x
Lort og sprungne guitarstrenge i Tivoli

Joyce, Tivoli, Plænen

Lort og sprungne guitarstrenge i Tivoli

Anmeldt af Amalie Buchard | GAFFA

Torsdag aften på Plænen i Tivoli stod der fem unge mænd. Én af dem råbte "LORT", og en anden spillede, så guitarstrengene sprang. Det var Joyce, og det var dybfølt og eksplosivt på samme tid. Desværre tog sidde-forholdene lidt fra oplevelsen.

Joyce var på Tivolis Lillefredag-plakat. En plakat, som bærer navnene på spirende danske artister. Normalt bliver de præsenteret på Orangeriet-scenen, men i år er de flyttet til den store scene på Plænen. Umiddelbart kan det virke en anelse nervepirrende, for hvad hvis de upcoming bands ender med at stå og råbe ud i intetheden? Kan de samle 500 publikummer (med sikker afstand) på Plænen i Tivoli? Joyce kan godt. Ved koncertstart allerede klokken 19 sad publikum enten klar på de opstillede bænke eller lå i liggestole.

Den store scene, det tidlige tidspunkt eller den atypiske, lidt-for-pæne siddepladsopstilling påvirkede ikke bandet. Fra det sekund, de fem Roskilde-drenge kom ud på scenen, og bagvæggen blev oplyst af "Joyce", skrevet kæmpestort sort på hvidt, glemte jeg, at jeg var i Tivoli. Nu var jeg under Joyces faner.

Sanger Sebastian Wegener holdt sig ikke tilbage. Han så næsten utålmodig ud, imens gruppen spillede aftenens første nummer, ”Dovnedyr”. Man opdager hurtigt Wegeners intense kropslige energi. Han var konstant i bevægelse, men ikke urolig. Han stillede sig flere gange op forrest på scenen, solidt plantet og råbte sine tekster med den største ro ud over plænen.

Den næste sang ”Mand Mig Op” var ny og ikke udgivet endnu og endte ud i en fræk guitarsolo fra Oscar Engel Libonati. ”Hjertestop” støjede på den der smadrede måde og udtrykte det genremix mellem indiepop og (post-)punk, som Joyce efter deres første album Formskifter så småt er ved at blive (gen)kendt for. Helt organisk og roligt tog Wegener da også fat i en guitar bagefter og spillede endnu en ny sang, ”Jeg Har Kigget”, en slags moderne sjæler, som var drevet af guitar og synth.

Under det sidste nye nummer, ”Fælder”, der kørte afsted med hurtige trommer, var der noget under opsejling. Joyce kan bygge en stemning op. Det var skiftevis Oscar Engel Libonati og Søren Bangs guitar, som rullede derudad, Wegeners glædesråb bakket op af bassist Albert Louis Mose på kor og Casper Winther Hansens benhårde trommespil. Det næste nummer var også radiohittet ”Formskifter”. Sangen fungerede som en energiudladning og satte for alvor gang i den dansemaskine, som Sebastian Wegener er.

Han hoppede og hakkede og bowlede med en usynlig bowlingkugle, imens han næsten dansede linedance for at undgå at falde i mikrofonledningen. Ben og arme sendte han ud i sparkende bevægelser, lige så meget til de øvrige bandmedlemmer som ud mod publikum. Det var ærgerligt, at publikum ikke kunne give lidt tilbage af den vilde energi, der var på scenen. Musikken lægger op til at give slip og moshe rundt, og det potentiale blev ikke helt udfriet under bænkeforholdene.

Rundt omkring blev der rokket og nikket, så meget som forholdene tillod det, men jeg sad med følelsen af at sidde skoleret, mens den uartige dreng på scenen kunne gå amok. Derfor var publikum også mest med på ”Tiden Har Ødelagt Alt I Mig”, som er lidt mere down-tempo.

Men Wegener havde også manerer. Joyce er et band, der er høfligt larmende. Pænt sagde Wegener: ”Tusind tak, det er vildt der er så mange, jeg vidste ikke, der måtte være så mange”, hvorefter han brød ud i ”Usynlig”, som startede med, at han råbte ”LORT”, og som sluttede med, at Oscar Engel Libonati slog så hårdt på strengene i en guitarsolo, at de sprang. Joyce rummer skiftene fra eksplosiv til dybfølt, men det var ærgerligt ikke at kunne tage mere del i koncerten, når det blev mest løssluppent.

Mod slutningen fik ”Djævlen” lidt ekstra momentum af Søren Bang på keys. Og så – efter knap og nap 40 minutter – sluttede Joyce af med deres debutsingle ”Tomme Ord”. Den udkom i foråret sidste år og er nu fulgt af flere nye singler og senest et debutalbum i juni. Og en koncert på Plænen i Tivoli, som sluttede med stående applaus.

Sætliste:

Dovnedyr

Mand Mig Op

Hjertestop

Jeg Har Kigget

Fælder

Formskifter

Usynlig

Åh Nej Chefen Ringer

Tiden Har Ødelagt Alt I Mig

Djævlen

Tomme Ord

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA