x
Paul McCartney: Flaming Pie - Archive Collection, 2 cd udgave

Paul McCartney
Flaming Pie - Archive Collection, 2 cd udgave

KLASSIKEREN: Fortsat et højdepunkt i McCartneys solo-produktion

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 31.07.2020
Anmeldt af
Henrik Friis

Ingen skal beskylde Paul McCartney for at have være fedtet med udgivelserne efter tiden i The Beatles. Faktisk var det kun på grund af det store Anthology-projekt om Beatles-epoken, at der var gået fire år uden solo-nyt, da Flaming Pie kom på gaden i 1997.

Men McCartney kunne godt se det dumme i at konkurrere med sig selv i form af The Fab Four, og som han selv beskrev arbejdet med Anthology-dokumentaren, mindede det ham også ”om Beatles’ musikalske standarder, og hvordan de standarder blev opnået”.

Det korte af det lange er, at Flaming Pie var det bedste udspil fra McCartney i evigheder. Ikke blot siden engagerede Flowers in the Dirt otte år tidligere, men faktisk siden Tug of War i 1982.
At kvalitets-indtrykket stadig holder her 23 år efter, overbevises man let om i den relancering af albummet, som McCartney nu har udgivet som del af sin fortløbende Archive Collection-serie – også i denne 2 cd-udgave med ekstra 21 demoer, outtakes, b-sider m.v., som vi anmelder her (vil man have deluxe-pakken med 5 cd’er og endnu flere demoer, gamle radioshows, 2 dvd’er og bog med i købet, må man brænde ca. 1.200 kr. ekstra af).

I hovedsagen var albummet bygget op omkring enkle akustiske skitser og så indspillet i sessions med to forskellige samarbejdspartnere, dels i et genoptaget samarbejde med amerikanske Steve Miller (de to havde arbejdet sammen i 1969), dels engelske Jeff Lynne fra ELO, som var kommet ind i McCartneys verden via Anthology-arbejdet. I begge formationer med McCartney selv i multiinstrumentalistens rolle.

Der var ingen revolutioner på Flaming Pie. Bare – for det meste – god sangskrivning og pænt med fine referencer til Beatles-tiden: F.eks. i hilsen til makkerskabet med John Lennon i den folk-valsende "The Songs We Were Singing", omsorg og trøst i søde "Little Willow", umiddelbar klassisk McCartney-guitar-pop i Young Boy m.v.

Og selv om man godt kan finde hår i suppen og de ”fillers”, som solotiden har været så rig på – her især et par blues-tomgangs-samarbejder med Miller – så var der især en ekstra nær- og inderlighed i kærlighedssangene, uden at de blev sukret helt til. En feeling, de første små tegn på slidt stemme kun uddybede: "Somedays" (med Beatles-producer George Martin tilbage som arrangør), og ikke mindst den dybt smukke nyklassiker "Calico Skies" med McCartney alene bag guitaren og med kompositionsevnen helt i top. Men albummet blev også til i en periode, hvor hustruen Linda midtvejs fik konstateret kræft (hun døde knap et år efter udgivelsen). Meget sigende sluttede selve albummet med en lille enkel, optimistisk sag fra gemmerne, "Great Day", med fru Linda på kor – mens håbet stadig var der.

Bonus-materialet
Ekstra-materialet med 21 numre er en mere blandet landhandel. Til en start ni akustiske hjemmedemoer fra albummet med ekstra ”krydderi” i form af ringende telefoner og familiesnak undervejs. Det mest interessant nye er, at "The Songs We Were Singing" oprindeligt havde c-stykker, der blev skrottet i den endelige udgave, ud over diverse tekstændringer undervejs i andre numre.

Men man hører også, at en sang som "If You Wanna" ikke behøver et helt band for at have godt drive. Og at kærlighedssangene "Somedays" samt ikke mindst "Beautiful Night" er mindst lige så smukke og sårbare bare udført alene med helholdsvis guitar og piano i stedet for band og orkester.
Jo, basis-materialet var bare i orden.

Ekstramaterialet afrundes med fire gamle b-sider og single-releases, som McCartney udgav i tiden omkring Flaming Pie, bl.a. en gammel laaangtrukket blues jam, "Looking for You" med Jeff Lynne og Ringo Starr, og den akustiske blues "Broomstick" med Steve Miller (ingen af de to numre har været uundværlige). Og det hele ender med to tilbageblik: "Love Come Tumbling Down" optaget i 1987 med producer Phil Ramone, og 1988-balladen "Same Love" (med flot piano-intro af Nicky Hopkins). Men begge sidder godt og grundigt fast i deres polerede 80’er-lyd.

Flaming Pie’s udtryk var og er langt mere tidløst. Det kan godt være, albummet ikke er en milepæl af den slags, McCartney skabte med The Beatles, men den hører stadig og uomtvisteligt til i Top 4 af de udspil, McCartney har skabt i alle de efterfølgende år. Anbefalelsesværdigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA