x
Rockstjerner i strikvest spiller op til genåbning

Scarlet Pleasure, Fed Fredag, Tivoli Friheden, Aarhus

Rockstjerner i strikvest spiller op til genåbning

Anmeldt af Sarah Daugaard Rose Hansen | GAFFA

Rockstjerner i strikvest – det cafe latté-rolige rockband, med let kant, guitarsolo og rå grunge-feeling møder ultra popband, med sing-along tekster og Oscar-darlings. Sådan ville jeg beskrive Scarlet Pleasure efter aftenens koncert i Friheden, Århus. En helt unik samling af kontraster, der gør dem til det band, de nu engang er.

Størstedelen af publikum, der spænder gennem alle aldersgrupper, kan man høre er kommet for at høre Oscar-hittet ”What a Life”, der har storhittet under lockdown. For to-tre år siden var Scarlet Pleasure allerede danske darlings, med store hits og massiv fanfølge, der også spændte bredt. Men Oscar-hittet har alligevel taget dem helt ud over lægterne i det danske publikum til en form for Mads Mikkelsen-segment, hvilket jo er de fleste danskere og særligt den aldersgruppe, der elsker Rejseholdet.

Jeg har altid tænkt, at bandet havde potentiale til et internationalt break, og efter Oscar-hittet føles de næsten for store til at stå i Aarhus foran en corona-restriktions-begrænset skare – i hvert fald indtil de begynder at snakke om, hvorvidt vi er klar på at tage nogle armbøjninger, fordi vi skal til at høre sangen ”Push-ups”, og der bliver lidt dansk far-humor over det hele.

Det er første koncert af to på en aften i Tivoli Friheden i Aarhus, og regnen truer for første gang længe i skyerne over os. På vej til koncerten valfarter større grupper af unge kvinder sammen i flok, mens jeg til selve koncerten befinder mig foran et midaldrende segment, hvoraf jeg overhører den mest akkurate og jyske kommentar om forsanger Emil Goll: ”Han synger fandeme godt, han gør.”

For det må man give damen ret i – han synger fandeme godt, og det er ikke noget nyt. Derfor er det et velvalgt element at lade ham synge a cappella på starten af ”Deja Vu” og kun akkompagneret af egen guitar til ”Nirvana”. Det står lige så skarpt som altid og giver gåsehud, ligesom første gang jeg hørte det live.

Det rockede element var ikke noget, jeg inden koncerten havde troet, jeg skulle definere Scarlet Pleasure ud fra, men de lægger det så tydeligt frem i deres liveshow denne aften, at det ikke er til at være i tvivl om. Guitaren åbner koncerten med nummeret ”Better”, som helt sikkert allerede havde startet den første mini mosh-pit på Orange, med det skift eller drop, sangen nærmest indeholder, og så får vi også allerede i en af de næste sange en sublim guitarsolo fra Goll.

Efter en brat opvågning varmer ”Limbo” lige så stille folk op, og ”SOS” bliver derefter fremført i en virkelig stærk liveudgave. Stærkere end på pladen, hvis man spørger mig.

En helt stille og sagte version af ”Good Together” skaber en klar forbindelse til, hvad sangen prøver at fortælle, og teksterne står frem som aldrig før – en stor og forskellig oplevelse fra at skråle med, når den spiller i radioen. Ligeledes fremstår ”Reflection” som en utroligt smuk og stærk sang live, mens ”Unreliable” overraskende nok falder lidt til jorden lige efter.

Den nye ”Somebody Else” har en melodi, der lyder utroligt meget, som noget man har hørt før – hvilket jeg først opdager nu, hvor jeg hører den live, og det hele er mere løst, og det fungerer skønt, selvom jeg ikke kan komme i tanker om sangen, den minder mig om. Det er mere 80’er-groovy live end det elektroniske på den digitale version. Det får tankerne tilbage på de første store hits ”The Strip” og ”Under the Palm Trees”, som da også bliver spillet lige efter.

Dertil går der dansemus i den for forsangeren, der bare lader sig føre med af musikken, som nu engang meningen er med det. Det leder også til en af de få kommentarer fra forsangeren i løbet af koncerten, hvor man hastigt skal nå igennem et stort hit-katalog på 60 minutter, nemlig ”…Ved godt, at det er grænseoverskridende bare at være sig selv, men I gør det bare…”

Hvilket skar direkte ind i en forståelse omkring koncerter – og særligt koncerter, der ikke ser ud, som de plejer. En koncert, hvor man står med afstand til folkene omkring sig og ikke har danset foran andre end sin hund det sidste års tid. Alligevel er bandet utroligt taknemmelige for publikums engagement, og man kan mærke, at de mener det – at de virkelig bare er glade for muligheden for endelig at være tilbage, og at der stadig står nogen på den anden side af scenen.

Ved ”24/7”, den næstsidste sang, er folk nået igennem deres anden fadøl og har fået gang i fødderne – det peaker i afslutningssangen, den forventede ”skal vi lige have det lidt Mads Mikkelsen-agtigt”-”What a Life”, og slutter brat og uden ekstranummer. De har et show igen om 40 minutter, og vi bliver ledt ud i Tivoli til tonerne af Sinatras ”New York, New York”. Da den er ovre, er der ikke mere musik i Friheden, og det føles mere tomt end for 20 minutter siden – også selvom menneskeskaren holder ved lidt endnu.

Scarlet Pleasure har formået at skabe en blid overgang tilbage i koncertlivet for publikum, samtidig med at de selv fremstår, som om de sidst optrådte i går – helt rutinerede og med styr på, hvad de laver. Det er lidt ligesom den del af et bryllup, hvor alle tanterne og bedsteforældrene stadig ikke er taget hjem endnu, lige omkring midnat, og din playliste med Suspekt ligger gemt og venter hos dj’en – det er stadig behageligt og uden for meget kant, men mere end nok til at holde det interessant og skabe en god aften med smil og vuggende hofter på plænen.

Der er ingen tvivl om, at det er erfarent, og bandet giver den hele armen. Men der havde også uden tvivl været et magisk højere punkt, hvis koncerten havde været på eksempelvis Roskilde, eller bare uden corona-restriktioner og et publikum, der ikke kan huske, hvornår de sidste stod på deres fødder i 60 minutter for at lytte til livemusik.

Dermed vil jeg spå, at det ikke er den Scarlet Pleasure-koncert, der vil blive skrevet om i historiebøgerne – ud over måske som en af de første koncerter tilbage på græs, uden mundmind og uden at skulle sidde ned. Men en god koncert og en fredag aften godt givet ud under grønne træer, i godt musikalsk selskab. En aften, jeg ikke ville tøve med at anbefale folk, selvom den ikke rammer loftet for koncertoplevelser. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA