x
Simon Muschinsky: ZeroTwoZeroFourOneNine

Simon Muschinsky
ZeroTwoZeroFourOneNine

Frembrusende brudbånd farer vidt omkring

GAFFA

Album / SWOF Jam Records
Udgivelse D. 21.08.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

When Saints Go Machine er en betydelig del af denne solodebut udgivet på kassettebånd. Muschinsky har i lang tid med tre andre mænd været toneangivende for musikprojektets konstante udvikling og fornyelse. På ZeroTwoZeroFourOneNine, som i øvrigt er navngivet efter den dato, hvor Muschinsky slog op med sit band over 12 år, kan man høre en lyst til og et ønske om at udforske repetitionen og enkle lydbilleder, som bevæger sig mellem alt fra ringetone-melodier til rå techno.

Der er en fortælling i Simon Muschinskys bånd, som f.eks. ved det niende nummer “Time is Ticking” pludselig bryder med udgivelsens hidtidige lyd ved en progression af hypnotiserende samples, der bliver lagt i lag og til sidst udfaset forsigtigt, så lytteren næsten efterlades mættet af de insisterende udtryk.

Forstår man ikke repetitionen ved techno, så er ZeroTwoZeroFourOneNine et ret godt sted at starte. Allerede efter den lidt besynderlige ringetone-intro kommer et bæst af et nummer med blærede samples og organisk percussion oven i dystre lyde lånt fra psytrance. Det lugter hurtigt af Kenton Slash Demon, hvis medlemmer, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, sjovt nok også er bedst kendt fra When Saints Go Machine.

Selvom båndet kører derudad, lader det ikke til, at Simon Muschinsky har haft nogen samlet vision for sin første soloudgivelse, andet end at vise evnen til at stå på egne ben, og det er synd, for der ligger et ret gennemført technoværk begravet i eksperimenter og personlige udfordringer i apparater med affektionsværdi. Det er numre som “Tremble Neck” og “Awakening”, som driver værket frem, mens spøjse udfoldelser som “Prosody” gør det hele meget utilgængeligt og navlepillende. Simon Muschinsky har sikkert haft nogle klare ambitioner med de gamle spilmaskinelyde, der så pludseligt forvandles til et ubagt hiphop-beat med en sample af en slags klovnelatter.

Det er som oftest med elektronisk musik, at de lange numre, der udnytter lytterens tålmodighed, fungerer bedst, og “Prosody” havde givetvis været mere spændende at lytte til, hvis de to udtryk på nummeret havde udfoldet sig mere eller danset rundt mellem hinanden. Muschinskys mest interessante nummer må være “Outburst”, som kombinerer den effektive tekstur i technoen med underfundige melodier og samples, der får det til at lyde som et originalt stykke musik fra en mand, der gerne vil være sin egen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA