x
The Flaming Lips: American Head

The Flaming Lips
American Head

Drømmemagien er tilbage på stoffyldt erindringsalbum

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 11.09.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Selvom Wayne Coyne og co. har vist gode takter på både Oczy Mlody og King’s Mouth, havde de fleste vel egentlig afskrevet håbet om, at Oklahomas stolte sønner havde flere plader i sig af samme kaliber som mesterværkerne The Soft Bulletin og Yoshimi Battles The Pink Robots. Men fandeme om ikke septetten hiver et helt arsenal af kaniner op af hatten på American Head og matcher fordums styrke på et melodisk stærkt og psykedelisk dragende albumværk.

Bandets flagrende soniske eskapader sker denne gang på en bund af ringlende akustisk guitar, og i de vildtvoksende lydlandskaber gør Wayne Coynes skrøbelige, melodiske vokal som både sekstant og kompas, så man aldrig farer helt vild i det kalejdoskopiske vildnis.

Albummet tager udgangspunkt i Coynes teenageår i Oklahoma – hvor hans ældre brødre og deres stofsælgende bikervenner var en del af omgangskredsen. Det samme var omtalte bikervenners varesortiment tydeligvis også. Med tekstlinjer som: ”Mother, I’ve taken LSD, and it’s changed me” og titler som ”At the Movies on Quaaludes” står ungdomserindringerne klart frem i pakket ind i et univers præget af netop samme ubeslutsomhed og nervøsitet som netop de formative år. Hvilket naturligvis er en kompliment. Og så prøv i øvrigt selv lige at holde tårerne tilbage, mens du lytter til smertende smukke ”Brother Eye”. Hvis du kan det, er du enten enebarn eller lavet af sten.

Ser man bort fra afstikkerne i forrygende  ”You N Me Sellin’ Weed” bevæger sangene sig alle i et adstadigt tempo med en dragende melankoli, der indbyder til fordybelse i såvel det lydlige som det lyriske univers. Sangskrivningen stråler stærkere end længe, og numre som røveri-beretningen ”Mother Please Don’t Be Sad”, der på mange måder er den diametrale modsætning til ”Bohemian Rhapsody”, ”God and the Policeman” og fortryllende naive ”My Religion Is You” viser, at bandet ikke har mistet magien og stadig kan levere drømmemusik fra øverste skuffe.

American Head er noget af en bedrift og minder slet og ret om, hvorfor vi var så mange, der forelskede os i bandet i årene omkring årtusindeskiftet. Hvem skulle nu have troet det?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA