x
Lyonne: Late Night

Lyonne
Late Night

Herboende argentiner udgiver lovende album mellem jazz, folk og singer-songwriter

GAFFA

Album / Gramercy Records
Udgivelse D. 13.11.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Lyonne er navnet på en herboende argentinsk sanger og sangskriver, som med Late Night udgiver sit tredje album, indspillet i Danmark med danske musikere. Genremæssigt befinder vi os et sted mellem jazz, folk og singer-songwriter, mens der til gengæld ikke er mange latin-rytmer over Lyonne, hendes sydamerikanske herkomst til trods.

Lyonne åbner modigt albummet med et a cappella-nummer, ”Together We’ll Prevail”, med hendes varme og fyldige, nuancerige vokal holdt i et forholdsvis dybt leje. På de øvrige sange synger hun ofte lidt lysere og med en let nasal stemme, der får mig til at tænke på et navn som Mona Larsen. De fleste sange er enten ballader eller midt-tempo-numre, med den hurtige ”It’s Only Fair” som en undtagelse, om end sangen går ned i fart i omkvædet, på ganske elegant vis. Der er også lidt groove over ”Winter Night” og ”Tonight”.

Instrumenteringen er præget af kontrabas, ofte whiskers på trommerne, Wurlitzer-tangenter, tenorsaxofon og solide, men ikke overdrevne mængder pedal-steel-guitar, og det hele er flot produceret med masser af plads til de enkelte instrumenter. På ”Out of My Life” følger tangenter og guitar hinanden tæt, og det swinger.

Sangene er melodiske og holder generelt et pænt niveau, med den smukke ballade ”9 Eleven” som et højdepunkt. Om teksten refererer til terrorangrebet i 2001 eller noget andet, står åbent, men den handler i hvert fald om ikke at skjule sine følelser, heller ikke selv om de rummer smerte.

Også teksten til førnævnte ”It’s Only Fair” med omkvædslinjen ”It’s only fair that you stay” og linjer som ”It’s only now I see that you were trying / Trying to stop the voices in your head” kan fortolkes på flere måder: Er det en traditionel du-og-jeg-kærlighedssang, handler den om en flygtning med krigstraumer eller noget helt tredje? Et godt eksempel på de lag, der ligger i Lyonnes på overfladen ganske enkle, velskrevne tekster.

Uden helt at nå samme niveau minder Lyonnes blanding af jazz, folk og singer-songwriter om den, man finder hos navne som Norah Jones og Katie Melua, og hun fortjener et solidt gennembrud både i og uden for Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA