocasio kan gøre stort set lige, hvad han vil. Den puertoricanske sanger og verdensmand har med YHLQMDLG stille og roligt overhalet ligestillede frontmænd for denne nye udfoldelse af den kendetegnende reggaeton-rytme. Med det overlegne samarbejde med J Balvin, der fik titlen OASIS som springbræt, leverer Bunny et råt mastodontisk værk af svajende hofter i sex, kærlighed, passion og leg.

Onde tunger vil påstå, at det lyder for meget som det samme, men genrer er et lumsk og efterhånden dødt sprog, der skal tales og danses. Således skal den genkendelige rytme ses som en ramme for Bunnys imponerende udfoldelser i sit særegne stemmearbejde. Starten er således simpel, underfundig og underspillet i sin "Garôta de Ipanema"-sample bare for at fastcementere Bunnys kompromisløse vokal. Med brazilliansk bossa nova, amerikanske trap-trommemaskiner og sit vibrato-spanske, der forløses i selvsikker latter er han veletableret som en kæmpe spiller på begge amerikanske kontinenter.

Havde albummet så været en tætpakket omgang medrivende tracks som det efterfølgende "La Difficil", singlen "Vete" og "Que Malo" med Migos- og Travis-agtig melankolsk underlægning, så var der lagt i kakkelovnen til et lille latin trap-mesterværk. Dobbeltheden i at få frit spil og følge de fleste kunstneriske lyster er umådeligt tydelig på Yo hago lo que me da la gana. Bunny er naturligvis mere rå og reel og mindre leflende end f.eks. den poppede Luis Fonsi, men YHLQMDLG kan hurtigt føles som et mixtape ved gennemlyt, på den ufede måde.

Omkring det 13. track, "Una Vez", vil latin trap-metaltrætheden presse selv den mest vanlige lytter af reggaeton-inspireret basmusik, og det hjælper ikke, at Bunny selv udvander sit projekt med adskillige semi-ligegyldige gæster. Førnævnte track bliver en tand for skingert med Jowell & Randys tyndt miksede rap over et overdrevet beat af DJ Orma og Tainy. Anuel AA matcher Bad Bunnys energi væsentligt bedre, men "Está Cabrón Ser Yo" virker mest som en latinamerikansk Migos-pastiche blottet for resten af albummets reggaeton-indflydelse.

Var de mere hiphop- og trap-orienterede tracks spredt ud over pladen, havde argumentet for latin-traps omfavnelse af genrer været meget stærkere og Bad Bunnys store værk havde været knap så gumpetungt. Tilbage er en god håndfuld gode tracks til et gyngende dansegulv, og øverst ligger "La Santa" som et klart højdepunkt med Daddy Yankee, der som bekendt åbenbart var langt foran sin tid med internationalt appellerende tracks som "Gasolina". "La Santa" er ganske enkelt et perfekt eksempel på genrens og lydens erobring af verdens hitlister med flottere, mere poleret produktion, der perfekt bevarer de puertoricanske kanter og det latinamerikanske temperament.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA