x
Fraads når overfladen i poetisk performance på havbunden

Fraads, Train, Aarhus

Fraads når overfladen i poetisk performance på havbunden

Anmeldt af Simone Nowack | GAFFA

Et uigennemsigtigt liv på havbunden, med et uigennemskueligt take på en genre, der har manglet en leg med lyd, produktion og performance. Det er i grove træk det, der præger aftenen, da jeg på Train bliver en del af et nyt underjordisk univers, til gårsdagens sidste koncert på Fraads’ Gællerne på kinderne-tour. Og dét, som genren har manglet, er dét, Fraads i aften serverer for os på et sølvfad.

Starten er pompøs og storslået. Duoens eksperiment med en elektronisk lyd præger aftenens intro, der i et slør af røg og blåt lys inviterer os med ned i havets dyb. Til startnummeret “2000 Meter” bliver vi introduceret til en cellist, og celloens lyd klæder settingen umådeligt godt – en lyd, der giver associationer til hvalens skrig.

En stor mystik er til stede i lokalet, alt imens vi kun kan ane Frederik Espersen aka Papa Eroctic slange sig på et centreret podium. Han slanger sig videre rundt på scenen og har en evne til nærmest svævende at være overalt på scenen på én gang. Lidt efter lidt får vi mere gennemsigtighed, og en nærmest teatralsk påklædning træder frem i lysets blå skær. Papa Erotic er iklædt noget, der ligner en slags designer-visir og er iført en mundering, der får ham til at ligne en kriger. En intro og en start, der vidner om stor professionalisme.

Helt glidende fortsætter duoen, der i aften er akkompagneret af tre andre bandmedlemmer, over i “To Perler” og “Fiskemanden”. To sange, der også bliver præsenteret umådeligt stærkt, og som giver den der ret vilde fornemmelse af, at man er uendelig. Det er heller ikke svært at ane, at vi har med et publikum at gøre, der er begejstret, for klapsalverne, råbene og skrigene er insisterende fra start, og man sidder tilbage med følelsen af at bevidne noget stort.

I løbet af koncerten er der mange bud på sange, der virkelig kan få publikum op at koge.”Mama”, “Dragekvinden” og “FRAADS sidder fast i dit fjæs” er iblandt. Et siddende publikum får havet til at slå store bølger, med armbevægelser, håndtegn og akavede moves på stolene, der afspejler den tilstedeværelse og sensualitet, der stråler ud af Papa Eroctic, hvis dansemoves er forfriskende og minder mig om den helt igennem fantastiske scene fra Joaquin Phoenix’ Joker.

Jeg ærgrer mig dog over, at Papa Eroctic får så meget af aftenens opmærksomhed. Ikke på noget tidspunkt får vi en introduktion til bandet, og de forbliver anonyme igennem hele koncerten. Cellisten der også udgør en fremragende trompetist, får til gengæld sin fortjente “taletid”, da han i flere moments med Mr. Erotic snor sig sensuelt og ømt omkring ham.

Men duoens producer Engelbrecht, der styrer aftenens synthesizer, får slet ikke det spotlight, han bør. Det sker dog én gang, men ender ud i et akavet og ærgerligt øjeblik, da han i et opstop skåler med Aarhus. Hele det her teatralske, “under vandet”-univers forsvinder, og vi bliver sparket direkte tilbage til øveren. Musikken går helt i stå, tekniske problemer udfordrer bandet, og det sætter desværre en stopper for det lækre, professionelle flow, de ellers havde kørende.

En tendens, der viser sig et par gange, hver gang gruppen laver et opstop mellem sangene. Det kan de måske overveje at lade være med i fremtiden, for den ellers forestillings-agtige, mystiske vibe står ekstremt stærkt og tilfører kun stor originalitet.

Man siger som bekendt, at 13 er et ulykkestal. Og på koncertens 13. nummer må jeg erkende, at aftenen rammer sit lavpunkt. “I ved ikke noget om mig” er et samarbejde med kunstneren Blikfang, der også melder sin ankomst til aftenens koncert. Det her nummer mangler bund og bliver et ligegyldigt og lidt intetsigende indspark, der også er med til at sætte den ellers fremragende æstetik over styr. Det, der sker på scenen virker fjollet, nærmest åndssvagt, og det er ærgerligt, når alt andet har været så professionelt.

Men Fraads genfinder heldigvis hurtigt fodfæste igen, og resten af aftenens 20 numre lange koncert står stadig lysende klart for mig. Den evne, de har til at mixe hiphop-genren med elektronika, poesi og klassiske instrumenter er helt igennem enestående, forfriskende og vanvittigt blæret. Aldrig havde jeg forestillet mig, at et ondt hiphop-beat ville lyde SÅ sindssygt i samspil med en trompet. Jeg er aldeles blown away over det.

Det er også gennemgående i de eksperimenterende momenter, de står stærkest. Aftenen slutter på et sådan moment til “Papa kommer tæt på”, og jeg kan ikke styre mit kæbeparti over, hvor godt det hele ender. Æstetikken er soleklar, inderlig og poetisk, og Fraads viser, at de er meget mere end populærkultur. 

Så tak, Fraads, for at udfordre dansk hiphop og for at udfordre den tilhørende performance. I har inviteret mig ind i en verden, der er ny, spændende og pirrende. Og som jeg kun har lyst til at udforske yderligere og være en del af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA