x
Lady Gaga: Chromatica

Lady Gaga
Chromatica

Tilbage til dansegulvet med blodfattig og uinspireret 90’er-house

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 29.05.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

I kølvandet på Joanne, kæmpehittet med sangene fra A Star Is Born, yderligere verdensdominans med sit halftime show ved Super Bowl i 2017 og ikke mindst Oscarsejren med ”Shallow” samt den ærlige Netflix-dokumentar Five Foot Two er stortalentet Lady Gaga tilbage. Denne gang er hun tydeligvis gået all in på, at hun ikke sidder fast i singer-songwriter-rillen, men at hun stadig kan indtage dansegulvet og klubberne. Og det kan hun da også, desværre er resultatet er imidlertid langt hen ad vejen en generisk og uinspireret gang 90’er-house. Egentlig er det selvmodsigende, at netop Bloodpop har siddet i producerstolen på langt de fleste af numrene, når nu det samlede resultat er så blodfattigt.

Chromatica er inddelt i tre dele, og første del indledes af ”Alice”, der undervælder med tyndbenede discount-beats, der i højere grad hører hjemme på en af de der rædderlige Yabba-Dabba-Dance-opsamlinger fra 90’erne end på et Lady Gaga-album. ”Stupid Love” byder på mere af samme skuffe, men vinder alligevel lidt på Gagas overlegne vokal, der er albummets primære trækplaster.

Faktisk skal vi helt hen til fjerde skæring, Ariana Grande-samarbejdet ”Rain on Me”, der så til gengæld også er en banger af rang, før det begynder at blive interessant. Så interessant, det nu kan blive at sætte sangskrivningen på cruise control og hive et af tidens hotteste navne ind til en feature, men altså overordnet set er nummeret et af albummets bedre.

Med "Free Woman" strejfer vi en af de der store sange, som Lady Gaga tidligere har været så leveringsdygtig i, men sangskrivningen er alligevel et godt stykke fra perler som ”Speechless” og ”Telephone”. Alligevel er det trods alt helt uimodståelig, når hun slipper alle tøjler og passioneret brøler ”light up MY BODY!”

Også ”Enigma” byder på stærkt vokalarbejde, men ellers er det så som så med mindeværdige stunder på et album, der godt nok er dansevenligt, men helt usædvanligt fladt, hvad sangskrivningen angår, og det bliver det sidste, jeg havde forventet af et Lady Gaga-album: kedeligt.

”Fun Tonight” stikker ud, men mangler lige det sidste for, at det ellers udmærkede omkvæd for alvor gnaver sig fast. ”911” har noget kant og den ærlige udmeldning om, at ”my biggest enemy is me” rammer noget, men ellers er det først med den abrupte drum'n'bass-afslutning på Elton John-duetten ”Sine From Above”, man som lytter for alvor løfter et øjenbryn, men det er mere af undren end af egentlig begejstring.

Jeg ville elske at kunne byde Gaga tilbage med et brag af et album, men desværre halter sangskrivningen i en sådan grad, at de fleste af sangene her føles bedagede og klar til glemmebogen allerede første gang, man lytter til dem.

Min anmelder-kollega her på bladet afsluttede sin fortjent firestjernede bedømmelse af Joanne med ordene: ”Lady Gaga er en avantgardistisk anarkist, der ikke følger reglerne (…). De fleste gange når hun godt i mål med projektet, andre gange skyder hun forbi.” Chromatica er til sammenligning ét langt eksempel på sidstnævnte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA