x
Jung har ventet på at gå deres sejrsmarch – og omsider fik de lov

Jung, Summer Days, Roskilde

Jung har ventet på at gå deres sejrsmarch – og omsider fik de lov

Anmeldt af Mie Lykke Sørensen | GAFFA

Det ville synd at sige, at Jung er gået ubemærket hen. Siden single-udgivelserne ”Jeg skal nok vente” og ”Hun kommer tilbage”, der udkom i 2019, har de etableret sig som et af stærkeste navne på den danske musikscene, mens de med raketfart har opnået et solidt favntag om det brede, danske publikum. Muligvis ved at lave sange, der bevæger sig tilpas på kanten af popscenen og taler ind i bølgen af dansk indiepop. Samtidig med at bære på en 80’er-nostalgisk lyd, der kaster stærke associationer til TV-2. Tilstrækkeligt meget af det hele til at være noget for flere generationer. Jung har læst formlen korrekt. Og det beviste de, endelig, da de lukkede Roskilde Festivals, Summer Days, søndag aften.

Et momentum – endelig

For mon ikke Jung har ventet længe. På at få forløst den succes, de på kort tid har opnået. Og på at bevise det og mærke det, derude på scenerne, live. For nærmest lige så lang tid, vi har kendt til Jung, er der noget, der har heddet corona og nedlukning. Og store koncerter har været få. Derfor var det også noget af en kraftudladning, der prægede aftenens koncert, som virkede til af være en forløsning af det momentum, de har båret på i over et år. Noget, der mest af alt virkede som intet mindre end end den sejrsmarch, de har ventet på at gå.

Dette viser sig allerede i koncertens første sekunder, da de åbner med “Ik’ så meget” fra deres debutalbum. Introen med nogle tunge synths indleder til forsanger Jonas Jung Larsens indtræden på scenen og tænder for idéen om et band, der er klar. At det er nu, de står der, i Roskilde Festivals omgivelser. Og er længe ventet. Noget, der tydeligt understreges i publikums samklang af hujen og klappen, da lyset på scenen lyser bandet op i en sjov, nærmest kristelig skikkelse, mens forsangerens synger: ”Jeg er opstået på ny igen. Jeg er sat ud på ny igen” og hæver sine arme. Taget situationen i betragtning utroligt passende.

Far-dansen

Og sådan går det faktisk, mere eller mindre derudad, mens Jung kaster om sig med sange fra debutpladen Blitz fra 2020. Herunder sange som ”Ud i kørebanen” og ”HDTV”, som synes at trække 40+ publikummet længere op mod scenefronten og få de sommerkåde, unge fans til at klistre lidt mere til hinanden. Bandet, der ligesom forsangeren udviser stor spilleglæde og taknemmelighed for at stå lige der, hvor de er, har tydeligvis brugt en lockdown på at øve sig. Det samme gælder for Jonas Jung Larsens vokal, der i tidligere sammenhænge har slået mig mere svag. Det er smittende sammenspil, med små, musikalske bearbejdninger i sangenes livekontekst. Dog uden soloer og større udsving, som de ville have gjort det i 80’erne.

Opholder man sig her en smule ved det kitschede, så slår forsangerens tilstedeværelse på scenen mig lidt inkongruent. Små ansigtsudtryk, der gløder af stolthed og selvtillid og en krop, der ikke helt ved hvor den skal gøre af sig selv endnu. Alt imens der i små bevægelser udføres nogle måske lidt kejtede dansetrin, hvor kroppen med spidsede læber og knyttede næver danser baglæns. En detalje, der får mig til at tænke på TV-2-sangen ”Kom og se, far danser”. Den lille gruppe af 40+ damer, der står ved siden af mig, virker i hvert fald ikke til at være kede af det. Og måske er det egentlig meget godt. For det er ret forfriskende med lidt menneskelig kejtethed, oven på den selvtillidsbooster, det virker til at være for Jung at stå på scenen.

1-0 til Jung

Det er svært ikke at blive påvirket af Glorias euforiske stemning under det sorte halvtag. Koncerten, der står som en succesdemonstration, bærer på en fornuftig rækkefølge af sange, der er designet til publikum. Og fungerer godt i praksis. Mest af det, der kan synes med på, samt noget nyt i midten af sættet, som ”To timer i træk”, og senere ”Tur/retur”, der i den sidste del af sættet blev præsenteret som en ny sang fra det kommende andet album.

Jung, der afsluttede med et af deres stærkeste kort på hånden, ”Jeg skal nok vente”, efterlod publikum i en rungende samklang, der i et øjeblik virkede til at overvælde bandet en smule. Et meget godt eksempel på den formel, de lader til at have læst meget godt. En sang, der som ofte i Jungs tekstunivers bærer præg af korte fraser, der lyder godt og gentages kontinuerligt gennem sangen. Dog uden en tekstlig sammenhæng og gennemskuelig, overordnet betydning, hvilket også bliver tydeligt i en livesammenhæng, hvor ordene pludselig står klart. Måske lidt nemme træk. Men det lader til at virke.

For uanset hvad formåede Jung at løfte stemningen i Gloria til det måske højeste hidtil under Summer Days. Klappet ud af en sommer-, koncert- og fodboldkåd menneskemængde, der sang ”shå-lå-lå-lå-lå-lå-lååå”, mens de fandt vej op på skuldrene af hinanden og svajede med det rød-hvide flag, og øl føg gennem luften. Der lød et lettet og selvsikkert ”Roskilde – vi ses!”. Og sejren var utvivlsom. Jung havde vundet den kamp for længe siden. Og det fik de endelig bevist. På hjemmebane.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA