x
Sitrende soloseance i pandemiens tegn

Nick Cave, Alexandra Palace, London

Sitrende soloseance i pandemiens tegn

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I disse måneder skulle Nick Cave & The Bad Seeds egentlig have været på en større turné i kølvandet på albummet Ghosteen. Men så kom den store COVID-19-pandemi, og Cave måtte – som så mange andre – ændre planer. I stedet for en lang række stort opsatte koncerter med Caves eminente band får fanskaren således en ny koncertfilm – med Cave helt alene på klaver i et eminent sæt bestående af både klassikere, overraskelser og en enkelt ny sang.

Indspillet i Alexandra Palace i London i juni og tilgængelig i aftes (torsdag 23/7) kl. 21 dansk tid for alle, som havde købt billet til den globale streaming-event og downloadet den relevante app. Langtfra live, men ikke desto mindre nok til at fremkalde følelsen af noget særligt, noget eksklusivt.

Æstetisk fornøjelse

Som alt andet fra Caves hånd – inklusive den aktuelle udstilling i København – er Idiot Prayer en æstetisk fornøjelse. I filmens indledende minutter går hovedpersonen alene gennem det viktorianske palæ i det nordlige London, med kurs mod den tomme koncertsal, mens vi hører en recitation af teksten til ”Spinning Song” fra seneste album.

Ligesom med udstillingen på Det Kgl. Bibliotek mindes vi her om, at det er en digter, nok så meget som en rockstjerne, som om lidt sætter sig til tangenterne i West Hall. Det er tekster med klokkeklare, litterære kvaliteter, vi skal høre – fremført af en mand, som selv er en del af sit værk og et værk i sig selv. Som en Dylan, en Cohen eller en Lou Reed – for Cave er vitterligt en af de helt store inden for den særlige, kulturelle udtryksform, vi med at fattigt ord kalder ”rock”.

Smagfuldt filmet af Robbie Ryan (The Favourite, Marriage Story, American Honey) med et stærkt blik for lyssætning og kameravinkler lægger Cave ud med netop ”Idiot Prayer” – den sang fra mesterværket The Boatman’s Call, som har givet titel til filmen. Det bliver det første af hele fem udpluk fra det 23 år gamle hovedværk, som Cave skrev og udgav på et afgørende tidspunkt i livet og karrieren. Det var dengang i slutningen af 90’erne, hvor Caves forhold til kollegaen P.J. Harvey netop var gået itu, og han endnu ikke havde mødt sin kommende hustru Susie og fået styr på sit mangeårige stofmisbrug.

Han har siden fortalt om sin dagsrytme i den periode, og hvordan den daglige rutine bestod i først at dvæle i den smukke katolske kirke Brompton Oratory (kig forbi den, hvis du er i London) for siden at spadsere op til Notting Hill og score dagens drugs. Netop Brompton Oratory er da også blandt de inkluderede indslag fra The Boatman’s Call, side om side med blandt andet den kuldslåede kærlighedssang “Far from Me”: “You were my mad little lover / In a world where everybody fucks everybody else over / You who are so far from me / So far from me / Way across some cold neurotic sea”. 

Sangens kraft

Filmen lægger sig i smuk forlængelse af de senere års stærke Conversations with Nick Cave-arrangementer, hvor Cave undervejs i dialogen med publikum netop diverterede med sange fremført solo på klaver. I filmen her rendyrkes formen, og en stribe velvalgte sange fra bagkataloget træder frem på smukkeste vis i nøgne, intense versioner. Fra Ghosteen får vi blandt andet den hjerteskærende ”Waiting for You”, mens mørke Skeleton Tree er repræsenteret med ”Girl in Amber”.

Og så har Cave som sagt velkomne overraskelser med – herunder ikke mindst ”Palaces of Montezuma” fra Grinderman 2 og den helt nye ”Euthanasia”, hvor digteren i nogle stærke strofer atter kredser om temaet død og genfødsel i metaforisk forstand: ”In losing myself / I found myself / found myself in time”.

Cave runder den halvanden time lange séance af med ”Black Hair” fra The Boatman’s Call, inden et endeligt, poetisk punktum sættes med Ghosteen-skæringen "Galleon Ship": And if we rise my love / Before the daylight comes / A thousand galleon ships will sail / Ghostly around the morning sun / As the city rises up, as the city rises up, as the city rises up / For we are not alone, it seems”.

Idiot Prayer – Nick Cave Alone at Alexandra Palace er en eksemplarisk opvisning i Sangens særlige kraft. Forhåbentlig bliver den halvanden time lange, sitrende stærke solokoncert på et tidspunkt tilgængelig igen.

Sætliste:

Spinning Song (spoken word-intro)

Idiot Prayer
Sad Waters
Brompton Oratory
Palaces of Montezuma
Girl in Amber
Man in the Moon
Nobody's Baby Now
(Are You) the One I've Been Waiting For?
Waiting for You
The Mercy Seat
Euthanasia
Jubilee Street
Far from Me
He Wants You
Higgs Bosom Blues
Stranger Than Kindness
Into My Arms
The Ship Song
Papa Won't Leave You, Henry
Black Hair
Galleon Ship
 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA