x
DaBaby: Blame It On Baby

DaBaby
Blame It On Baby

DaBaby hænger fast i klichéerne

GAFFA

Album / Interscope Records
Udgivelse D. 17.04.2020
Anmeldt af
Cillian Murphy

Produktivitet er nøgleordet, når det kommer til DaBaby og det kunstneriske output, han lægger for dagen. Med udgivelsen af Blame It On Baby har North Carolina-rapperen sit navn på intet mindre end tre fuldlængde-album de seneste 14 måneder. Læg dertil, at han har touret med de to foregående, og det giver god mening, at hans navn popper op overalt. Om det er på TikTok, på remixes af sine mere etablerede kollegers hits eller i vælten på nyhedssites for at have slået en kvindelig fan eller en chauffør i Las Vegas.

I det hele taget er DaBaby et lysende eksempel på, hvordan rapartister i dag lægger fundamentet til en vedvarende karriere i en virkelighed af konstante digitale stimuli. Han har sans for aktualitet, hvilket holder ham relevant. På Blame It On Babys cover er Baby således iført corona-ansigtsmaske, som er obligatorisk i hjemlandet. Det indikerer dog også, at udgivelsen formentlig ikke har været fuldkommen planlagt – en tanke, der går igen, når man lytter sig gennem det 13 numre lange album. For selvom flows'ene er bombastisk aggressive og udskejelserne farverige, er der ikke meget nyt at komme efter fra DaBaby. Både på Baby On Baby og særligt Kirk lod rapperen til at have mere finesse og vægt bag ordene end her.

Jonathan Kirk er hans borgerlige navn, og hans stil består af klassisk rapstemmeføring og flow, der møder den nye skoles attitude og 808 hi-hats. Den 28-årige amerikaner er en rappers' rapper, som arrigt snerrer sig igennem variationer af det samme nummer. Dermed afviger han fra de mere melodiøse, autotunede flows, som er kendetegnende for gæsterne Future og YoungBoy NBA, som hjælper Kirk på henholdsvis ”Lightskin Sh*t” og ”Jump”. Begge numre handler i al sin enkelthed om, hvor mange kvinder, d’herrer har under bæltet, og hvad de har fået tiden til at gå med.

Anderledes forholder det sig på pladens ubestridte hitsingle ”Rockstar”, som gæstes af Post Malone-protegéen Roddy Ricch. Her er der både succes med popmelodien og guitar-riffet i omkvædet. Lyrisk krydses gæve rockstjerne-analogier med beretninger fra livet som koldsvedende PTSD-patient. Nummeret giver en god modvægt til de ligefremme libidoeskapader med sin blanding af rå nerve og lun singalong.

I den modsatte boldgade ligger den yderst eksplicitte ”Nasty", som er produceret af London on da Track. Med succes mødes tidlig 00’er-r&b med trap fra det forgangne årti – særligt grundet et fugtigt gæstevers fra Meghan Thee Stallion og et omkvæd fra r&b-veteranen Ashanti. Tekstmæssigt står nummeret tilbage som et vulgært højdepunkt, og man efterlades flere gange med ”sagde han lige det?”-følelsen.

I det hele taget sidder man tilbage med følelsen af, at Kirk har lavet det her album før, bare bedre, hvorfor Blame It On Baby ebber ud som en forglemmelig affære.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA