x
Kid Cudi: Man On The Moon III: The Chosen

Kid Cudi
Man On The Moon III: The Chosen

Månemanden runder året af på sprælsk facon

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 11.12.2020
Anmeldt af
Elias Kvist

Endnu et år står for døren og banker på. Scott Ramon alias Kid Cudi har som mange andre artister set sit karantæne-snit til at gå i studiet og få rundet året af med en fortsættelse af sin album-serie, der trods blandede modtagelser dengang i 10'erne skabte den bølge af emo-inficeret trap med simple 808’s og sfæriske lyduniverser, der lod efterfølgere som Travis Scott, Mac Miller og ASAP Rocky overtage langt de fleste hitlister verden over: Det er tid til tredje udgave af Man On The Moon: The Chosen.

Albummet spænder sig bredt ud fra starten. En lille klaver/guitar-intro åbner op for ”Tequila Shots”, der i titlen er på forkant med sangens tema. Allerede i spoken-word-introen er vi tilbage i formatet fra de tidligere udgaver af serien, og tekstuelt er det de samme dæmoner, som Cudi slås med i 2020 som i 2009/10-sæsonerne: sprut, stoffer og jagten på mere. Sangen her afslører dog en lidt ironisk tendens i hele albummet, fordi Cudi faktisk kæmper en lang kamp gennem albummet for at lyde mere moderne, mere trappet end tidligere.

De følgende ”Another Day” og ”She Knows This” lider af samme syndrom, og det er ikke sådan, at sangene er ubehagelige at lytte til. Men Cudis croonende stil og de tilpas nedskalerede produktioner til dennes støtte gør lytteoplevelsen en anelse forkromet. Vi kan gå så langt som at sige, at trappen faktisk er blevet for pæn i den emotionelle rap-gurus hænder. ”Dive” forsøger at skyde energi ind i projektet. Det lykkes delvist, men måske mest grundet et sample af Tame Impalas ”Love/Paranoia”, så hjælper lige det co-lab heller ikke på førnævnte problem.

Der følger en nydelig glidende overgang til ”Damaged”, et klassisk Kid Cudi-nummer. Et hurtigt beat, stjerneklare synths, sangerens egen nynnen, der komplementerer dittos rap på nummeret med et fængende omkvæd. Det fungerer virkelig godt. ”Heaven On Earth” bliver dog endnu et eksempel på det pudsige forhold af en mester, der ser for meget op til sine lærlinge, eftersom Cudi gør alt, hvad der står i hans magt for at lyde a la netop Travis Scott. Det er bestemt lyttevenligt, men ikke fængende eller markant, som trappens egne skoledrenge gør det.

Lige pt. lyder min gennemgang som et udtryk for et kedeligt album, der går i ring. Men Cudi formår at bryde den onde cirkel, og det skydes i gang med den forbløffende banger ”Show Out”, et tydeligt rip-off fra afdøde Pop Smoke med den accelererende drone i baggrunden, der understøttes af blide kicks og hi-hat, og så skal der bare leveres nogle one-liners. Men netop den lysende komet Pop Smoke står som gæstefeature og fungerer faktisk ufatteligt godt hos Cudi, nok også fordi Skepta-grime også får lov at gøre sig bemærket her. Igen kigger artisten for meget på sin samtid, men her løfter han niveauet.

Her tager albummet nu en ny drejning med ”Solo Dolo pt. III”. ”Tetrachord” fra Netflix’ ”The King” samples her let og elegant, mens vi nu for alvor dykker ned i et trippende drømmeunivers, som tydeligt er Ramons comfort zone, efterfulgt af den angstfulde, men kærkomne ”Sad People”. Det klæder sceneriet her med en snert sentimentalitet. Gearet skiftes igen over i ”Elsies Baby Boy”. Her læner vi os over mod mange af Ramons mere eksperimentelle udgivelser i løbet af 10’erne, hvor inspirationerne er tydelig psych-rock fra 70’erne som Electric Light Orchestra og Pink Floyd.

The Animals samples derfor også virkelig nydeligt, men det skærer lidt for hårdt i kontrasterne til Cudis dybe vokal og meget ligefremme fortælling om en ensom barndom. Afbrækket er kærkomment uanset hvad, og nummeret tjener flot som oplæg til albummets store triumf på ”Sept. 16th”, der er en meget smuk rumballade uden jordforbindelse og kun med verdensrummet i sigte. Her fremstår Cudi virkelig som en revideret udgave af sig selv.

Albummets sidste tredjedel er en pose blandede bolsjer. ”The Void” er måske albummets største misser, der fremstår både som en kedelig sampling, et meget drøjt beat, og en vokal og tekst fra Ramon, der simpelthen kammer over. Balancen kommer tilbage på ”Lovin’ Me” med det overraskende samarbejde med Phoebe Bridgers, men de to californiske stjerneskud afsliber hinandens kvaliteter og særpræg en tand for meget, og vi får en popsang, der er alt for tæt på et Taylor Swift-univers. Og nej, det er ikke positivt.

”The Pale Moonlight” er igen en trap-parentes, der ikke overrasker, mens ”Rockstar Knights” med Tripple Redd faktisk er et stoner-track, der har et mixtapes klarhed og ro i sig med et veltimet skift midt i det hele, der løfter nummeret. ”4 da kidz” og ”Lord I Know” er desværre en ærgerlig måde at slutte albummet af. Selvom det lige præcis er den her åbenhed, der har givet Ramon den status hos den yngre generation, han har, så fremstår numrene rent kunstnerisk som en motiverende peptalk, hvor budskabet er vigtigere end substansen. Og det er lidt træls.

Kid Cudis månemandsprojekt er i tredje version stadig en spændende lydoplevelse. Men hans respekt for fortiden og samtiden højner ikke nødvendigvis hans eget kunstneriske output, men står næsten i vejen for, at han selv kan træde i karakter. De mange eksperimenter klæder albummet, men der samles desværre ikke en rød tråd, der er til at få øje på. Når det er sagt, så vil du ikke blive skuffet, hvis du først en gang har forelsket dig i Cudis drømmenynnede musiklandskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA