x
U-D-E-M-Æ-R-K-E-T Binzer!

Jesper Binzer, Skråen, Aalborg

U-D-E-M-Æ-R-K-E-T Binzer!

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Arkivfoto fra Pavillonen i Grenaa, august 2020

Hvis Jesper Binzer ikke allerede havde fuldtidsbeskæftigelse i musikbranchen qua sin rolle som forsanger, frontmand og guitarist i D-A-D, var det på denne aften indlysende, at hans sidegesjæft som solokunstner ville være med end rigeligt som adgangsbillet til en sådan. Skråen i Aalborg dannede ramme for premieren på Binzers turné i forbindelse med hans andet soloalbum, Save Your Soul. Det foregik, som tidens regler foreskriver det, foran et bænket publikum.

Binzer var flankeret af et fem mand stort orkester bestående af guitaristerne Søren Andersen og Christian Hede Madsen, bassist Anders Borre Mathiesen, Jesper Bo Hansen på tangenter og Jakob Rønlov på trommer. Det gik indledningsvis ikke stille for sig. De to åbningsnumre, "Life is Moving" og "My Head", er rocknumre af den slags, man bør indtage i alle andre positioner end siddende med sin flade røv på en stol. Men det gjorde vi. Med masser af drive og rå energi fra scenen, som publikum havde svært ved at lade sig rive med af, gik øjeblikkets ironi bestemt ikke forbi aftenens hovedperson, der gav publikum denne instruks: "Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er akavet at sidde ned, men I skal forestille jer, at det er en stor live-dvd. "

Uden at skulle foregive at kunne se ind i kulisserne i Legoland efter lukketid, som D-A-D i mine unge dage kærligt blev kaldt, får man alligevel en fornemmelse af, hvor D-A-D slutter og Jesper Binzer begynder, når man overværer ham i solokapacitet. Væk er rytmeguitaren. Han vælger meget klogt ikke at lade et "U-D-E-M-Æ-R-K-E-T Aalborg" undslippe læberne denne aften. Der bliver erstattet af "Aalborg for helvede". Noget er umiskedeligt forbundet med D-A-D, selvom det er Jesper Binzer-manøvrer.

Efter de to første sange bliver ballet åbnet for de lidt mere eftertænksomme sager. De er naturligvis også at finde i D-A-D's katalog. Men det har mere plads på denne aften. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Jesper Binzer nok har stået fadder til den modenhed, der ramte D-A-D på Helpyourselfish. Det er den altoverskyggende grund til, at D-A-D i dag ikke blot er et nostalgisk trip tilbage til teenagetiden for en mand som mig sidst i fyrrerne. Og det er den eftertænksomhed og modenhed, der også trækkes store veksler på i meget af Binzers solomateriale.

Det er næppe en ulempe at være så dreven og erfaren en frontmand som Jesper Binzer i en situation, hvor man skal spille rockmusik, der kalder på fællessang og fysisk aktivitet som på nuværende tidspunkt er forbuden frugt. Der bliver klappet og vugget i takt som en form for kompensation, og det er tydeligt, at publikum ikke bare trænger til at komme ud. De har taget Jesper Binzer som soloartist til sig og nyder at være i hans selskab.

Titelnummeret fra det spritnye album er som skabt til at blive leveret fra en stor friluftscene foran et talstærkt publikum. Men selv her på denne aften kan sangen uden de store problemer bevæge publikum, selvom om de er låst fast til deres respektive stolesæder. "Nogle gange føles fredag som onsdag," proklamerer sangeren. "Men se på den lyse side: I har halvanden times penge til at drikke bajere et eller andet sted bagefter."

Balladerne og semiballaderne fylder meget og indikerer, at D-A-D-frontmanden har en hang til country og americana, som han for alvor kan få luftet som solokunstner.

Før en stribe numre fra andet soloalbum bliver undsluppet, fortæller Binzer, at: "Det er første gang, vi spiller de her numre for andre end os selv. I skulle prøve det. Nej det skal I ikke for, så tager I mit job." For en så ikonisk og karismatisk frontfigur virker skiftet til soloartist legende let. Måske skyldes det, at Binzer er en eminent sangsmed, der har brugt stort set hele sit arbejdsliv på scenegulvet. Det vidner ikke blot om talent, men også om møjsommeligt, slidsomt arbejde.

I halvanden time bevæger Jespers stemmebånd sig i et leje og gear, der er imponerende. For mænd såvel under som over de halvtreds. En anelse krukket klager Binzer over, at det er "mange nye tekster for sådan en gammel mand". Men den lette løsning med at lufte et D-A-D-nummer eller to er hverken interessant for publikum eller kunstnerne på scenen.

Det er værd at fremhæve de fem mand, der har Binzers ryg under hele koncerten. De spiller alle for sangene, hvilket ikke mindst bliver tydeligt, når Søren Andersen spiller solo. Soloerne er for det meste ganske korte, smagfulde og bygget op omkring nogle tematiske figurer. Det tjener Andersen til stor ære, al den stund at han sagtens kunne vælge at give den fuldt gas med med hundrede-kilometer-i-timen-lir.

Det forrygende titelnummer fra Binzers første soloalbum, Dying is Easy, lukker hovedsættet. Hvordan skal man vurdere en koncert, hvor publikums medvirken er stækket, når publikums interaktion med musikerne på scenen er en væsentlig del af den samlede oplevelse? Ja det er svært at se, at Jesper Binzer plus band kunne have spillet de kort, de havde på hånden bedre, end de gjorde.
Det bliver til to ekstranumre. Publikum ville helt sikkert gerne have mere. Men de tager taknemmeligt i mod "Move a Mountain", en ballade, der ikke er en joker, for nu at blive i kortanalogien, og den sejt rockende "Save your Soul". 90 glimrende minutter er forbi, og der er ikke andet at sige end: Udmærket, Jesper Binzer!

Sætliste

1. Life is Moving
2. My head's Been Places
3. Undecided
4. Real Love
5. Planet Blue
6. Rock on Rock on Rock
7. Premonition
8. The Price of Patience
9. Don't Let The Make You Choose Sides
10. The Heart Will Find Its Way
11. Dream Big
12. The Future is Now
13. Dying is Easy
Ekstra numre
14. Move a Mountain
15. Save Your Soul


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA