x
Iron Maiden: Night Of The Dead, Legacy Of The Beast: Live In Mexico City

Iron Maiden
Night Of The Dead, Legacy Of The Beast: Live In Mexico City

Gamle cirkusheste i fornem form

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 20.11.2020
Anmeldt af
Keld Rud

De britiske heavy metal-mastodonter i Iron Maiden har udgivet ikke mindre end 16 studiealbums. Med Nights of the Dead – Legacy of the Beast – Live in Mexico City halter antallet af liveudgivelser fra deres hånd dog ikke langt efter. Hele 13 livealbum tæller diskografien. Der er derfor næppe fare for, at verden bryder sammen på grund af en mangel på livealbums med Iron Maiden. Jeg skal dog med det samme indskyde, at briterne er et af de bands, der for alvor kommer til deres ret, når de står på en scene. Og det siger jeg uden at skamme deres studiealbums ud. Hertil har Maiden for vane ikke blot at spille de samme sange på deres turnéer, selvom der er numre, som de ikke slipper for at lufte.

Lad os så komme til det forhåndenværende værk og ikke mindst et af de vigtigste aspekter ved et livealbum for mig at se. Produktionen på Nights of the Dead – Legacy of the Beast – Live in Mexico City er lige, som den skal være efter mit hoved. De enkelte instrumenter er fanget råt og nøgent, samtidig med at publikum kan høres, når de synger med, og det gør de en hel del. Det er sjældent, at man hører noget stå så umaskeret helt fremme i højtalerpappet. Man skal ikke samle mange kammerater, der kan stå og skubbe til en, eller drikke mange fadøl, før illusionen om rent faktisk at være til koncerten i Mexico City med Maiden er komplet.

Sangvalget kommer vidt og bredt rundt i næsten hele Maidens diskografi. Der er album, der ikke bliver besøgt. De småforkølede No Prayer for the Dying, Dances of Death og The Final Frontier er ikke repræsenterede. Solide album som Killers og Somewhere in Time må man også kigge længe efter numre fra. Maidens seneste studieudspil, det mesterlige The Book of Souls, er af gode grunde heller ikke med. Det album havde sin egen turné med efterfølgende livealbum, så det er der er en god forklaring på.

”The Sign of the Cross” og den fænomenale ”The Clansman”, begge fra tiden med Blaze Bayley som forsanger, står på albummet som semiklassikere, der viser, at selvom det var en svær tid for Iron Maiden, fejlede materialet bestemt ikke noget. ”Wickerman” fra A Brave New World og den episke ”For the Greater Good of God” fra A Matter of Life and Death er de eneste numre fra tiden efter, guitarist Adrian Smith og Bruce Dickinson genindtog deres pladser i bandet.

Nogle album får rigtig meget plads. Hovedværkerne The Number of the Beast, Piece of Mind og Power Slave byder således ind med henholdsvis tre, fire og to sange. Når man hører publikums reaktion, er det ikke svært at forstå. Med et bagkatalog som Maidens, hvor der er et hav af klassikere, semiklassikere, fanfavoritter og hengemte albumperler, kan der laves tusindvis af sætkonstellationer. Det gør det naturligvis også svært at vælge og vælge fra. Men samlet set fungerer sangvalgene her såre godt.       

Med en spilletid på over halvanden time er albummet musikalsk set en kraftpræstation af dimensioner. Ikke mindst når man tænker på trommeslager Nicko McBrain og sanger Bruce Dickinson, der begge står overfor nogle enormt fysisk krævende opgaver. Selvom Dickinson klarer det flot, kan man godt på åbningsnummeret, ”Aces High”, høre, at han ikke længere er den unge mand, der naglede sangen på det legendariske livealbum Life After Death. Det er i sidste instans dette album, jeg vil holde The Legacy of the Beast op imod. Er det virkelig fair? Et legendarisk album fra en helt anden tid, hvor svulstige livemanifester kunne have afgørende betydning for et bands karriere? Spillet af meget yngre mænd? Det synes jeg. Jeg vil fortsat foretrække dette mere end 30 år gamle dobbeltalbum, hvis jeg blev tvunget til at vælge. Men The Legacy of the Beast kan sagtens stå side om side med dette værk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA