x
Liva Mo: Cura

Liva Mo
Cura

En smuk, men ensom fortælling om sorg og heling

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 23.10.2020
Anmeldt af
Tine Frank

Cura er en smuk, dyb og melankolsk debutplade fra Liva Mo. Pladen er en sørgelig, men samtidig spirituel og håbefuld fortælling, der bliver fulgt til dørs lige fra anslag til sidste tone; en smuk og stilsikker historie, der dog ender med at blive en smule ensom og kedsommelig hen ad vejen.

Det mystiske og kirkelige træder allerede kraftigt frem på pladens første nummer ”Ritual”, hvor et messende, unisont mandekor fylder det meste af lydsiden og igangsætter den eftertænksomme og spirituelle stemning, som sangene er skabt omkring.

En stemning, der i løbet af pladen opfriskes gennem en ”pausesang” på midten af albummet, ”Amol Sonate” med flot klaverspil og flotte korpassager, og som afsluttes i samme univers med det sidste, instrumentale nummer ”Memorial”.

Det første nummer, vi får Liva Mos stemme at høre på er ”Grief”, førstesinglen som blev udgivet tilbage i maj måned. Med et simpelt akkompagnement bestående af fingerspil på guitar og lette strygere træder Liva Mos stemme helt frem i lydbilledet i nummeret, der handler om at miste: ”And life took you by surprise”.

Det store fokus på vokalen gør fortællingen nærværende og levende, og det forstærkes af Liva Mos utrolig smukke stemme, der oser af både personlighed, inderlighed og fremragende kontrol. En stemme, der med sin lyse, luftige klang og tremolovibrato står i skarp kontrast til det dystre univers, hun beskriver. Den nærmest hvisker ”Nordic Noir” i øret og leder tankerne hen på den norske sanger Susanne Sundfør samt danske Fallulah.

Resten af sangene på albummet indeholder mere eller mindre det samme setup: et minimalistisk akkompagnement og stemmen i fokus.

På ”Left Behind” er guitaren skiftet ud med akkordbrydninger på keys, imens strygere og bastoner fremhæver Liva Mos lyse klang og skaber et balanceret og kontrastfyldt univers, imens ”Never There” er meget ensformig rent melodisk og næsten opfordrer til meditation med sine bløde toner og chimes i baggrunden.

Der er ingen tvivl om, at Liva Mo, ved hvad hun vil med sin fortælling, og som lytter bliver man også meget hurtigt revet med af stemningen, men ensretningen på mange af sangene og det samlede album er samtidig også noget af det, der ender med at trække ned i den samlede bedømmelse. For det bliver altså en smule ensomt og ensformigt undervejs.

Der mangler noget momentum i den meget eftertænksomme fortælling; En dynamik, der eksploderer, et lidt større orkester på udvalgte sange, lidt tempo eller mere kor i ryggen på den ellers meget flotte vokal kunne have løftet albummet fra fint til fremragende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA