x
Spektakulært sanse-bombardement

Kh Marie, Aarhus Teater

Spektakulært sanse-bombardement

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Klokken er 19, showet skal begynde, og tæppet går … ned. Aftenens såkaldte sansekoncert med Kh Marie er ikke, som musikoplevelser er flest. Publikum er placeret i en cirkel på scenen på Aarhus Teater, og musikerne står i en halvcirkel omkring dem – bag scenetæppet. Midt på scenen hænger lange hvide stofstykker ned fra loftet og giver illusioner om en vandmand.

Så træder et sortklædt kor ind på scenen, og musikken går i gang. Ned fra loftet, inde i goplen, kommer Kh Marie alias sanger og sangskriver Marie Højlund (også kendt som sanger i Marybell Katastrophy og Nephew) langsomt dalende ned i en lang, hvid kjole, mens hun begynder at synge med sin smukke, lyse og luftige stemme, i åbningsnummeret ”Sorte bølger” tilsat et diskret elektronisk filter. Musikken er eksperimenterende og dog melodisk elektropop med danske tekster co-skrevet af den erfarne digter Morten Søndergaard og inspireret af Højsangen, en passage i Det Gamle Testamente med erotiske og sanselige kærlighedsdigte. Musikken er udgivet i dag på Kh Maries flotte debutalbum Intet er nok.

Samtidig går de inderste to publikumsrækker i gang med at dreje langsomt rundt på den bevægelige scene, og som om det hele ikke er spektakulært nok, begynder Marie Højlunds kjole senere også at lyse først hvidt, siden rødt og blåt, takket være nogle LED-pærer, som er blevet påført kjolen lynhurtigt, mens Marie Højlund hun synger ubesværet videre. På et tidspunkt får hun også en slags krone med lange pigge på hovedet. Scenografien ved Christian Albrechtsen og lysdesignet ved Matthias Hersland skal i den grad fremhæves. Den er på niveau med sceneshows hos kunstnere som Björk, Fever Ray og The Knife, som også musikalsk synes i familie med Kh Marie.

Nævnes skal også duften, for ligesom Kh Maries album i vinyludgaven er udkommet med en særlig duft, gælder det koncerten. Duften er udviklet af den tyske duftkunstner Klara Ravat og er inspireret af de dufte, som nævnes i sangteksterne. Kombinationen af mundbindsanbefaling og min forholdsvis dårlige lugtesans gør, at duften ikke trænger helt ind under huden på mig under koncerten, men til gengæld får man, uanset om man køber vinylen eller ej, et duftkort med hjem med credits til koncerten, og her trænger den klart igennem. Nu er jeg ikke duftekspert, men lad os bare sige, at det er en interessant, stærk og kontrastrig duft, som samtidig får koncerten til at stå endnu klarere i min erindring, end den ellers ville gøre.

Albumudgavens duetpartner i ”Ryggen mod muren”, Bisse, medvirker ikke (han har sikkert selv travlt på de skrå brædder med forberedelser til sin musical Hotel Corona, der har premiere 30. september på Teater Republique i København), men hans vokaler leveres overbevisende af Aarhus Teaters sortklædte kor, og da tæppet på et tidspunkt bliver hævet igen, viser det sig, at bandet – på guitar, keyboard, bas og trommer – er klædt helt i hvidt. Der er kælet for detaljerne. Liveversionerne af sangene er generelt lidt mere rockede end på albummet, ikke mindst ”Blå bjerge”, som har fået en både tung og dansabel bund.

Midtvejs i koncerten forsvinder goplen op i loftet, og senere går Marie Højlund ned til sine musikere og fortsætter dér. Den sidste tredjedel af performancen har færre visuelle gimmicks end det foregående, men til gengæld får vi her et par smukke ballader efter de indledende uptempo-numre. Nemlig den smukke ”Jeg savner dig”, hvis klokkespilslignende keyboardfigurer får mig til at tænke på Björks Vespertine-album, og den afsluttende ”Kaos og granat”, som får lov at klinge ud i en lang, repetitiv støjguitaroutro i stil med Mews ”Comforting Sounds”. Og så går tæppet ned igen, denne gang foran band og solist – i udkanten af scenen.

Det hele er slut efter blot 40 minutter. Men kvalitet og kvantitet er jo ikke det samme, og det er bedre at efterlade publikum sultne efter mere end kede dem. Og kede sig tror jeg ikke, der var mange, der gjorde. Intet er nok er en visuelt, musikalsk og aromatisk gennemført, sanselig totalforestilling, som man må håbe bliver genopsat på et senere tidspunkt, så den kan glæde flere end de få hundrede heldige, der nåede at få billetter til de i alt fire koncerter på Aarhus Teater 25. og 26. september. Og tjek så albummet ud – helst på vinyl. Kh Ole

 

Sætliste:

Sorte bølger

Ryggen mod muren

Opringning

Blå bølger

Ind i natten

Jeg savner dig

Kaos og granat

 

Lineup:

Marie Højlund: Sang, keyboard

Kenneth Nørby Andersen: Guitar

Steffen Lundtoft Jensen: Trommer

Kasper Staub: Keyboard

Maria Timm: Bas, kor

Aarhus Teaters kor ved Ingeborg Thisted Højlund

 

Scenografi: Christian Albrechtsen

Lysdesign: Matthias Hersland

LED-kjole: Christian Albrechtsen, Matthias Hersland, Ditte Johanne Krogh Bertelsen

Duft: Klara Ravat

Duftperformer: Anna D’Errico

Lyd: Lars Gaarde

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA