x
Jysk alliance tager revanche for det forsømte forår

Drew Sycamore og Dopha, Posten, Odense

Jysk alliance tager revanche for det forsømte forår

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Efter solid opvarmning fra Dopha bliver den jyske stafet sendt videre til popsensationen Drew Sycamore, hendes to-mand store live-formation og en kavalkade om kærlighedens sing-along-venlige uforudsigeligheder.

Nu, hvor epicentret for pop-hits har flyttet sig fra Romalt til Hvilsom, så er musikken hos Drew mere poleret. Hvor det for nogle artister er en ambition at udviske det polerede, så er Brutal-albummet mundet ud i et stærkt, om end til tider lidt for ufarligt udspil. Efter 60 minutter i selskab på Posten med Drew Sycamore er det ikke tilfældet.

Keyboardet slås an til introen på ”Keeping Up”. På et tidligt tidspunkt står det nemlig klart, at poppen trækkes ud af populærmusikken og i stedet indgydes med sjæl.

Guilty pleasure får nyt liv

Drew er en vedkommende historiefortæller og guider da også igennem sætlisten med fine anekdoter og vittige indslag under aftenens potpourri af Brutal og det kommende opfølgnings-album. Trommeslageren er venligt blevet bedt om at blive hjemme for at holde øvrigheden væk, og for at der helst ikke skal gå for meget danseri i den blandt cafebordenes gæster.

"Stereotype" fungerer dermed i særdeleshed fremragende i konteksten. Nummeret går stærkere hjem end de forudgående numre, måske netop fordi orginalen ikke er drevet af et beat, på samme måde som eksempelvis "Moments Gone", der i aften er skåret væk. Genindspilningen af Marios 00'er-hit “Let Me Love You” fremføres fint med en forlænget outro, hvor Drew synger Posten op uden brug af mikrofonkraft.

Et brutalt efterår byder på nyt materiale

Sundhedskrisen spolerede en forårs-tour og festivalsommer, men der tages nu revanche. For det har været et forsømt forår, men heldigvis er Brutal-touren blevet genfødt i ellevte time.

Drew har rigeligt af nyt materiale med i hitposen, og det første og stærkeste af slagsen, "Body Talk" modtager da også en solid respons. Tracket byder på 80'er-synth-stabs og et lækkert omkvæd med en urban pop-feeling.

Drews stemme har en god rocket klangbund med fraseringer, der tør gå op i oktaverne. Det bliver måske mest tydeligt under "Take It Back", der byder på lækre detaljer i fraseringerne. Det samme gør sig gældende mod afslutningen, hvor ekkoeffekter på bedste vis lov til at pryde stemmen på "Perfect Disaster". Opvarmnings-actet Dopha vender for en kort stund tilbage til scenen som anden-stemme på "28". Duetten går rent hjem, og de to popsensationers vokaler matcher hinanden rigtigt fint ud i pop-magi i live-format.

Drew er one of a kind

Det siges, at hver gang en popsangerinde finder kærligheden, er der et par tragiske kærlighedssange, der aldrig bliver til. Med kærligheden i sikker havn i privaten, så er det måske den frygt, man kan have. En frygt, der dog bliver skudt til skamme under afslutteren "Mr. Cheney" om et platonisk venskab, en umulig kærlighed og et forhold båret af afternoon te og Bob Dylan.

Denne aften har i den grad været en ørefaldende symfoni om menneskehedens guilty pleasure – kærligheden – i alle sine former og tilfældigheder. Koncerten cementerer derfor på mange måder GAFFA anmelder Andrea Washuus Bundgaard: "For selvom albummet synes dedikeret til den mere kommercielle hitskabelon, kunne sangene været taget i mange retninger, ganske farbart." For Drews sange er selvfølgelig ikke bare Tay Tay i mol. Der er Patti Smith-autoritet. Der er Debbie Harry-coolness. Selvom det er pop, så er det ikke bare form uden indhold.

Drew er som sin orange Hansen-semi-hollow body-guitar: one of a kind, skabt med den gode lyd for øre og en stemme, der kan gøre sig både i det akustiske og rockede. Læderjakken er altså ikke kun til pynt. Den er prydet med ægte rock-patina.

Opvarmning: Dopha ****

Hvad kan man sige om Dopha, som ikke allerede er blevet sagt? Det kan hurtigt vække lidt frygt og bæven i anmelder-pennen at skulle forholde sig til en artist så kort efter en pragtpræstation under Parasol Festival. Oven i købet hedder formatet nu “Special Guest” fremfor headliner.

Debut-singlen "September Till June" åbner sættet, hvis rygrad er bygget af uudgivne tracks, der allerede har bevist deres værdi. Når sangerindens debutalbum udkommer til efteråret, så er det særligt et nummer som "New Year", der bliver spændende at høre i fuld produktion. Nummeret tryllebinder for anden gang det odenseanske publikum denne sommer.

Det er godkendt, men lyder simpelthen bedre med fuld holdopstilling på live-orkestret. Der kompenseres dog fint på de rigtige momenter med en tur bag keyboardet under "The Game". Med beverding-belysning og en rummelig akustik fungerer piano-versionen af nummeret fortrinligt.

"Forget Your Name" leveres også i solo-format og fungerer perfekt, inden "Happy For Me" afslutter. Det er godkendt, men uden den store rock-magi, som det før er oplevet med den randrusianske hitsmed. Det er som altid fejfrit, også i afmålte mængder uden schwung-faktor. Alt i alt en drømme-opvarmningsartist, der dog på grund af konteksten ikke medbragte den magi, hun har som headliner.

 

Drew-sætliste:

“Keeping Up”

“All the Things (I’m Not)”

“Stereotype”

“Body Talk”

“Let Me Love You”

“Hard to Love”

“Take It Back”

"Crying Wolf"

“Didn’t Get to Know You at All"

“28” feat. Dopha

“Perfect Disaster”

Encore:

"Mr. Cheney"

 

Dopha-sætliste:

"September Till June"

"New Year"

"The Game"

"Breakup Story"

"Forget Your Name"

"Happy for Me"

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA