x
Kelly Lee Owens: Inner Song

Kelly Lee Owens
Inner Song

Sublim gletcherfest i grænselandet mellem techno og pop

GAFFA

Album / Smalltown Supersound
Udgivelse D. 28.08.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Historien om walisiske Kelly Lee Owens er næsten en hjerteskærende, romantisk indiefilm værdig. Den unge waliser fra landsbyen, der bliver sygeplejeske på en cancerafdeling i storbyen og bliver opfordret til at forfølge sin musikalske ambition af patienterne. I Kelly Lee Owens' verden er dette dog lige præcis det, der er sket, og hendes selvbetitlede debut fra 2017 spredte ret hurtigt ringe i vandet og vandt genlyd hos så væsentlige kunstnere, som St. Vincent og selveste Björk.

Og det er faktisk ret bemærkelsesværdigt, for Kelly Lee Owens bevæger sig i et lydunivers, der primært er influeret af korporlig minimaltechno, med melodiske hilsener til dreampop, og stilmæssige greb lånt fra acid og Berlin-techno. På debuten var disse virkemidler, blandet med en fascination af akustiske lydkilder, med til at skabe en chamerende – men også lidt klodset – plade, der måske var svagest i sit programmeringsarbejde, men stærkest i sin idérigdom. En anden svaghed på debuten var, at Owens' vokalarbejde mindede lige lovlig meget om Grimes. Grimes, før der gik mangahår og Elon Musk i foretagendet.

Inner Song er derfor Kelly Lee Owens' svære toer, og det har åbenbart taget en mindre sjæleransagelse og en god portion tvivl, før vi er nået til dette værk – hvilket både kan ses på udgivelsesåret og høres på musikken. For i de forgangne år har dette fokus og hårde arbejde båret frugt, og Kelly Lee Owens formår at bygge videre på debuten, samtidig med at hun finder sin egen stemme i så høj grad, at det faktisk er bemærkelsesværdigt, hvor meget hun er sig selv. Musikken bevæger sig stadig i området mellem minimaltechno og dreampop, men de akustiske elementer og den klodsede naivitet er væk. Det er Grimes-sammenligningen også, og Owens står for alvor frem som sin egen.

Åbneren ”Arpeggi” er – skægt nok – en coverversion af Radioheads ”Weird Fishes/Arpgeggi. Den opmærksomme nørd vil vide, at sangerinden Lianne La Havas for nylig udgav en cover af selvsamme sang, og det er svært ikke at se Owens’ cover som den dysfunktionelle søster til Havas’ cover. Owens fjerner alt, hvad der er vokal og melodi og smider i stedet de instrumentale dele ind i et ekstremt minimalistisk synth-setup, dog uden at nummeret mister det vigtige drive mod slutningen. Her repræsenterede af nogle trippede trommemaskiner, glitchede sequencere og drømmende synthscapes.

”Melt!” er noget så sjældent som en klimaforandringssang, man kan danse til. Sangen kombinerer rytmiske, acidinfluerede beats med iskolde synthscapres og en analog synthbas, der er som at danse rastløs gennem en gletcher til, mens den repetitive ”Jeanette” lyder som en opdatering af nullernes chiptunes-scene, med et større fokus på groove. Den forrygende ”Night” kombinerer Owens’ kølige vokaler (mere om dem senere) i sangens første halvdel, med gentagende synthskvulp og et rymteforløb, der vokser sig til den euforisk truende, moderne chilltech vi får på sangens sidste halvdel. En af årets bedste enkeltstående techno-oplevelser, i denne anmelders bog.

Men Inner Song indeholder lige så forrygende popsange af den slags, der er så svære at ryste af sig, at jeg har lyst til at knuselske alt ved dem. Når Owens lader sin røst gjalde ud over sange som ”Re-Wild” og ”On”, er det svært ikke at få armene ned. Især ”On” er er en pudsig størrelse med sine drømmende vokaler, korstemmer og ekstremt catchy omkvæd, med et langt og voksende acidgroove i codaet.

Størst står ”L.I.N.E” og lukkeren ”Wake Up” – som på mange måder er to sider af samme mønt. To ekstremt stærke popsange, der forener de progressive synthproduktioner med et gigantisk pophjerte. ”L.I.N.E” lever på et småromantisk og naivt boblende klangunivers, hvor Owens' rolige vokal og skæve synths lægger op til et decideret fabelagtigt omkvæd, der er svært at ryste af sig. Det er, i bund og grund, bare en skide god popsang.

Omvendt kombinerer den majestætiske lukker ”Wake Up” loopede sequencere med en dybt rungende bas og et stemningsmættet tæppe af synths. Dog skal Owens' vokal fremhæves her, især når hun rammer de høje toner i omkvædet, hvor en natsort himmel synes at blive tændt med tusinde stjerner over en. Kelly Lee Owens er en decideret formidabel sangerinde.

Pladens svagheder er til at tage og føle på, men den syv minutter lange hyldest til Wales, ”Corner of My Sky” kan, på en dårlig dag, fremstå lidt for formålsløs. Der er mange gode toner, hvilket ikke mindst skyldes, at fucking John Cale supplerer med lidt skrabet gammelmandsvokal. Det er dejligt, at to generationers walisere kan mødes i en samhørig kærlighed til hjemstavnen, men det laver ikke om på, at nummeret faktisk aldrig rykker sig ret meget ud af stedet. Ærgerligt, da jeg har savnet John Cale, som er så undervurderet et geni, at det næsten er synd.

Der er også et par andre svipsere på Inner Song, og den skarpt opslåede grænse mellem pop og tramp gør, at den helt store karakter udebliver. Men omvendt er den her plade en af årets helt store lytteoplevelser for mig, da jeg både følte og blev underholdt af Owens' stilspring. Jeg er ikke bleg for at sige, at Inner Song er den bedste elektroniske udgivelse, jeg har anmeldt i år. Pladen fortjener al den kærlighed, du kan give den. Der kommer muligvis stærkere og mere gennemførte plader i år. Men er de lige så charmerende og personlige som Inner Song? Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg tvivler.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA