x
Dopha tryllebandt Odense med uudgivet materiale og international lyd

Dopha, Parasol Festival, Odense

Dopha tryllebandt Odense med uudgivet materiale og international lyd

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

23-årige Sofie Dopha har på under et år cementeret sig som en artist med stort potentiale. En international lyd i produktionerne, en kæmpe stemme og konsekvent hitpotentiale er de magiske buzz-ord. Det er catchy pop lige efter bogen; masseappelerende med bid og charme. Måske derfor er den samlede danske anmelderstab uafhængigt af hinanden blevet enige om, at Dopha er noget af bedste, der er sket musikbranchen siden stemmegaflen. Med tre numre på Spotify kan det måske virke lige lovlig tidligt at komme med sådanne forudsigelser. Dette er særligt tilfældet for de af os, der ikke nåede at fange Dophas optrædener inden nedlukningen af landet. Parasol-festivals afslutningskoncert skal dog vise, at den unge sangerinde kan bære hypen med favnen fuld af uudgivet kvalitetsmateriale fra øverste hylde.

Retten til at claime det uperfekte med jysk charme
Mens Dopha og det fire personer store band laver de obligatoriske band-rutiner med fælleshop og fælleskram præsenteres Sofie Dopha som “Danmarks kommende stjerne, der kommer til at rocke Farvergården.” Nummer for nummer bliver det mere og mere klart, at Dopha er noget helt specielt. Bad-ass kvinder, med hang til at kritisere det perfekte og claime det uperfekte er blevet det nye sort, og det sætter koncertens åbningsnummer en stor fed streg under.

Den sødlige duft fra hazemaskinernes glycerinvæske og den statiske skratten af feedback fra antændte guitarstrenge hænger i luften, inden åbneren “Basic Bitch” starter forestillingen. Tracket har i en rum tid været en del af bandets sætliste, men er aldrig udgivet formelt. Når det sker, er det med sikkerhed et nummer, der kommer til at sætte gang i den allerede igangværende Spotify-himmelflugt hos sangerinden fra Romalt. Den akustiske “Forget Your Name” giver backingbandet mulighed for at knække fingre og lade Dophas stemmeføring dominere lydbilledet, uden elementer til at distrahere fra detaljerigdommen i de imponerende fraseringer.

Solo-ridtet fortsætter lidt endnu. På fejlfrit charmerende jysk kommer en servicemeddelelse om, at “nu spiller vi en sang med MØ. Er I klar på det? Så kommer der mere med Dopha senere.” Der bliver lagt op til et akustisk cover af MØ’s “Blur”, som umiddelbart kan virke som et hit-or-miss-valg. Delvist fordi den almene festivalgæst med stor sandsynlighed har et forhold til tracket. Til dels fordi, barren til sammenligning dermed sættes ved et af landets mest succesfulde artister nogensinde. Selvtilliden fejler ikke noget, men det er der en grund til, og det lykkes fornemt for sangerinde og band at gøre nummeret til deres helt eget.

Havestolefolket begår civil ulydighed
“I’m Not Crying, You Are” får alle mine parader mod at over-hype en artist til at falde ned. Nummeret er ren 80’er-nostalgi med den liberale brug af lilletromme og ditto falset på det catchy omkvæd, der blot er ét ud af en perlerække mod koncertens slutning.

“The Game” og en ophøjet live-version af “Happy for Me” bygger op til fællesklap og fællessang i Farvergården, hvor festivalstemningen synes total. Ekstranummeret “Naked” færdiggør koncerten med en falset, der fordrer til civil ulydighed på en festival, hvor publikum skal blive siddende. Havestolsfolket udfører det perfekte mytteri, og Dopha & band kan tage imod en mere eller mindre universel stående applaus. Med en spot-on lyd, en velsmurt popmaskine og fuldt engagement fra publikum, så er den perfekte afslutning på Parasol-festival sikret.

Efter endelig at have oplevet Dopha live er notepapirerne overdækket med udråbstegn, i den gode sags tjeneste. For hold da maule, sikke en stemme. Det virker mere som reglen end undtagelsen, at efterlades Sofie Dopha i et ubevogtet lokale med et strengeinstrument, så kommer der en ny ørehænger ud af det. Det er den type arbejdsskader, man åbenbart bare må leve med som udøvende scenekunstner med absolut pop-gehør. Rygtebørsen taler sandt. ”Danmarks næste verdensstjerne” er fundet.


SÆTLISTE

Basic Bitch
September Till June
New Year
Forget Your Name
Blur (MØ-cover)
Monsoon
I’m Not Crying, You Are
The Game
Happy For Me

Ekstra:
Naked


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA