x
Pede B leverede samvær, nærvær og sublim freestyle

Pede B, Pumpehuset, København

Pede B leverede samvær, nærvær og sublim freestyle

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Har nedlukningen gjort dig indelukket? Sidder du også og er ved at eksplodere af begrænsninger? Dør du langsomt af hudsult, mens du desperat holder afstand? Så tænk på, hvordan dansk hiphops hårdest knoklende kunstner render og har det. 

Pede “De siger jeg er produktiv / jeg siger, at jeg ikke er doven” B har de sidste femten år leveret kvalitetsalbum efter album på samlebånd og rejst landet tyndt på noget, der minder om evighedsturné. Naturligvis har han brugt coronatiden i vokalboksen og er aktuel med det spritnye album Gøgeungen. Men hans hjemmebane er nu engang scenerne i koncerthuse og festivaler. Og da der nu er åbnet for livemusik af den siddende slags, var Pede B den første, jeg instinktivt vidste ville drøne på landevejen.

Musik og hverdagsdrama for et trofast publikum

Pumpehuset har de seneste år været en bastion for Pede B og danner en naturlig ramme for fire udsolgte shows. Den store sal er indrettet med langborde bagerst og stolerækker forrest. Efter opvarmning af Asbestose går Pede B på scenen til det nye nummer “Tid”. Han leverer engageret, lægger sin vokal med den genkendelige slagkraft. Det trofaste publikum har tydeligvis haft god tid til at læse på lektien. Der rappes med ord for ord, mens Pede B opridser sin livsfortælling, der altid svæver et sted mellem musik og drama: “Det startede i et studie fyldt med hælervarer på Korsgade / Kokkererede lækkerier uden et forklæde / Skurken sagde: "Fuck de andre!" jeg lyttede til forslaget!”          

Bakket op af sine gamle venner Adam Sampler og Lukas Lunderskov, samt en livetrommeslager til af beefe beatnsne op, skruer Pede herefter tiden tilbage til debuten Barn af tiderne, hvorfra vi får “Fokuseret”. Det er symptomatisk for hans gennemførte tilgang, at sammenhold er et kodeord for ham. DJ Noize er denne gang forhindret i at være med på scenen, hvilket jo er skuffende. Omvendt giver det ekstra fokus på teksterne, og Pede har også flere storytelling-tracks på sætlisten end sædvanligt.

Mesterlig improvisation og publikumsinteraktion 

Det var freestyle, der gav Pede hans gennembrud til MC’s Fight Night, og han er en af de allerbedste til at overføre evnen til sit liveshow. I “Hey Pede” oprulles historien, og der afsluttes med, at publikum må komme til lommerne og kaste effekter efter ham. Her går nærværende anmelder ren gonzo, og det er jo nærmest et skridt fra Hunter S Thompson, da jeg affører mig min Public Enemy Puma-sneaker og tyrer den op til Pede. Han kvitterer fluks med en knivskarp hyldest af den legendariske rapgruppes herligheder, og således får jeg, som så mange Pede-fans før mig, mærket suset af at blive en del af den større fortælling.

I dansk freestyle er der kun een rapper, som Pede står skulder ved skulder med. Og pludselig står de også skulder ved skulder til koncerten. Per Vers er på scenen til “Superstar”, og herefter er der legestue, hvor alt fra Soap-Saszelines konspirationer til De Radikales frustrationer endevendes af de to ord-mestrer.       

Sangeren Dean Pless gæster den smukke “Lille Ven” og leverer også vokal til “Hveps i et glas” om at sidde fast i problemerne. Sangens stemning også den aktuelle stemning af fastlåsthed i nedlukningen. Den hurtigtrappede 4pro leverer kant til “Kan ikk glemme”, men nok engang er det “Indledningen”, der står stærkest. Fremført i dæmpet belysning med spotlight på mikrofonen slagter Pede versefødderne i den alenlange magtdemonstration, og det føles nu for alvor som en rigtig koncert.      

Hvad har man egentlig brug for?

Hvad har man egentlig brug for i disse dage? Samvær og nærvær er i al fald savnet. Pede leverer begge dele. Naturligvis i sin gennemførte interaktion, hvor publikum konstant inddrages. Fx på “Jeg har aldrig”, hvor tre fans går på scenen og skal drikke en tår, når de har gjort det samme, som Pede har gjort i sangen. Det viser sig, de har gjort stort set det hele. Men også i sine tekster. Han er hele tiden relaterbar i sin kamp for at blive så dygtig til rap-håndværk som muligt, samtidig med han forsøger at lykkes som menneske. På ekstranummeret “50 Stærke”, der kan ses som en fortsættelse af “Indledningen” er det på en gang selvsikkert og ydmygt, når han skriver sig selv ind i historien: “Jeg' ligesom Regnskabets Time mixet med Prima Nocte / Bomber Over Centrum, Cassiopeia, Hiphop Til Folket / Mod Rov, Levende Poeters Klub og Forklædt Som Voksen / Altsammen puttet i gryden til råvarerne er gennemkogte!”  

Og så mangler man nok et godt grin til at glemme problemerne. For mig kommer det, da vi bliver sendt hjem med “Danser ikk”. Ikke så meget på grund af nummeret, men fordi Per Vers og 4pro bumrusher scenen og fremfører gangarten fra Genesis’ “I Can’t Dance”. Voksent, drenge.     

Nærværende storytelling, sublim freestyle og Pede der rammer beatet som en lastbil

For mig repræsenterer Pede B live alt, hvad jeg forbinder med en god hiphop-koncert. Hans levering er hård og levende, og han rammer beatet som en lastbil. Hans storytelling er nærværende, hans freestyle er sublim. Alt dette formåede han at smække i kroppen på et siddende publikum, så man konstant havde den sitrende lyst til at hoppe op af stolen, som var det et katapultsæde.  

Sætliste: 

Tid

Fokuseret

Et opkald væk

Hey Pede 

Superstar

Freestyle session 

Lille ven 

Hveps i et glas

Kan ikk glemme

Forleden

Hun vil ha

Isbjørn

Indledningen

Jeg vil glemme 

Ekstra:

50 stærke

Danser ikk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA