x
Så blev det også sommer i Musikhusets Store Sal

Hush, Pernille Rosendahl, Søren Huss, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Så blev det også sommer i Musikhusets Store Sal

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Siden 22. maj har det været lovligt at afholde siddende koncerter i Danmark for op til 500 personer, hvis en række sikkerhedsforskrifter overholdes – primært et sædes afstand mellem folk, der ikke følges ad og masser af håndsprit. Det har efterhånden fået en del spillesteder og koncertsale til at genåbne, og et af de første var Musikhuset Aarhus, der lagde ud med en række mindre koncerter i foyeren fra og med 29. maj.

Stedets første show med 500 personers kapacitet i Store Sal, der normalt har plads til det tredobbelte, finder dog først sted i dag, hvor det til gengæld er blevet til to koncerter samme dag med samme lineup grundet den store interesse. I morgen er der en ny stor koncert sammesteds med Kwamie Liv, Nicklas Sahl og Alex Vargas, og de samme to konstellationer har også kunnet opleves de to sidste dage i Musikkens Hus i Aalborg.

Der har været mange skriverier i pressen i den senere tid, også her på siden, om spillestedernes fortsat uvisse fremtid, når de efter planen må genåbne for stående personer til august. Det vælger jeg at se bort fra her og fokuserer på aftenens koncert, der i øvrigt er min første rigtige koncertoplevelse siden 6. marts.

I mellemtiden har det for mig som for så mange andre stået på et par drive-in-koncerter og ellers masser af livestreamede shows, men da jeg har nær familie i risikogruppen og i øvrigt selv blev ramt af en coronalignende sygdom for en måned siden – testen var dog heldigvis negativ – var jeg altså ikke den første til at gå til koncert igen efter den gradvise genoplukning. Heller ikke selvom jeg har været til en-to koncerter om ugen de sidste 18 år. Jeg skulle lige se, hvordan smittetrykket, undskyld, kontakttallet udviklede sig. Men nu tør jeg godt – dog iført mundbind, i øvrigt vist som den eneste i salen. Hellere sikker end syg.

Den lovpligtige måde at placere folk på viser i øvrigt meget tydeligt, hvem der går alene til koncert. Det er der ikke overraskende kun ganske få, der gør – jeg gør ofte, også når jeg ikke anmelder, men er tydeligvis i massivt mindretal. Publikum er aldersmæssigt ganske blandet, og aftenens tre navne er da også nået bredt ud. De debuterede alle i begyndelsen af 00’erne og har haft lange og solide karrierer, og de har alle medvirket i Toppen af Poppen i de senere år (det vil sige, at Dorthe Gerlach repræsenterede Hush, i øvrigt samme år som Søren Huss) og i DR1’s populære og aldeles fremragende corona-fællessangsarrangementer med Philip Faber – og så er man i den grad etableret.

Hush ****

Aftenens første navn er Hush alias sanger Dorthe Gerlach og guitarist Michael Hartmann, i aften udvidet med Anders Mortensen på guitar og mandolin. I aften er der for alle tre navne dømt halvakustiske koncerter uden trommer, men til gengæld med masser af strengeinstrumenter på scenen. Hush har markeret sig solidt med deres melodiske countrypop med Dorthe Gerlachs smukke og sødmefulde stemme i front, og i aften står stemmen også rent og klart.

Der er noget af en kontrast mellem Gerlachs forholdsvis uskyldsrene vokal og de romantiske og let melankolske sange på den ene side og så hendes yderst humoristiske kommentarer mellem numrene på den anden. Vi får blandt andet at vide, at hun som barn og ung ikke drømte om at være sanger, men derimod at blive den nye Mette Fugl. Sanger blev hun alligevel og var godt tilfreds med det, indtil hun hørte, at Mette Fugl ifølge sin selvbiografi havde haft en længere affære med Leonard Cohen. Så ville Gerlach måske alligevel godt have været en ny Fugl, også selvom hun har været sammen med Michael Hartmann i nu 20 år. 

Anekdoten leder op til en fin fortolkning af mestersangskriverens fornemme ”Coming Back to You”. Hush klarer det også fint med deres egne sange, hvor også Dorthe Gerlachs udmærkede melodi til Tove Ditlevsens digt ”Så tag mit hjerte” fra efterårets forholdsvis vellykkede og i hvert fald yderst interessant DR1-programserie Helt lyrisk skal fremhæves ligesom den afsluttende ”Ingers ting” fra Gerlachs dansksprogede soloplade Natlys fra 2015.

Det er mindst lige så interessant at høre Gerlach synge på dansk som på engelsk, og teksten om at rydde op efter en afdød slægtning virker dybt personlig. Ganske som Gerlachs åbenhjertige udmelding om, at hun og Hartmann har taget deres fire måneder gamle søn Harry med til koncerten – og at ”vi ventede på ham i mange år”, så nogle gange kan det betale sig at kæmpe videre for det, man tror på, også selvom det kan se sort ud undervejs. Ganske rørende – og at det musikalske udtryk undervejs til tider er næsten for pænt, er til at leve med.

Pernille Rosendahl *****

I Hushs sidste sang falder Søren Huss ind på flygel, så man skulle umiddelbart tro, at han blev hængende og gik videre med sin egen koncert, men i stedet kommer Pernille Rosendahl ind, akkompagneret af guitaristen Søren Vestergaard og keyboardspilleren Mikkel Damgaard. Pernille Rosendahl er virkelig landet kunstnerisk på benene med sine to seneste soloudgivelser oven på en flot start med indiepoptrioen Swan Lee og en lidt mere ujævn tid med rockduoen The Storm, der dog også havde visse kvaliteter.

Det er da også solosange og Swan Lee-numre, der udgør sættet i aften sammen med en fornem fortolkning af Gasolin’s udødelige ”Langebro”. Pernille Rosendahl synes at blive en bedre og bedre vokalist med årene, som hun også viste det med Musikhusets livestreamede koncert med hende i sidste måned. Røsten har kraft og klang, og de lange toner sidder helt, hvor de skal i de ofte lavmælte, langsomme og eftertænksomme sange, hvor fingerspillet guitar og melodiske tangenttemaer binder sløjfer omkring sirenestemmen på sange som ”Solid Ground” og ”The Hurt”.

Vi får også Swan Lee-hittet ”Tomorrow Never Dies”, skrevet til James Bond-filmen af samme navn sammen med Rosendahls daværende kæreste Tim Christensen. Her overrasker Rosendahl ved at komme med en anden forklaring på, at sangen ikke kom med, end hun tidligere har givet til blandt andet GAFFA. Hun har fortalt, at sangen var med i opløbet, men blev slået på målstregen af den mere kendte Sheryl Crow, men i aften siger hun, at de Bond-musikansvarlige faktisk sagde ja, men at Rosendahl nu pludselig ikke ville have sangen med – hvilket hun bitterligt har fortrudt.

Uanset hvad den virkelige historie er, er det en stærk sang ligesom de lidt mere energiske ”Like a Feather” – med elektronisk beat – og Swan Lees ”Love Will Keep You Warm”, der afslutter sættet, som ligesom Hushs varer lidt over en halv time. Rosendahl fortæller også, at hun og Søren Vestergaard til december flytter til Aarhus for at arbejde på danseteaterkoncerten Vita Danica, hvor de to har skrevet en hel forestilling omkring en række kendte danske sange. Der er premiere til januar på Aarhus Teater, og det lyder jo spændende.

Søren Huss *****

Herefter er der pause, til en del personers overraskelse, ikke mindst Søren Huss, der efter eget udsagn stod klar i kulissen, da lyset i salen blev tændt – der var nemlig ikke pause ved eftermiddagskoncerten. Søren Huss har også taget to musikere med, Lars Skjærbæk på guitar og dobro-guitar og Morten Jørgensen på bas. Han begynder indledningsvis bag flygelet og faktisk også bag et flygelhorn, et instrument han ligeledes behersker, på et smukt instrumentalnummer, for ”jeg mangler ord, når jeg skal udtrykke, hvad vi har lært af coronakrisen – for vi står jo stadig midt i den”.

Normalt mangler Søren Huss ellers ikke ord. Tværtimod har han efterhånden skrevet sig ind i de danske sangskriveres superliga, og her tænker jeg både på tekster og melodier og ikke mindst samspillet mellem de to. Selvom hans gamle band Saybia bestemt ikke var uden evner, føles overgangen til hans dansksprogede solosange som at gå fra sort-hvid til HD-tv. Det har udvalget bag den kommende Højskolesangbog også bemærket, idet Huss’ nummer ”Undertiden” fuldt fortjent er fundet værdigt til optagelse i næste udgave, der kommer til november.

Dette fortæller Huss med slet skjult stolthed, inden han bag flygelet spiller sangen, som han fortæller er inspireret af Benny Andersens digt ”Livet er smalt og højt”. Det er simpelthen hjertegribende at følge mandens personlige udvikling fra sorgramt på den stærke solodebut Troen & ingen til at være en nogenlunde tilfreds mand og far midt i livet på de to seneste album, Midtlivsvisen og Sort og hvid til evig tid, hvor især Midtlivsvisen er repræsenteret i aften.

Der er også noget Benny Andersens over Huss’ viseagtige sange, og faktisk også noget Povl Dissing over hans stemme, som har ændret sig meget siden årene med Saybia. Røsten har fået noget dybde og patina, for nu at sige det pænt, men Huss synger faktisk bedre i dag end de sidste par gange, jeg har hørt ham, hvor han også skulle kæmpe med finde sin plads i et mere elektrisk og massivt lydbillede.

Midtvejs i sættet, der er en anelse længere end Hushs og Rosendahls, tager Huss sin akustiske guitar frem og giver os blandt andet ”Vekseleren” med Lars Skjærbæk på nænsomt fingerspillet dobro-guitar. Forinden har Skjærbæk imponeret med en lang, højelektrisk guitarsolo i ”Som mejslet i massiv granit”, og det hele slutter med ”Opvasken”, hvor Huss normalt opfordrer til fællessang, men det må vi jo ikke i dag for at undgå smittespredning. Derfor må Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl på banen.

Så kom vi alligevel til en rigtig koncert i en sommer, hvor mange indtil for nylig nok frygtede total stilhed. Det bliver der ikke, selvom der jo ikke kommer nogen af de velkendte store festivaler, hvor Tinderbox ellers skulle have været i fuld gang lige nu efterfulgt af Nibe og Roskilde i næste uge. Og hvordan efteråret kommer til at se ud på musikfronten, er der vist ikke nogen, der helt tør tænke på lige nu. Men jeg vil ikke ødelægge det gode humør, så jeg stopper nu – rigtig god sommer!

 

Sætlister:

Hush:

Friends Forever

Say a Little Prayer

Back in Place

Coming Back to You (Leonard Cohen-cover)

Så tag mit hjerte

Ingers ting

 

Pernille Rosendahl:

Solid Ground

The Hurt

Tomorrow Never Dies

Like a Feather

Langebro (Gasolin’-cover)

Love Will Keep You Warm

 

Søren Huss:

Instrumental intro

Et helt almindeligt liv

Undertiden

Som mejslet i massiv granit

Vekseleren

Et hav af udstrakte hænder

Opvasken


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA