x
Himmelflugt med turbulens på vejen

Kara Moon, Uhørt Festival, Vesterbro, København

Himmelflugt med turbulens på vejen

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Josefine Skov er uddannet og praktiserende filmkomponist fra henholdsvis Sonic College i Haderslev og Syddansk RytmeKons. Et faktum, der både kan ses og mærkes. Som medlem af folk-trioen Dear Gaia, og som soloartist, er den spirende succes kommet med Kara Moons hidtil største udgivelse “Insensitive”. Et track, der har modtaget velfortjent eksponering som åbningsmelodien til første sæson af DR3's prisbelønnede ungdomsserie “Doggystyle”.

”Det er et spørgsmål om tid, før hun invaderer Roskilde,” lyder det fra scenens konferencier, inden Kara Moon entrerer bag sin DeepMind 12 Synth, samplemaskine og mikrofon. Det er en stille entre, der giver rum til, at lydfladerne åbner op for det himmelske rige i den godtepose, der leveres publikum. Det er æterisk uden at være skrøbeligt, som en sky fyldt med bastante iskrystaller, der kan slå huller i pansrede mandskabsvogne.

A slice of heaven

Kara Moon er en af få artister, der lader stortrommen erstatte af en mikrofon, der nænsomt bankes mod låret. Englevokalen åbner det svære arbejde med at kreere lydsynteser på scenen. Skovs stemme går fra det himmelske til det selv-destruerende igennem digitale lydfiltre. Hun viser, at der kan skabes noget ganske storladent med et én-kvinde stort symfoniorkester, der udelukkende har til hensigt at præsentere publikum for a slice of heaven badet i reverb. 

Mens lydsenteserne bliver mere voldsomme, og et himmelsk beat indtræffer, er subwoofer-rystelserne på et sønderlemmende niveau. Kara Moon kan komme ud på scenekanten med en kakofoni af moderjords kraftbrøl i sonisk format. Stemmen manipuleres ud i det uendelige og dekonstruerende for at skabe et uendeligt og overjordisk lydbillede. Seancen har sine Enya-moments. I bedste New Age-stil er der nærmest tale om lydbølge-narkotika for sjæle, der er blevet hudsultne, frygtsomme og alt for vante til forbudspolitikker.

For i Kara Moons univers er alt muligt. Lydniveauet bevæger sig mod earbleeding status, inden nogle aflastende bemærkninger på storladne "Sky" med tretten messende ord desværre ikke lykkes med at brænde igennem frekvenserne. Der er simpelthen for overbefolket af pads, percussion og bas, masser af det. Det er sjældent, at jeg brokker mig over for meget bas, men når det er stemmen, der skal skinne, så er det altså et validt kritikpunkt. 

"Lost and Lonely" giver plads til afslutningsnummeret "Insensitive". Tracket lider under en smule mikrofon-feedback, men stemmen formår stadig at løfte sjæle op til kravebenene. Et gigantisk nummer med en æterisk følelse. Samtidigt er det lyden af undervands-drømmerier. Sangen klarer sig rigtigt fint ud af lydmudderkaos, fordi vokalen netop ligger i de høje frekvenser. En stor applaus giver plads til håndkys kastet mod publikum. 

Tilhørere er blevet revet ud af virkeligheden for en halv time, og det kræver lidt tilvænning at vende tilbage til en halvkølig efterårsaften. En himmelsk stemme og kakofonisk lydtæppe-bombardement falder dog for halv-dårlig akustik og et bas-niveau, der er for altomsvøbende til, at vurderingen kan være helt oppe at ringe. Dagen skal dog med sikkerhed komme, hvor konferencierens profeti vil opfyldes, og Kara Moon vil "invadere Roskilde".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA