x
Niels Lan Doky: River of Time

Niels Lan Doky
River of Time

Godt nyt fra Lan Dokys side

GAFFA

Album / Inner Adventures
Udgivelse D. 03.04.2020
Anmeldt af
Ivan Rod

Take it or leave it! Pianisten Niels Lan Doky er en af Danmarks bedst kendte jazzmusikere, pt. En entreprenant type med masser af forbindelser. Men altså helt grundlæggende også en dygtig musiker, som til stadighed har formået at finde nye trædesten, opfinde og udgive nyt.

River of Time er titlen på hans nye album med hans danske trio, som i øvrigt består af de to ungersvende: Tobias Dall på kontrabas og Niclas Bardeleben på trommer. River of Time er endnu et album, der markerer, at Lan Doky efter mange år i New York og Paris nu igen bor i Danmark.

Ikke dermed sagt, at der ikke er udlængsel og global tankegang i hans nye musik, for det er der. Tag bare nogle titler som disse: ”Pink Buddha” og ”Sita’s Mood” eller ”World Peace” og ”Hope 2020”. De to førstnævnte titler kunne indikere, at udlængslen – eller er det en spirituel eller religiøs længsel? – retter sig mod Indien og indiske traditioner og religioner, men det hører jeg ikke i selve musikken. De to sidstnævnte titler kunne indikere, at Lan Doky er gået hen og blevet politisk – eller måske endda rørstrømsk – på sine gamle dage, men heller ikke dét hører jeg i selve musikken. I den forstand fremstår titlerne som tilfældige etiketter.

Og det er i og for sig ligegyldigt – bortset fra, selvfølgelig, at etiketterne foranlediger lytteren til at orientere sig i nogle bestemte retninger, skaber nogle forventninger, som i dette tilfælde ikke indfries. Men som sagt – det er ikke så væsentligt.

Det væsentlige er, at River of Time er et vellykket album – nok med både højdepunkter og svagheder – men som helhed, et vellykket album med gode kompositioner, der forløses virkelig fint. Det er således kendetegnende, at Lan Doky fremstår som oprigtigt interesseret i sammenspillet med de to ungersvende.

I min optik har autenticiteten i sammenspillet ikke været Lan Dokys stærke side, men i flere skæringer på River of Time fungerer det virkelig godt. Det gør det f.eks. i de to første skæringer, som klart er albummets bedste: ”Pink Buddha” og ”River of Time”. Begge disse musikstykker er smukke, melodiske, raffinerede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA